Finans.dk’s svimlende afsløring

Skulle der uddeles en Cavling-pris alene for den forgangne uge, må den tilfalde Jesper Høberg og Kristoffer Brahm på Finans.dk for deres afsløring af, at Danske Bank allerede i 2012 advarede SØIK (dengang SØK) om, at der blev overført meget store beløb fra Socialstyrelsen til den nu bedrageritiltalte Britta Nielsen. Det er en svær opgave at grave informationer, der er underlagt så stor en grad af fortrolighed, ud. At det journalistiske håndværk i en sag er svært, gør det naturligvis ikke i sig selv til en stor historie. Men perspektiverne her er så vidtrækkende, at hvis journalisterne fortsætter i sporet, er de også oplagte kandidater til den rigtige Cavling-pris.

Umiddelbart peger pilen på SØIK. Det er dem, der med røde ører må forklare, at de ved en fejl ikke så det som en mulig sag om tyveri eller bedrageri. Men fejl sker, og SØIK sendte dog sagen videre til SKAT, som så kunne vurdere, om der var tale om skatteunddragelse. Det er her historien bliver rigtig interessant, for hos SKAT skete der ingenting, selv om beløbene var så store, at det måtte være en kerneopgave at foretage en dybere undersøgelse. Man erindrer, at heller ikke Socialstyrelsen eller Rigsrevisionen havde opdaget problemet, selv om der i gængse virksomheder er kontrolprocedurer, som for længst havde fået lamper til at lyse og sirener til at hyle. Så nu sidder vi med en, to, tre centrale, statslige organisationer, der over en årrække ikke har været i stand til at udføre deres respektive kerneopgaver. Plus altså, at SØIK heller ikke fungerede optimalt i situationen.

Men med SØIK er der et helt andet spørgsmål, som afsløringen rejser. Allerede da Britta Nielsen-sagen blev kendt for en lille måned siden, spekulerede mange medier i, hvorfor dog ikke Britta Nielsens bank, Danske Bank, havde reageret. Og med bankens track record in mente blev det mere eller mindre taget for givet, der var tale om endnu en fejl fra Danske Banks side. Man kan dårligt forestille sig andet, end at dette spørgsmål også har udløst nysgerrighed hos SØIK. Så et af to: Enten er der så meget rod i de tusindvis af indberetninger til SØIK’s hvidvasksekretariat, at man skal bruge næsten en måned på at finde en konkret sag frem. Eller også har SØIK bevidst ladet Danske Bank hænge til tørre i pressen, selv om man vidste, at den i denne sag havde gjort sin pligt.

Begge dele vil være kæmpe skandaler i egen ret. I det første tilfælde: Hvad nytter det, at man nidkært sætter bankerne til at holde øje med hvidvask, med enorme omkostninger og ulemper for både banker og kunder til følge, hvis myndighederne ikke selv er i stand til at håndtere de informationer, der kommer ind? I det andet tilfælde: Bankernes omdømme er lige nu så lavt, at det er selve deres eksistens som selvstændige virksomheder, der er truet. Den sandsynlige næste statsminister har ifølge Jyl – lands-Posten allerede konkluderet, at bankerne ved deres adfærd har opsagt deres samfundskontrakt. I den situation må myndighederne vise det ansvar ikke at piske en stemning op på et usagligt grundlag, men tværtimod dæmpe gemytterne, hvor det er relevant, og hvor de ved, at mistanker mod bankerne er baseret på misforståelser.

BØRSEN: HAR SCHULTZ VIRKELIG LEVERET IGEN?

Det går godt for Kåre Schultz i israelske Teva. Spareplanen virker, der bliver høvlet af på den enorme gæld, og den danske direktør kunne torsdag opjustere resultatforventningen for tredje gang i år. Børsenskriver om det. Men er der virkelig dækning for avisens overskrift om, at ”Schultz leverer igen”? Ikke hvis det sidste ord refererer til, hvad Kåre Schultz opnåede i Lundbeck i de godt to år, han var i selskabet, inden han fløj videre.

Ganske var der også her forbedring af resultatet og umiddelbar gevinst til aktionærerne. Men det var til den pris, at man sparede på forskning og udvikling, og dermed fremtiden. Tesen var, at man også kunne få nye blockbustere til markedet med færre forskere og udviklere på lønningslisten. Men status lige nu, efter at Lundbeck forrige uge måtte opgive udviklingen af et lovende middel i fase 3, er, at selskabet er stort set på bar bund. Så de penge, aktionærerne har sparet, kan de komme til at bruge igen på at købe selskaber eller produkter, så Lundbeck har en fremtid. Lige nu kan man faktisk spørge sig selv, om det ikke var mere oplagt, at en større spiller købte Lundbeck.

Det betyder alt sammen ikke nødvendigvis, at Kåre Schultz’ strategi for Lundbeck var forkert, men som minimum er juryen stadig ude. Dét er en superinteressant historie, som vi i erhvervsmedierne som en selvfølge ville prioritere højest – hvis ikke det var fordi vi var optagede af det vaklende fabric of society, som hvidvasksagen har udviklet sig til.