Det nye kvartalsregnskab for Nykreditkoncernen viser en chokerende udvikling i Nykredit Bank.
Risikoeksponeringen er steget eksplosivt, og langt mere end udmeldinger for bare tre måneder siden indikerede. Det er dermed igen bankdelen af koncernen, der er en møllesten om halsen for realkreditkunderne.
For bare tre måneder siden, da Nykreditkoncernen aflagde halvårsregnskab, var meldingen, at Finanstilsynets godkendelse af modelændringer forventedes at medføre en stigning i risikoeksponeringen med ca. 30 mia. kr., og at det ville få effekt på regnskabet for tredje kvartal, som netop er offentliggjort. Samtidig fremgik det, at det primært vedrører realkreditforretningen. I Nykredit Banks regnskab var de kommende ændringer slet ikke omtalt.
Men virkeligheden viser sig nu med regnskabet for tredje kvartal at være langt værre. Isoleret set betyder de modelændringer, Finanstilsynet havde stillet krav om, og som nu er godkendt, en stigning i risikoeksponeringen på 52 mia. kr. Regnskabslæseren skal dog selv dykke ned i Nykredit Banks regnskab for at se, at det først og fremmest er i banken, Finanstilsynets krav har ramt.
”Tallene viser, at det endnu engang er ledelsens fejlslagne satsning på at ville drive bank, der betyder, at realkreditkunderne bliver udsat for massive prisstigninger, og det viser også, at ledelsens ambitioner om en børsnotering reelt er begrundet i den belastning, banken udgør i koncernen,” siger Jens Vesterbæk, formand i foreningen Consum, der arbejder for at forbedre medlemsdemokratiet i Nykredit.
Forklaringer i regnskaberne
I Nykredit Banks regnskab hedder det nu på side otte: ” Nykredit har netop modtaget Finanstilsynets godkendelse til at implementere en række nye kreditmodeller, som Nykredit tidligere har ansøgt om. Ændringerne har isoleret set øget bankens risikoeksponeringer med ca. 30 mia. kr.”
I koncernens regnskab er der ikke sat tal på, hvor meget der kommer fra bankdelen og hvor meget der kommer fra realkreditdelen. Her er omtalen på side 21: ”Nykredit har tidligere ansøgt Finanstilsynet om at foretage en række modelændringer. Det omfatter blandt andet, efter krav fra Finanstilsynet, at Nykredit fremadrettet vil anvende avancerede IRB-modeller på bankens erhvervseksponeringer og ikke som hidtil den grundlæggende IRB-metode samt en ny metode for beregning af kapitalkrav på misligholdte engagementer. Størsteparten af modelændringerne er nu godkendt af Finanstilsynet og implementeret ultimo 3. kvartal 2016. Ændringerne har som ventet medført en forøgelse af risikoeksponeringerne. Stigningen er på ca. 52 mia. kr.”
De 52 mia. kr. kan sammenholdes med meldingen i halvårsregnskabet fra august måned, hvor der stod: ”Risikoeksponeringerne forventes at stige med ca. 30 mia. kr., når en række modelændringer, der er under godkendelse af Finanstilsynet, bliver implementeret pr. 30. september 2016. Modelændringerne påvirker primært risikoeksponeringer i realkreditforretningen. Dertil kommer modelændringer vedrørende privatkunder, som vil øge risikoeksponeringerne med ca. 5 mia. kr.” Herudover var der i halvårsregnskabet lagt op til, at der de følgende år ville komme yderligere justeringer: ”Hertil kommer justeringer i de detaljerede kapitalkravsberegninger, der blandt andet følger af tabserfaringerne efter finanskrisen. Disse forventes at øge risikoeksponeringerne i de kommende år med ca. 25 mia. kr.” Det var meldingen for tre måneder siden, og der er ikke i det nye regnskab nogen uddybning af, om dele af den eksplosive stigning på 52 mia. kr. er en fremrykning af stigninger, der først skulle komme de følgende år.
Ny kapitaltilførsel
Når alle ændringerne bliver summeret, og herunder at stigende boligpriser reducerer risikoeksponeringen i realkreditdelen af koncernen, udviser koncerntallene siden årsskiftet en stigning på 45 mia. kr., fra 311 mia. kr. til 356 mia. kr. Ser man isoleret på Nykredit Bank, er udviklingen siden årsskiftet en stigning på 35 mia. kr., fra 76 til 111 mia. kr. Med de forbehold, der vil være i at trække banktallene fra koncerntallene, tyder det altså på, at hele 78 procent af koncernens stigning i risikoeksponering kan henføres til Nykredit Bank.
Udviklingen i Nykredit Bank betyder i øvrigt nu igen, at der skal tilføres penge fra Nykredit Realkredit til Nykredit Bank. Her er det i november i år besluttet at tilføre 2 mia. kr. i supplerende kapital. Selvom det altså først og fremmest er Nykredit Bank, der er årsag til den voldsomme stigning i risikoeksponeringen, er det realkreditkunderne, der gennem massive bidragsforhøjelser kommer til at sikre tilførsel af kapital.
Jens Vesterbæk er da også alt andet end tilfreds med denne udvikling. ”Der er ingen logik i at man som realkreditkunde i Totalkredit skal betale for problemer i Nykredit Bank, som man ikke har noget at gøre med,” siger han.
Ejlif Thomasen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her