Udsigten til negative afkast på korte obligationer får nu både Arbejdernes Landsbank og Jyske Bank til direkte at sende en skriftlig advarsel til kunderne. Advarslen går specifikt på, at investeringsforeninger med korte obligationer nu har udsigt til at give kunderne negative afkast ved uændret rente.
Arbejdernes Landsbank har for få dage siden skrevet til en gruppe investeringskunder med andele i investeringsforeninger med korte obligationer i porteføljen. I henvendelsen står der blandt andet, at ”efter flere års rentefald har vi nu nået et niveau, hvor det forventede afkast på obligationer med kort løbetid vil give et negativt afkast ved et uændret renteniveau. Med udsigt til negativt afkast bør du derfor genoverveje, om dine investeringer fortsat er hensigtsmæssige for dig.”
”Vi har sendt det ud, fordi vi vil være sikre på, at kunderne er klar over, hvad det er, de har,” siger privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank. Han peger på, at det mest oplagte alternativ er at placere pengene kontant til nulrente, og det er da også det, banken umiddelbart anbefaler.
NEGATIVE AFKAST
Ifølge Brian Friis Helmer har henvendelsen til kunderne ført til, at nogle kunder er kommet tilbage for at drøfte alternativer. Det er to uger siden, henvendelsen blev sendt ud, så det er endnu for tidligt at vurdere, hvor stor effekten har været. Historisk har det været en god idé med placeringer i afdelinger med korte obligationer. Men ifølge Morningstar har afkastene de seneste tre måneder været negative. De 14 afdelinger fra Nordea Invest, Danske Invest, Nykredit Invest og Alm. Brand Invest har alle givet negativt afkast. Udover Arbejdernes Landsbank har også Jyske Bank henvendt sig til sin kunder. Konkret forespurgt lyder svaret fra funktionsdirektør Morten Kristensen: ”Ja, vi har sendt et enslydende brev til en tilsvarende målgruppe.”
Der er således klart tale om et skifte i flere pengeinstitutters vurdering i forhold til før sommerferien, hvor Økonomisk Ugebrev stillede en række spørgsmål til netop brugen af afdelinger med korte obligationer.
Hverken Danske Bank, Nordea eller Sydbank har foretaget tilsvarende direkte kundehenvendelser, men de har taget andre skridt.
Hos Danske Bank skræmmer sagen om Flex Invest. Danske Bank har indført et system, hvor kunder får en direkte advarsel, hvis de er ved at købe en investeringsforeningsafdeling med korte obligationer.
”Vi taler om det på møderne med kunderne, og for mange kunder vil det fortsat være relevant at have danske obligationer med i porteføljen, når vi anskuer porteføljen og kundens risiko som helhed. Såfremt kunderne ønsker at købe Danske Invest-afdelinger med korte obligationer, har vi dog en handelsadvarsel, som oplyser kunden om, at de er ved at gennemføre en handel, der kan give et negativt afkast, og at de bør overveje deres handel en ekstra gang,” siger Danske Banks chefstrateg Henrik Drusebjerg.
ADVARSEL I HANDELSPLATFORM
Også Nordea har indført et system med advarsel til kunderne. ”I Nordea overvejer vi altid nøje, hvordan vi bedst kommunikerer med vores kunder og sikrer dem den bedste rådgivning. I relation til forventede afkast på obligationer har vi vurderet, at anbefalingen til den enkelte kunde bedst afdækkes i vores rådgivningsmøder, hvor rådgiverne til enhver tid har adgang til de opdaterede anbefalinger. Til de kunder, som handler på egen hånd, har vi lagt en advarsel ind på vores handelsplatform, Nordea Investor, for de relevante obligationsfonde om, at de er uegnede for kunder med kort tidshorisont – og at kunden anbefales at kontakte en rådgiver,” skriver Tine Vestergren Uldal, der er chef for opsparing og investering, til Økonomisk Ugebrev.
I Sydbank går man en smule mere direkte til værks: ”Når det gælder korte obligationer, har vi i øvrigt stoppet for kundernes mulighed for at købe korte obligationer i bankens selvbetjeningsløsninger, f.eks. netbanken. Vi har derudover etableret en systemadvarsel i bankens systemer rettet mod vores rådgivere, så de bliver opmærksomme på problemstillingen, såfremt kunden selv efterspørger produktet,” oplyser investeringsdirektør Steffen Ussing.
Herudover fremhæver han, at Sydbank er i løbende dialog med kunderne, hvor man diskuterer den enkelte kundes investeringsprofil og sammensætningen af dennes investeringer, herunder korte obligationer.
Ejlif Thomasen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.