Hver anden store danske virksomhed placerer ansattes firmapension der, hvor virksomheden også er bankkunde, og det øger risikoen for, at der sker sammenblanding af interesser, hvor virksomheden først og fremmest fremmer egne kommercielle bankvilkår.

Del artiklen:

Risikoen er, at medarbejdernes pensioner ikke lander i det pensionsselskab, hvor de yngler bedst. Flere eksperter siger til Økonomisk Ugebrev, at problemet de seneste år er blevet større og større. De peger på, at der nu bør lovgives på området for at sikre mod sammenblanding af kasketter.

Pensionsselskaber lægger i stigende grad pres på de erhvervsvirksomheder, de samarbejder med, for at få fat i medarbejdernes pensioner. Med andre ord tyder meget på, at pensionsselskaberne presser virksomheder for at få deres firmapensionsordninger, hvis pensionsselskabet eller den bagvedliggende bank skal investere i virksomhedernes aktier eller låne dem penge. Sådan lyder advarslen fra flere pensionsrådgivere over for Økonomisk Ugebrev. Problemet er nemlig, at valget af pensionsudbyder så sker på baggrund af helt andre hensyn end at skaffe de bedste pensionsordninger til medarbejderne.

Dermed risikerer medarbejderne at få dårligere pensionsordninger end ved valg af pensionsudbyder efter mere objektive kriterier. I forlængelse af afsløringen af den tvivlsomme praksis advarer flere uafhængige pensionsrådgivere og eksperter mod, at det er for nemt og fuldstændig uden konsekvens at misbruge de ansattes firmapensioner til at fremme andre kommercielle formål.

Tvivlsom praksis
Pensionseksperter siger til Økonomisk Ugebrev, at de har oplevet den tvivlsomme praksis flere gange: “Jeg kan ikke lide denne model. Det svarer jo til, at man går i banken for at låne penge til en bil, men får ja på den betingelse, at man samtidig skal tegne en pensionsordning og en livsforsikring i banken. Det er en form for pres, og jeg er stødt på mange gange – også inden for firmapension. Banker skal ikke stille den slags krav, og det skal pensionsbranchen heller ikke. Om man vil investere i en konkret virksomhed må bero på, om virksomheden er det værd, og det bør stoppe der. Ellers får kunderne ikke den bedste rådgivning og opsparing,” siger pensionsrådgiver Jesper Olesen fra det uafhængige rådgivningsfirma Finansoptimering.

Økonomisk Ugebrevs kortlægning af samarbejdsrelationer mellem pensionsselskaber og erhvervsvirksomheder viser, at der kan være mange interesser i spil, når medarbejdernes pensioner formelt skal finde det bedste sted at yngle. Kortlægningen viser, at der er direkte risiko for sammenblanding af kasketter i halvdelen af Danmarks allerstørste virksomheder i C20 indekset på børsen. Hver anden store virksomhed har placeret medarbejdernes firmapension i samme koncern, som er deres hovedbank. Det er velkendt, at virksomheden så opnår bedre lånebetingelser. Men spørgsmålet er så, om det så sker på bekostning af medarbejdernes pensionsopsparing.

“Valg af pensionsordning for medarbejderne bør altid være baseret på medarbejderes tarv, og det er klart, at det ikke kan være en fordel for medarbejderne, hvis der udover dette fokus, er andre interesser forbundet med valg af pensionsleverandør. Jeg har desværre set enkelte eksempler på denne sammenblanding af interesser, hvor f.eks. pensionsselskabets tilbud om lån eller investering af penge i virksomheden eller pensionsselskabets tilbud om køb af virksomhedens ydelser, får betydning for valget, hvilket typisk resulterer i en dårligere pensionsaftale, hvor medarbejderne betaler prisen for virksomhedens og pensionsselskabets egeninteresser,” siger den uafhængige pensionsrådgiver Kim Sejer til Økonomisk Ugebrev, og han fortsætter:

“Det kunne i den sammenhæng være en god ide at lave nogle regler, som sikrede både medarbejder, virksomhed og pensionsselskab i forhold til denne risiko for sammenblanding af interesser,” lyder det fra Kim Sejer.

Selv om der er mange eksempler på, at en firmapension bruges uhensigtsmæssigt er området ikke reguleret selvstændigt, og Finanstilsynet tjekker ikke, om der sker misbrug.

