På en generalforsamling i 2021 blev det vedtaget, at DSV-topledelsens bonusprogram skal indeholde klimakomponenter. Ifølge transportgigantens nyligt udgivne vederlagsrapport er klimavægten siden blevet øget til 50 pct. af de kortsigtede bonusmål. Bestyrelsesformand kalder det ”en helt naturlig udvikling”.
Med en samlet CO2-udledning på knap 16 mio. tons indtog DSV sidste år fjerdepladsen over de mest klimatunge C25-selskaber, kun overgået af Danske Bank, FLSmidth og Mærsk. Hvilken placering DSV får i år er endnu for tidligt at sige. Men den danske transportgigant har det seneste år formået at reducere CO2-aftrykket til 12,7 mio. tons, svarende til en reduktion på 21 pct.
CO2-reduktionen kommer ikke ud af den blå luft. DSV har de seneste år søsat en række grønne initiativer, som også er knyttet til topledelsens bonusprogram. DSV’s topledelse består af CEO Jens H. Lund og CFO Michael Ebbe (Jens Anders Bjørn har også fået bonus, men er efterfølgende fratrådt som CEO).
En central rolle
Af transportgigantens seneste vederlagsrapport fremgår det, at klima spiller en meget central rolle i topledelsens variable aflønning. Mens indtjening og aktiekurs hver vægter 25 pct, udgør klimaresultater den resterende halvdel af bonusprogrammet.
DSV er dog langt fra ene om at inkludere klimakomponenter i topledelsens bonusprogram. Som det fremgår af Økonomisk Ugebrevs seneste kortlægning, indgår klimakomponenter i næsten halvdelen af danske large cap-selskabers bonusprogrammer for topledelsen. DSV udmærker sig dog ved at tildele klima en væsentlig større rolle i bonusprogrammet end de fleste andre store danske virksomheder. Til sammenligning udgør klimakomponenter en tredjedel af topledelsens langsigtede bonusprogram i Rockwool, og for Mærsks vedkommende er det 7 pct.
At klimaresultater vægter halvdelen af bonusprogrammet i DSV er da også nyt. I 2022 blev klimakomponenter for første gang introduceret i programmet med en vægt på 20 pct. for grønne tiltag. Den andel er altså nu steget til 50 procent i 2023.
Ifølge bestyrelsesformand Thomas Plenborg skyldes inklusion af klima i bonusordningen, at klimaindsatsen i DSV er forankret hos topledelsen:
”I DSV er bæredygtighed et centralt element i vores koncernstrategi, og vi har sat ambitiøse målsætninger for vores CO2-reduktion frem mod 2030 og – ikke mindst – et mål om klimaneutralitet i 2050. Indsatsen er forankret hos direktionen. Og i bestyrelsen synes vi, det er helt naturligt, at bæredygtighed indgår som en komponent i det variable vederlag,” siger Thomas Plenborg til Økonomisk Ugebrev.
Ifølge vederlagsrapporten blev topledelsen i 2023 konkret målt på, hvorvidt den var i stand til at etablere en grøn omstillingsplan, der gør selskabet i stand til at nå sine 2030-klimamål. Topledelsen indfriede bonusmålet.
Den nye klimaplan indeholder fire omstillingsstrategier, der skal bidrage til at nedbringe DSV’s klimaaftryk. Hovedpunkterne er: Energieffektivisering og optimering, udfasning af fossilt brændstof i transportforretningen, produktion af vedvarende energi samt udbygning af grøn infrastruktur og innovation og partnerskaber.
Baggrund og klimahistorik
DSV har, som nævnt, det seneste år reduceret sit samlede CO2-aftryk markant, men går man længere tilbage, er aftrykket dog steget. I 2019 var selskabets samlede CO2-aftryk på 8,9 mio. tons, altså en stigning på 43 pct. Den kraftige stigning skyldtes dog hovedsageligt opkøb af Agility GIL.
Da DSV udliciterer hovedparten af transportopgaverne til underleverandører, er selskabets direkte CO2-udledninger, det såkaldte scope 1, relativt begrænset. Den klart største post i klimaregnskabet er derfor udledningerne fra værdikæden, det såkaldte scope 3, som for DSV’s vedkommende inkluderer eksterne transportpartnere.
Beslutningen om at integrere klimakomponenter i topledelsens bonusprogram blev truffet på en ekstraordinær generalforsamling i 2021.
Bestyrelsens arbejde med detaljerne udmøntede sig i, at der i topledelsen 2022-bonusprogram indgik en klimakomponent med 20 pct. vægt. Bonussen ville blive udløst, hvis topledelsen i 2022 succesfuldt formåede at sætte en ny CO2-baseline tilknyttet et 2030-reduktionsmål.
Claus Strue Frederiksen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.