Realkreditinstituttet har gennem to og et halvt år overskredet pejlemærket om udlånsvækst til erhverv i Finanstilsynets tilsynsdiamant. Tilsynet frygter, at det er gået ud over sagsbehandlingen, fremgår det af en meddelelse ”DLR’s kreditpolitik fastlægger ikke i tilstrækkelig grad, hvilken kreditrisikoprofil instituttet skal have i forhold til erhverv med boligformål. Det gælder i særlig grad for mindre eksponeringer, men også i nogen omfang for større eksponeringer. En betydelig del af DLR’s høje vækst ligger i mindre eksponeringer. DLR’s udlånsportefølje er endvidere i forhold til andre realkreditinstitutter præget af en større andel mindre eksponeringer. En stillingtagen til kreditrisikoprofil forudsætter, at kreditpolitikkens principper har en væsentlig detaljeringsgrad, da bestyrelsen ellers ikke har taget stilling til instituttets kreditrisikoprofil. Der mangler derudover en stillingtagen til afvigelser og undtagelser fra kreditpolitikken. DLR får derfor påbud om at sikre, at kreditpolitikken indeholder tydeligere principper for kundernes risikoprofil, samt principper for afvigelser og undtagelser fra hovedregler og grænser. De konstaterede mangler i instituttets kreditpolitik kombineret med den længerevarende overskridelse af tilsynsdiamantens pejlemærke for udlånsvækst til erhverv med boligformål udgør en forøget risiko. DLR får en risikooplysning herom.”
Sten Thorup Kristensen