De dårlige eksempler
Sidste år indbetalte danske virksomheder 94 milliarder kroner på deres medarbejderes pensioner, viser tal fra brancheorganisationen Forsikring og Pension. Og en markant stigende del af de penge bliver nu investeret uden om børserne – direkte i unoterede selskaber eller som lån til virksomhederne. Flere centrale kilder i pensionsbranchen siger til Økonomisk Ugebrev, at det er klart, at der i pensionsselskaberne er en forventning eller et krav om, at virksomhederne bliver kunder i pensionsselskabet. Et af de mest grelle eksempler er Finanssektorens Pensionskasse (FsP), der nu er blevet opslugt af AP Pension. FsP organiserede omkring årsskiftet til 2007 lån for 1,9 mia. kr. til 17 danske banker. Pensionskassen ville sikre, at erne ikke forlod FsP til fordel for konkurrenten Bank Pension, der tilsyneladende tilbød medarbejdernes bedre pensionsordninger. Men i stedet endte det med et tab på flere hundrede mio. kr. til medlemmerne i pensionskassen. Sagen har været udførligt beskrevet i Dagbladet Børsen.

En kortlægning foretaget af Økonomisk Ugebrev viser, at selskaber som A.P. Møller Maersk, Danske Bank, Nordea og Tryg stort set hver gang vælger at placere medarbejdernes pensioner i deres eget pensionsselskab. Der holdes ganske vist udbud af

ordningerne. Men det er næsten altid bankens pensionsselskab, der vinder dem. A.P. Møller Maersk holder løbende udbud, men det er datterselskabet Danica, der vinder dem. Sidste gang medførte det, at flere pensionsselskaber trak sig fra udbuddet, som de altså vurderede, de ikke havde en chance for at vinde- i konkurrence med Danica.

Sagerne med de tvivlsomme forretningsrelationer ser sjældent dagens lys. Men fænomenet er på ingen måde ukendt i pensionsbranchen. Hvor stort omfanget er vides ikke, men det er uden tvivl stigende. Ofte indgås aftalerne af en lille lukket kreds på to direktører og en pensionsrådgiver, der er beslutningstagerne.

“Jeg håber kun, at det foregår i meget begrænset omfang, at virksomheder benytter placering af medarbejdernes pensionsopsparing til at opnå fordele for virksomheden f.eks. i form af bedre bankvilkår. Eneste måde helt at udelukke at det sk er, vil formodentlig være at lade hver enkelt medarbejder selv vælge sin pensionsleverandør,” siger aktuar og pensionsrådgiver fra FP Pension Søren Andersen, der har en lang fortid i pensionsbranchen.

Økonomisk Ugebrev har oplysninger om udbud, hvor et nyt pensionsselskab vinder opgaven, men det hele så bliver aflyst i sidste øjeblik. Det er eksempler, hvor pensionsdirektører griber ind og lægger pres på virksomhederne, så de ikke skifter til konkurrenten.

Frit spil
Finanstilsynet har ellers tidligere slået fast, at virksomhedernes økonomi og medarbejdernes økonomi ikke bør blandes sammen. Det skete, da flere pensionsmæglere i en årrække op til 2011 lokkede virksomheder ind i folden ved at tilbyde dem et eventuelt overskud af den rådgivning, man ydede til medarbejderne. Men penge fra medarbejdernes pensioner tilhører medarbejderne og ikke virksomhedernes, slog Finanstilsynet fast.

Så lige til er det ikke med pres fra pensionsbranchen på at gafle en firmapension ved at love andre ydelser. Professor Mads Bryde Andersen fra Københavns Universitet er også formand for Finanstilsynet:

“Den eneste begrænsning, som en arbejdsgiver har i valget af pensionsinstitut, vil normalt være den, der følger af den kollektive overenskomst. En sådan pligt må i givet fald udledes af ansættelsesaftalen og dens underforståede loyalitetspligter eller af overenskomsten,” skriver han i en mail til Økonomisk Ugebrev. Men i ansættelseskontrakterne står der oftest intet om den slags. Og i overenskomsterne er der i nogle tilfældet angivet et konkret pensionsselskab, der skal bruges, eller som oftest at virksomheden frit kan finde et. I Finanstilsynet er det derfor ikke noget, man bruger specielt meget tid på.

“Som vi læser din henvendelse vedrører den en mulig interessekonflikt mellem en arbejdsgiver og dennes ansatte. Tilbyder virksomheden sine ansatte en dårligere pensionsordning, fordi virksomheden vælger et pensionsselskab ud fra, hvad der gavner den selv og ikke medarbejderne. Det er en fagretslig problemstilling, som ikke er reguleret i den finansielle lovgivning og som falder uden for vores tilsynsområde,” skriver kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynet kontor for forbrugerspørgsmål og finansielle formidlere.

Det er en af årsagerne til, at uafhængige pensionsrådgivere råber vagt i gevær.

“Om medarbejdernes opsparinger er placerede optimalt betyder meget. En forskel på bare et procentpoint, i afkast kan nemt betyde en halv mio. kr. mindre til pension for den enkelte medarbejder,” siger direktør Martin Rasmussen fra de uafhængige rådgivere Seren, der også er stødt på den slags sammenblanding af interesser.

En halv mio. kr. er måske endda for lidt. Forskellene på afkast og omkostninger er langt højere mellem gode og dårlige pensionsselskaber.

Læs hele udgivelsen her

Del artiklen:

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her