Kære læser
Nykredits topchef Michael Rasmussen har de seneste måneder ført sig frem som en af de skarpeste kritikere af bankernes prioritetslån. Hans budskab har været enkelt og politisk effektivt: Bankerne plukker de attraktive og velhavende boligejere i storbyerne med individuelt prissatte prioritetslån, mens realkreditten efterlades med en stadig større del af finansieringen i land- og yderområderne.
Det er et stærkt narrativ. Problemet er bare, at det i stigende grad ser ud til at mangle et solidt faktuelt fundament.
Finanstilsynets offentliggjorte tal, som er bearbejdet af finansanalytiker Per Grønborg i denne udgave, viser nemlig et ganske andet billede. Prioritetslån er ikke først og fremmest et københavnerfænomen. Tværtimod finder man den største udbredelse på Læsø og derefter blandt andet i Herning, Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Langeland, Lemvig og Ærø. Frederiksberg kommer først ind som nummer otte og København som nummer 18.
Dermed er Michael Rasmussen kommet på tynd is.
For kritikken fra Nykredit har ikke været fremsat som en løs hypotese. Rasmussen har argumenteret for, at udviklingen allerede kan ses i Nykredits egne tal, og at Nykredits stærke position gennem Totalkredit netop giver koncernen en særlig indsigt i udviklingen uden for de store byer. Han har ligefrem sagt, at Nykredit kun sjældent møder konkurrence fra prioritetslån i land- og yderkommunerne.
Det harmonerer dårligt med Finanstilsynets data.
Endnu mere opsigtsvækkende er det derfor, at Nykredits kritik nu ser ud til at være gevaldigt nedtonet. I koncernens svar til Økonomisk Ugebrev handler det ikke længere primært om, at de gode kunder bliver støvsuget ud af landdistrikterne til fordel for storbyerne. Nu ønsker Nykredit i stedet en ”bred samtale” om markedet og fremhæver en generel forskydning mod individuelt prissatte boliglån.
Det er en ganske betydelig nuanceændring.
Nykredit kan naturligvis have mere detaljerede data end de tal, Finanstilsynet har offentliggjort. Tilsynets opgørelse viser bestanden af lån og siger ikke i sig selv noget om priserne eller den geografiske fordeling af de seneste nyudlån. Netop derfor ville det være oplagt, at Nykredit fremlagde de data, som Michael Rasmussen har baseret sine meget markante konklusioner på.
Det ønsker Nykredit imidlertid ikke på nuværende tidspunkt.
Har Rasmussen en pointe?
Dermed står offentligheden tilbage med et bemærkelsesværdigt paradoks: Michael Rasmussen har brugt Nykredits særlige datagrundlag som argument for, at koncernen kan se en udvikling, som andre tilsyneladende overser. Men når offentligt tilgængelige myndighedstal peger i en anden retning, får offentligheden ikke lov at se de data, der skulle dokumentere hans påstand.
Det er ikke tilfredsstillende – især ikke, når argumentationen allerede har fået politiske konsekvenser. Regeringen har sat en afdækning af prioritetslån og deres betydning for realkreditsystemet på dagsordenen.
Her er der dog også noget positivt at hæfte sig ved. Nykredit erklærer sig parat til at stille de nødvendige data til rådighed for myndighederne, når regeringens afdækning går i gang. Det er både rimeligt og nødvendigt. For diskussionen om fremtidens boligfinansiering bør selvfølgelig bygge på data frem for partsinteresser og strategiske fortællinger.
Og den kommende undersøgelse bør gå Michael Rasmussens centrale påstand efter i sømmene: Bliver prioritetslån reelt koncentreret hos de mest attraktive kunder i storbyerne på en måde, der langsomt underminerer realkredittens solidariske prismodel?
Måske viser Nykredits hidtil hemmeligholdte tal, at Rasmussen har en pointe. Men indtil de ligger på bordet, er situationen den modsatte: De offentlige data understøtter ikke det billede, Nykredit-chefen har tegnet.
Det bør både politikere og offentligheden holde sig for øje, før de griber til regulering for at løse et problem, som endnu ikke er dokumenteret.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
