Kære læser
At USA’s præsident Trump spiller med musklerne er ikke et ukendt fænomen. Men at hans energiadministration har dikteret et stop for Ørsteds store amerikanske vindmøllerprojekt, Revolution Wind, virker ikke kun som en meningsløs magtdemonstration, men også utroligt kluntet, sandsynligvis uden langsigtede konsekvenser, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne analyse.
Brevet fra Trump-administrationens Bureau of Ocean Energy Management (BOEM) kom fredag aften, ud af den blå luft. Ørsted har ikke fået nogen forvarsler om, hvad der kunne være på vej. Den amerikanske myndighed har nu givet en stop-work order for Ørsteds næsten færdigbyggede offshore-vindprojekt Revolution Wind ud for Rhode Island. Omkring 80 pct. er færdigbygget med 45 ud af 65 turbiner installeret. Den officielle årsag er påberåbte “nationale sikkerhedsbekymringer.”
Dette uddybes ikke yderligere, men det er velkendt, at Trump hader vindenergi. Formelt er problemet, at Ørsted allerede har investeret ca. ti mia. kr. projektet, og produktionen skulle have været i gang andet halvår 2026. Den nye stop-work order gør selvfølgelig tidshorisonten usikker.
Det er sandsynligvis en stor fordel, at den anden store medejer Skyborn Renewables (et selskab i Global Infrastructure Partners, som ejes af finansgiganten BlackRock, der ses at have stærke forbindelser til den amerikanske administration). CEO Larry Fink vurderes at være en del af Trumps inderkreds.
Det forunderlige er, at historien gentager sig: Den 16. april 2025 modtog den norske energigigant Equinor en stop-work order fra Bureau of Ocean Energy Management (BOEM). Ordren pålagde øjeblikkelig standsning af offshore-konstruktionen i de føderale farvande.
Argumentet lød, at godkendelsesprocesserne var for “hastigt gennemført”, og myndigheden udtrykte bekymring for manglende miljømæssig vurdering og juridisk due diligence. Projektet var allerede ca. 30 pct. gennemført og havde en værdiopgørelse på 2,5 mia. USD.
Der var tale om betydelige potentielle økonomiske risici og tab, hvilket gjorde situationen alvorlig både for Equinor og for offshore-vindbranchen som helhed.
Den 19. maj 2025 blev stop-ordren formelt ophævet efter dialog mellem Equinor, BOEM og statslige myndigheder. Det betyder, at arbejdet er blevet genoptaget med sigte på at nå den planlagte kommercielle idriftsættelse i 2027.
Er det sandsynligt, at vi vil se samme forløb med Ørsted. Ja, sandsynligvis. Men der er nogle ’måske’er’: Vil Trump bashe Danmark for den manglende villighed til at snakke Grønland? Og Lars Løkkes handelsaftale i fredags med den californiske guvernør, en kommende demokratisk præsidentkandidat, kan også have haft betydning. Men det tror vi ikke på.
Det sandsynlige udfald er, at der kommer til at gå en tid med diplomati. Husk Ørsted er halvt ejet af den danske stat, hvor straf til Ørsted også rammer Danmark.
Umiddelbart er worst case en byge af erstatningssager mod den amerikanske stat, som trækker ud i flere år. Det ønsker ingen. Så vi tror på en til to måneders pause, før projektet er tilbage på skinner.
Allerede dag to efter begyndte investorerne at reducere deres risikopræmie i forhold til det stoppede projekt. Onsdag steg aktien fem pct. Og de store investorer har selvfølgelig også bemærket, at Ørsted fortsætter med den planlagte kapitalforhøjelse på 60 mia. kr.
Vi forventer, at tegningen vil ske til det aktuelle kursniveau eller måske lidt højere. De nye aktier vil sandsynligvis blive solgt til en pris på 130-150 plus prisen på tegningsretter omkring 30-40 kr. Efter kapitalforhøjelsen er i hus, ser vi aktien stige stille og roligt op omkring analytikernes kursmål og derover.
Baseret på de seneste estimater fra analytikerne handles Ørsted-aktien til ni gange det forventede overskud i 2027.
Morten W. Langer eller dennes nærtstående ejer privat aktier i Ørsted, som også er i ØU’s modelportefølje.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør