Kapitalfondene i Dansk Vækstkapital er sat til salg. Det handler om tre private investeringsfonde. Mindst to mulige købere har budt ind på en overtagelse. Men uklare udbudsbetingelser skaber uro i markedet, erfarer Økonomisk Ugebrev. Flere markedsaktører håber, processen ender med en ny fond, der kan skyde penge i dansk venture, skriver fagredaktør Carsten Steno.
Uden at det er blevet bemærket i offentligheden, er tre såkaldte funds of funds, der går under navnet Dansk Vækstkapital, DVK 1, 2 og 3, blevet udbudt i åben licitation med henblik på salg. Porteføljen, der rummer investeringer for 8 mia. kr., har hidtil været administreret af statens vækstfond, der nu indgår i EIFO – Danmarks Eksport og Finansieringsfond.
EIFO ønsker ikke længere at administrere de tre fonde, fordi EIFO efter dialog med EU er nået frem til, at DVK-fondenes investeringer i buyout-fonde ikke er i overensstemmelse med EU’s konkurrenceregler. Derimod må fondene godt investere i venture med statssubsidier i ryggen, fordi der i dette marked stadig er mangel på privat kapital
Uklare betingelser
Fristen for at byde på overtagelsen af fondene udløb fredag i sidste uge. EIFO vil ikke udtale sig om udbuddet og den videre proces. Men ØU Finans erfarer, at der kommet en lille håndfuld bud, herunder fra et fra den tidligere ATP-direktør Bjarne Gravens kapitalforvalter-selskab Qblue og et fra familiekontoret Maigaard og Molbech, der også investerer i bl.a. biogasanlæg. Andre finansielle institutioner menes også at have budt.
Foruden de tre eksisterende DVK-fonde overtager vinderen af licitationen rettighederne til at etablere en DVK-fond 4 med penge, som vinderen, og eventuelle nye investorer, skyder ind i den nye fond. Udbuddet omfatter også at overtage det team i EIFO, som har forvaltet porteføljen.
I markedet har det vakt opsigt, at det er ret uklart, hvad EIFO vægter højest, når en vinder af udbuddet skal udpeges. Som en velinformeret kilde siger til ØU Finans: ”Det er ikke det, man ville kalde et skarpt udbud, det er elastik i metermål.”
Således er det ikke specificeret i udbudsmaterialet, om byderne skal komme med ny kapital til en fond 4, eller om de blot kan byde på forvaltningen af den nuværende portefølje af investeringer. Og det ses at gøre en stor forskel.
I udbuddet nævnes det kun, at byderne skal redegøre for en overdragelsesstruktur og angive, om de vil overtage det hidtidige forvalter-team. De skal også forholde sig til EIFO’s ”omdømme” i forbindelse med processen og præsentere en ESG-strategi.
Af udbuddet fremgår det, at 2023-regnskaberne for DVK-selskaberne er offentligt tilgængelige, men endnu ultimo maj var kun DVK 3’s 2023-regnskab lagt ind i CVR-registret. Det fremgår til gengæld, at revisionsfirmaet Ernst & Young skal vurdere budene. Men hvad der skal lægges særlig vægt på ved vurderingen de forskellige bud, står hen i det uvisse.
Svær fødsel
Dansk Vækstkapital blev etableret i 2011 på initiativ af den daværende VK-regering, der ville have sat gang i investeringerne i danske virksomheder efter finanskrisen. Den første fond, som nu er ved at være lukket, blev på 4,5 mia. kr. – pengene kom dels som en kombination af lån og investeringer fra pensionskasser til Vækstfonden, dels fra staten. Fødslen var svær, fordi pensionskasserne i lang tid vægrede sig ved at investere i vækstvirksomheder sammen med staten.
Siden kom DVK 2 til på 2,3 mia. kr. og et lignende beløb er tegnet i DVK 3, hvor der ikke er statslige subsidier.
DVK 1 havde ved udgangen af 2022, som er det senest offentliggjorte regnskab, givet investorerne deres penge to gange igen. DVK 2, som blev stiftet i 2016, havde ifølge det senest offentliggjorte regnskab, også fra 2022 betalt investorerne en tredjedel af deres indskudte kapital tilbage. DVK 3 var stadig i investeringsfasen. Gennemgående har pensionskasserne udtrykt tilfredshed med det foreløbige resultat af DVK`s investeringer.
Flere af de kapital- og venturefonde, som DVK har investeret i, håber, at der i forbindelse med udbuddet kommer en DVK 4-fond til verden.
”Det ville være fint, hvis EIFO selv investerede i en ny DVK-4 fond, der havde fokus på venturefondene i Danmark. Det er der brug for i det nuværende marked, men også fremover. DVK har i høj grad medvirket til at styrke den danske venture-sektor,” siger Tommy Andersen, medstifter af venturefonden By Founders, i hvis to fonde DVK har investeret.
Carsten Steno
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.