Kære læser
En stribe europæiske finanshuse har i flere måneder haft fokus på, at der er periodisk overkapacitet i europæisk elproduktion fra vind og sol, og det har givet negative priser, som gør investeringer i nye alternative energiprojekter ulønsomme.
Økonomisk Ugebrev har de seneste to måneder skrevet om, at grøn infrastruktur havde mistet investorernes interesse. Det virker ubegribeligt og amatøragtigt, at regeringen og embedsmændene har så lidt føling med, hvad der sker i den virkelige verden.
Sidste gang var det det stort anlagte energiø-projekt, som måtte opgives. Det er fint, at regeringen og et politisk flertal gerne vil fremme grøn energi. Men det må som minimum kræve, at politikerne og topembedsmændene forsøger at forstå, hvad der sker i omverdenen. Worst case er, at der bliver foretaget offentlige milliardinvesteringer de forkerte steder.
Realiteten, som regeringen og politikerne bør forholde sig til, er følgende:
For tiden er der ofte overproduktion af elektricitet: Den hurtige udbygning af sol- og vindenergi i Europa har ført til perioder, hvor elproduktionen overstiger forbruget, især under solrige og blæsende forhold.
Perioder med negative elpriser er i klar fremgang: Antallet af timer med negative elpriser i engrosmarkedet er steget markant. I 2023 var der 301 timer med negative priser, og denne tendens er fortsat i 2024, hvor 300-timers mærket blev passeret allerede i juli.
Negative elpriser opstår, når efterspørgslen ikke kan matche den store mængde elektricitet, der produceres af vedvarende energikilder som sol og vind, og lagringskapaciteten er utilstrækkelig. For at håndtere perioder med overproduktion og stabilisere markedet bliver energilagring stadig vigtigere. Batterilagring kan absorbere overskudsstrøm i perioder med lave eller negative priser og frigive den, når efterspørgslen stiger.
De stigende negative priser giver signal om overkapacitet og understreger behovet for bedre samspil mellem produktion, lagring og forbrug, herunder intelligent efterspørgselsstyring. Overproduktion belaster elnettet, især lokalt, hvor manglende kapacitet forhindrer godkendelse af nye solcelleanlæg og tilslutninger.
Derfor bør regeringen fokusere mere på at fremme energilagring end nye havvindprojekter, som også kan bygges om to eller fem år. Og altså i en tid, hvor den ekstra produktion af el også giver mening. I Europa udbygges batterikapaciteten allerede kraftigt; store batterisystemer forventes at vokse fra 1,4 GWh i 2023 til 8,6 GWh i 2026.
Nye regler for EEG-præmier skaber incitament til at lagre overskydende elektricitet. Fra 2026 reduceres markedspræmien, hvis spotpriserne er negative i blot to timer, hvilket presser anlægsejere til at investere i lagring.
Batterier gør det muligt at udjævne forskelle mellem produktion og forbrug, hvilket reducerer systemomkostninger som netstyring og afhjælper perioder med negative priser.
Selvom batterilagring dæmper systemomkostningerne, kræver langvarige perioder med lav vind og sol stadig betydeligt større lagringskapacitet, end hvad der er planlagt. Blandt andet hydrogen kan fungere som langtidslagring og balancere systemet i perioder med overproduktion, men infrastrukturen er endnu ikke på plads.
Bundlinjen er, at det aktuelle problem med periodiske negative priser kan hæmme incitamentet til at investere i nye anlæg, medmindre der skabes klare markedsmekanismer til at håndtere overproduktionen. Det bør regeringen selvfølgelig forholde sig til, før man hovedløst kaster sig ud i udbud af nye havvindmølle-parker.
God Læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør