Berlingske: Krigen, der blev aflyst

Bladrede man gennem de sociale medier først på ugen, måtte man få det indtryk, at handelskrigen mellem USA og Kina var tæt på at eskalere til væbnede stridigheder. På Facebook bragte Ekstra Bladet mandag et billede med Trump og Xi i forgrunden, og i baggrunden et fly, der letter fra et hangarskib. Følgeteksten var ”Så svarer Kina tilbage”. Se skærmprint her. Dagen efter sagde en overskrift på Berlingske, at USA’s ”leg med verdenshandlen” kunne udløse en krig.

Der var dog ingen grund til panik. Ekstra Bladets historie var ganske kort og sagde blot, at Kina stopper importen af amerikanske landbrugsvarer. Berlingske modererede dagen efter sit sprogbrug i overskriften og talte nu blot om risiko for en ”storkonflikt”. I brødteksten tales der om en ”handelsmæssig kold krig” – hvad så end det er; en kold krig er som bekendt en krig, som ikke bliver ført, men kun truet med.

I den forstand er handelskrigen allerede varm. Det er naturligvis dejligt, at ingen militær verdenskrig er under opsejling i denne omgang. Men er der overhovedet grund til alarmismen, selv om krigen kun er metaforisk og går på toldsatser? I Berlingskes analyse, der er skrevet af avisens sikkerhedspolitiske korrespondent Kristian Mouritzen, sættes ikke navn på, hvem det konkret er, der frygter, at USA og Trump er på en ”katastrofekurs”. Det kan dog næppe være nogen af de 26 mænd og kvinder, der har meldt sig som demokratiske modkandidater til præsidentvalget næste år. Som The Economist bemærkede for nogle uger siden, har de meninger om stort set alt andet end netop handelspolitik.

Det sidste må man tolke sådan, at demokraterne tier og samtykker. Også de ønsker at følge en hård, handelsmæssig kurs over for Kina. Det giver mening: De globale handelsaftaler og tilhørende institutioner er fra en tid, hvor USA var alt dominerende, mens Kina og andre udviklingslande var små spillere, som man ønskede at hjælpe på vej. Den tilstand er udløbet, og der må ske tilsvarende ændringer i handelssystemet. Dét sker naturligvis ikke uden armlægninger, og det er det, vi er vidne til med den aktuelle handelskrig.

Disse armlægninger kan naturligvis godt få alvorlige konsekvenser på kort sigt, og de kan f.eks. være med til at udløse recession. Det kan også være, at Trump med sin bizarre form gør ondt værre. Det må historien vise. Foreløbigt viser ugens krigshistorier, at de danske mediers aversion mod Trump har udviklet sig til at være endnu mere bizar end manden selv. Det bør de få kontrol over.

BØRSEN: ET FARVEL TIL DEN FJERDE STATSMAGT
Det er godt vi har Børsen. Den er det eneste erhvervsmedie med muskler til at følge alle væsentlige sager i relation til dansk erhvervsliv, og som absolut hovedregel gør den det begavet og indsigtsfuldt. Men det er også godt, vi ikke kun har Børsen. I det tilfælde kunne man godt skyde en hvid pil efter alle forestillinger om pressen som den fjerde statsmagt. Avisens nuværende ledelse forstår simpelthen ikke, hvad det indebærer at holde øje med magten.

Med ledelsen tænker vi her ikke kun på chefredaktøren, den tidligere finansminister Bjarne Corydon, men også på nyhedsdirektør Nikolaj Sommer, der er tidligere kommunikationschef i både Finans- og Statsministeriet. I en klumme onsdag kritiserer han de medier, der blankt har afvist regeringens og dens støttepartiers plan om at igangsætte et ”udredningsarbejde, der skal anbefale tiltag, som kan styrke tilliden til centraladministrationen, medierne og de politiske beslutningsprocesser.” Det er evident, at tilliden til medierne er lav, så lad os da samarbejde med ”folkets repræsentanter” om det gode formål at hæve den, lyder budskabet fra Nikolaj Sommer.

Men en anerkendelse af den lave tillid gør det ikke til en god ide at give politikerne legitimitet til indgreb i pressens frihed – og regeringen har ikke andre knapper at skrue på end netop denne. Med f.eks. udvidede straffebestemmelser vil man nok kunne sortere noget dårlig og sjusket journalistik fra, men man vil i samme omgang ramme den gode, kritiske journalistik, der sætter fingeren på magthavernes rævekager.

Sådan en aner man for øvrigt allerede i den citerede formulering fra ”forståelsespapiret”: Regeringen og støttepartierne ser den lave tillid til medier og administration, men ikke hos sig selv – her er det ikke politikerne, men ”processerne” der får skylden. Nemt og billigt. Der er tiltag, vi i medierne selv kan foretage, hvis vi ønsker mere tillid til os. Et sådant tiltag er denne klumme med medieanmeldelser udtryk for. Tiden er løbet fra, at vi af kollegiale hensyn ikke kommenterer hinandens journalistik.