Familiekontorer, ejet af en enkelt familie, har stor spændvidde i deres investeringsstrategier: Fra ekstrem risikovilje typisk i København til traditionelle investeringer i Jylland. Lehrmann Family er blandt de mere risikovillige, skriver fagredaktør Carsten Steno i denne tredje artikel i serien om danske familiekontorer.
Listen over danske single-family-offices – kontorer, hvor en enkelt familie bruger sin formue på at investere i andre virksomheder – er lang og broget. Der er små 40 af dem i Danmark. Og de investerer vidt forskelligt.
De strækker sig fra Buur Invest i Ulfsborg i Vestjylland, som investerer traditionelt, til den tidligere Løvens Hule-investor Jan Lehrmanns Love Mondays og fiber-milliardæren Niels Zibrantzens Zibra i København, der begge er stærke og risikovillige aktører i hovedstadens venture-miljø.
Dygtige direktører
Buur Invest har Charlotte Buur Poulsen, datter af tidligere Vestas-direktør Johan Poulsen, som direktør og investor. Der investeres typisk i jyske virksomheder med en dygtig direktør, og det sker helst som majoritetsaktionær.
Omvendt er Jan Lehrmann, der blev rig på at sælge Bilbasen, i dag ventureinvestor og som oftest minoritets-aktionær i en række mindre iværksætter-selskaber, fortrinsvis i København. Jan Lerhmann selv og hustruen Margrethe Dal Lehrmann, tidligere indkøbsdirektør i Magasin du Nord, er de drivende kræfter i forretningen.
Lehrmann Family A/S har en egenkapital på 861 mio. kr. og har i de seneste fem års regnskaber akkumuleret et overskud på 461 mio. kr. Zibrantsen vender vi tilbage til.
Charlotte Buur Poulsen er ingeniør og ville egentlig helst have haft sin egen maskinfabrik, men etablerede sig i stedet som investor sammen med sin far i Buur Invest, hvor egenkapitalen ved udgangen af 2022 var 181 mio. kr.
Regnskabsåret viste dog et driftsoverskud på hele 469 mio. kr. – bl.a. takket være salget af Skjern Paper til den amerikanske emballage-gigant Sonoco i 2022 for 88 mio. dollars. Tidligere har Buur Invest solgt virksomheder som Bukkehave, der er specialist i flådestyring af transportbiler i ulande, og Frandsen Group, den kendte producent af designer-lamper i Horsens.
Charlotte Buur Poulsens udgangspunkt som investor har været at investere i virksomheder, der var for store til, at en enkelt ejerleder kunne løfte dem, men for små til, at de helt store investorer gad interessere sig for dem.
”Det er en god niche at ligge i – her er der ikke så mange konkurrenter,” siger Charlotte Buur, der fortæller at Buur Invest typisk har investeret sammen med en direktør, der var på udkig efter en virksomhed, men ikke var i stand til alene at finansiere købet Et andet karaktertræk ved Buurs investeringer er, at de finder sted i virksomheder, der har et produkt. Handelsvirksomheder og iværksættere i mindre virksomheder kommer ikke på tale som investeringsobjekter.
Et helt anderledes fokus har Jan Larhrmann og hans kone Margrehe i Love Mondays.
Porteføljen består fortrinsvis af iværksættervirksomheder. En af de første investeringer fandt sted i butikskæden Normal. En anden er Estaldo, en fremvis-det-selv online-ejendomsmægler, der har en ambition om at revolutionere denne ret konservative branche. Ifølge regnskaberne fra 2021 og 2022 er der dog akkumuleret et underskud på 8 mio. kr., så der er et stykke vej endnu, inden branchen er vendt på hovedet.
Aktivt familieejerskab
I samme boldgade som familien Lehrmann finder vi Zibra A/S, et investeringsselskab grundlagt af entreprenøren Niels Zibrandtsen i 2015. Zibrandtsen blev rig på at sælge fibernetselskabet Global Connect, som han grundlagde i slutningen af 90´erne.
I Zibra er formålet gennem ”aktivt familieejerskab” at udvikle virksomheder, hvor innovative løsninger skaber langsigtet værdi. Det senest tilgængelige regnskab viser dog et 2022-underskud på 47 mio. kr.
Det skyldes særligt et stor underskud i datterselskabet Inqvation, der investerer og bistår iværksættere. Men det går heller ikke efter planen i streamingtjenesten Zibra Sport, som kom ud af 2022 med et minus på næsten 11 mio. kr. på at streame events indenfor primært hestesport.
Sammen med andre familiekontorer har Niels Zibrandtsen og hans søn Claus også engageret sig i People Ventures, som investerer i nordiske tech-iværksættere. Her er der i regnskabsårene 2023 og 2022 foreløbig akkumuleret et underskud på knap 20 mio. kr.
Carsten Steno
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.