Danmark er fortsat et af de EU-lande, hvor den lovpligtige revisor yder den højeste andel af anden rådgivning i de største erhvervsvirksomheder. Bekymringen hos selskaberne og hos revisorerne over omgivelsernes syn på den høje rådgivningsandel, og eventuelle tillidsproblemer, synes derfor at blive fuldstændig ignoreret. Som det fremgår af artiklen på side 10, er der allerede i dag stor forskel på, hvad de professionelle regnskabslæsere synes er en acceptabel rådgivningsandel, og hvordan den virkelige verden ser ud.

Hos de 100 store virksomheder, som indgår i Økonomisk Ugebrevs årlige kortlægning af udviklingen i revisionshonorarer og revisors ”anden rådgivning”, ses ikke en reduktion i revisors anden rådgivning. Økonomisk Ugebrevs kortlægning viser, at 65 ud af 100 selskaber sidste år øgede den andel, som ”anden rådgivning” udgør af det lovpligtige revisionshonorar. Kun 35 af de 100 undersøgte har fra 2014 til 2015 reduceret revisors andel af anden rådgivning i forhold til det betalte revisionshonorar. Forventningen har ellers været, at selskaberne af sig selv, eventuelt fremmet af bestyrelsernes revisionsudvalg, ville sætte mere kritisk fokus på revisors anden rådgivning. Det ser ikke ud til at være tilfældet. For selskaberne er overvejelsen, om man skal satse på at sikre omgivelsernes tro på revisors uafhængighed, eller om man skal høste de fordele, der ligger i at lade revisor, som kender virksomheden i forvejen, stå for ekstra rådgivningsopgaver.

Undersøgelser viser, at de professionelle regnskabslæsere synes, at det er acceptabelt, at revisor i gennemsnit leveret anden rådgivning på op mod halvdelen af det lovpligtige revisionshonorar. Mange selskaber ligger, som det fremgår af tabellen, milevidt over dette. Bemærkelsesværdigt er det i høj grad de allerstørste danske selskaber, som har en meget høj rådgivningsandel, selvom man skulle tro, at de havde indsigt og ressourcer til at vælge løsninger, som gav mindre mistro til den lovpligtige revision blandt interessenterne. Danske Bank ligger på 111 procent, Vestas på 150 procent, DSV på 121 procent, Grundfos på 192 procent, NKT på 121 procent, TDC på 130 procent, DONG på 278 procent og VKR på 122 procent. Altså som skal sammenlignes med EU-forordningens grænse på 70 procent, og regnskabslæsernes vurdering af et acceptabelt leje på højst 50 procent. Langt de fleste kommissorier for revisionsudvalgenes arbejde indeholder formuleringer om, at udvalget skal overvåge og godkende revisors anden rådgivning, både omfang og typer, for at sikre eventuelle udfordringer med uafhængigheden. Men det synes at være en opgave, de fleste revisionsudvalg tager ret let på.

Elastik i metermål
At det i praksis stort set er muligt at skille lovpligtig revision og anden rådgivning helt ad, selv hvis man læggermere vægt på omgivelsernes tillid til revisor og dennes revision, er flere selskaber gode eksempler på: Rockwool har en rådgivningsandel på kun 25 procent, PFA Pension 33 procent, Topdanmark nul procent, Sanistål 27 procent og J. Lauritzen 28 procent.

Komiteen for God Selskabsledelse omtaler ikke problemstillingen omkring den lovpligtige revisors anden rådgivning, antageligt fordi det antages, at problemstillinger omkring uafhængighed håndteres af andre regler og lovgivning. Velkendt er det, at de danske regler omkring revisors uafhængighed er elastik i metermål, da revisor grundlæggende selv i den konkrete sag skal vurdere, om uafhængigheden er truet. I en bekendtgørelse om revisors uafhængighed hedder det blandt andet, at ”Bekendtgørelsens § 6 opremser en række situationer, hvor revisors uafhængighed kan være truet. I modsætning til § 2 er der ikke tale om absolutte forbud, og revisor skal i den konkrete situation overveje, om der er et uafhængighedsproblem.” Efter det fremlagte lovforslag bliver en stribe rådgivningsydelser fremover sortlistet, men i det danske lovforslag er valgt en minimumsimplementering, som blandt andet åbner for fortsat rådgivning om visse skatteydelser.

DEL