Børsen: Den magiske finanskrise
Finanskrisen, der for alvor blussede op for ti år siden, gjorde et meget stort indtryk, og det er tydeligt, at vi som samfund endnu ikke er færdige med at fordøje den – hverken faktuelt eller mentalt. En artikel over et opslag i Børsen mandag illustrerer det meget godt. Lehmann-krak udløste global højredrejning , hedder rubrikken, men ifald dette udsagn skulle være sandt, er højredrejningen blevet udløst med tilbagevirkende kraft: I Italien var Berlusconi kommet til magten allerede i begyndelsen af 90’erne, i slutningen af samme årti sanktionerede EU Østrig på grund af Jörg Haiders deltagelse i landets regering, og i 2002 fik Jean Marie Le Pen 20 procent af stemmerne ved første runde af det franske præsidentvalg, hvormed han sensationelt eliminerede socialisternes kandidat. I Europa var der også stærke indvandrerkritiske partier i bl.a. Holland, Danmark og Norge allerede tidligt i 00’erne, og i USA vandt George W. Bush to valg på støtte fra de samme vælgergrupper, der senere støttede Trump.
Synspunktet, som Børsen refererer til, stammer fra Adam Tooze, der har skrevet den meget omtalte bog ”Crashed – How a Decade of Financial Crises Changed the World”. Hans argument er, at idéen om en selvbærende global økonomi, uafhængig af politikere, har været borte med blæsten siden finanskrisen. Det er en interessant pointe, og der er givetvis noget om det. Men den sociale uro i den vestlige verden var altså godt i gang forinden – drevet også af en globalisering, der dengang såvel som nu svækkede vores position i verden og gav udfordringer i form af større indvandring og mindre økonomisk lighed.
DEN SURREALISTISKE VERDEN FORTALT AF MEDIERNE
Også flere andre medier har kørt tema på finanskrisens jubilæum, blandt andet med historier om de almindelige danskere, der blev ramt dengang, og som i nogle tilfælde stadig bakser med eftervirkningerne. Se f.eks. her hos DR. Men faktisk var det, i hvert fald i Danmark, nøgternt set en egenskab ved krisen, at den var forholdsvis mild i sine samfundsmæssige virkninger. Der var langt fra massearbejdsløshed som den, man havde set helt frem til begyndelsen af 90’erne. Der var også kun få, der måtte gå fra hus og hjem. Antallet af tvangsauktioner løftede sig kun en anelse, og ironisk nok var de realkreditinstitutter, som den dag i dag bliver pålagt nye
regulatoriske bindinger for at undgå en gentagelse, aldrig livstruede og ikke engang hårdt ramte. Dette er en subjektiv betragtning, men finanskrisen var først og fremmest mental. Tyskernes nederlag i Stalingrad var langt fra historiens største militære katastrofe, og Titanic var langt fra den værste skibskatastrofe. Men begge begivenheder står klart i vores kollektive bevidsthed, fordi de forinden var utænkelige.
Tilsvarende kan mange i dag fortælle om surrealistiske oplevelser i 2007 og 2008, hvor det gik op for os, at verden ikke hang sammen, som vi troede, og hvor vi gennem nogle må-neder kiggede ned i en afgrund, som vi ikke havde magt til at gøre noget ved. Det gjorde indtryk. Læs et par af beretningerne her: Journalist Poul Dengsø fra Berlingske reflekterer over, at han i de mest urolige dage skrev om, at F1-lån blev billigere, og Nordeas cheføkonom Helge Pedersen fortæller på Finans.dk om, hvordan han dagen inden Lehman-krakket var hjemkommet fra USA, hvor man havde forsikret ham om, at det her subprime-halløj var inddæmmet, og at alle farer dermed var afværget.
BANKERNE ER RAMT AF TALBLINDHED
I forrige uge vakte det opmærksomhed, da udenlandske medier også begyndte at skrive om Danske Banks hvidvasksag. Wall Street Journal skrev bl.a., at banken vil undersøge alle transaktioner i den estiske filial mellem 2007 og 2015. Det skrev Den Offentlige om, og i det tilhørende facebook-opslag noterede mediet sig, at beløbet på 1.000 mia. kroner svarer til hele det danske statsbudget over et år.
Det er naturligvis goddag, mand økseskaft at sammenligne et års BNP med otte års gennemstrømning af penge i en bankfilial, og at det alligevel sker i et seriøst medie illustrerer et stort problem for bankerne: De er blevet så store og komplicerede, at menigmand simpelthen ikke forstår deres forretninger. Det afføder naturligt mistillid, og det er svært at se, at man skulle undgå, at den før eller siden ville bryde ud i lys lue – med eller uden finanskrise. Apropos, læs også professor Steen Thomsens kronik i Børsen forrige uge. Professoren mener, at mediernes kritik af Danske Bank er ”uhyggelig og selvforstærkende”. Vi synes faktisk, at det er uhyggeligt at en professor i selskabsledelse på den måde undskylder en bankledelse med en tvivlsom etik, fordi den havde andet at tænke på.
Sten Thorup Kristensen
