Fra BankNordik:
BankNordik har i dag indgået en aftale med Spar Nord om salg af BankNordiks danske aktiviteter til bogført værdi samt et goodwill-beløb på 255 mio. kr. før transaktionsomkostninger. Baggrunden for frasalget er de høje kapitalkrav, som BankNordik skal opfylde. Salget forventes at medføre en nettogevinst i årsregnskabet for 2021 på mellem 70 og 90 mio. kr. efter transaktionsomkostninger, herunder udtrædelsesgodtgørelse til bankens datacentral, SDC. Den endelige gennemførelse af transaktionen forudsætter godkendelse af Finanstilsynet samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Betingelserne forventes opfyldt inden udgangen af februar 2021. Købet forventes gennemført med overtagelse pr. 1. marts 2021. Som udpeget SIFI-institut på Færøerne skal BankNordik opfylde væsentligt højere kapitalkrav, end sammenlignelige danske pengeinstitutter skal. Således udgør de høje kapitalkrav en udfordring for BankNordiks fremtidige konkurrenceevne i Danmark – en udfordring, der vil stige i takt med indfasningen af det fulde MREL-krav. Samme udfordring gør sig ikke gældende for BankNordiks konkurrenceevne på Færøerne og i Grønland, hvor banken opererer på lige vilkår med konkurrenter af sammenlignelig størrelse. Da det trods dialog med de relevante myndigheder ikke har været muligt at opnå reviderede kapitalkrav for den danske del af forretningen, har BankNordik valgt at sælge de danske aktiviteter til Spar Nord. ”Spar Nord overtager en effektiv og lønsom forretning med dedikerede og kompetente medarbejdere, hvilket den tilfredsstillende pris også indikerer. Vores SIFI-status på Færøerne har været en udfordring for vores danske forretning, som det desværre ikke har været muligt at løse. Derfor er vi, omstændighederne taget i betragtning, glade for at kunne overdrage en succesfuld organisation til Spar Nord, som er en veldrevet bank med et godt omdømme blandt både medarbejdere og kunder,” siger Árni Ellefsen, adm. direktør i BankNordik. BankNordik er en væsentlig aktør på Færøerne og i Grønland, og banken vil fremover fortsat have fokus på at opretholde koncernens solide fodfæste på det færøske marked og sikre lønsom vækst i Grønland. Dette skal ske ved at fortsætte med at yde forståelig helhedsrådgivning, forbedrede kundeoplevelser og ved en effektiv omkostningsstyring. Ved frasalget af de danske aktiviteter forventes bankens kernekapitalprocent at stige til omkring 32,5 %, og den samlede solvens forventes at stige til omkring 36 %, svarende til en overdækning ned til den egentlige kernekapital- og solvensmålsætning på omkring 900 mio. kr. Ved opgørelse af førnævnte kapitalprocenter og overdækning er der taget udgangspunkt i regnskabet pr. 30.09.2020 inklusive periodens resultat. Som en konsekvens af frasalget vil bankens kundesammensætning ændres, hvilket forventes at udløse et behov for at ændre bankens målsætning for egentlig kernekapital og solvens i opadgående retning. Med henblik på at understøtte BankNordiks likviditet har banken optaget et seksmåneders seniorlån på 500 mio. kr. og et på 500 mio. kr. i 18 måneder. Begge seniorlån kan indfries efter 6 måneder. BankNordik vil i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten for 2020 forholde sig til udbytte samt behovet for at justere koncernens finansielle målsætninger for egenkapitalforrentningen, omkostningsprocenten (cost/income ratio), den egentlige kernekapital og solvens. BankNordik har i forbindelse med salget engageret ABG Sundal Collier som finansiel rådgiver og Bech-Bruun som juridisk rådgiver.