TV2-afsløring? Myndigheder kender til kriminalitetsarten

TV2’s ”Den sorte svane” er en fantastisk veldrejet dokumentar, som giver en unik fluen på væggen-oplevelse. Sådan taler man altså sammen i den økonomisk kriminelle underverden. Tilsyneladende helt afslappet uden angst for at blive snuppet af politiet. Men for politiet, Justitsministeriet, retspolitiske ordførere i Folketinget og advokatstanden burde det ikke være en stor overraskelse, at vi herhjemme har en boomende industri af økonomisk kriminalitet, som hjælpes af professionelle rådgivere, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne analyse, som er første artikel i en artikelserie om Økonomisk kriminalitet i Danmark.

Umiddelbart er det mest interessante ved TV2’s dokumentar, at den afslører – og genbekræfter – at Danmark er et slaraffenland for økonomiske kriminelle.

Økonomisk Ugebrev har de seneste 20 år gentagne gange kritiseret myndighederne for ikke af gøre nok for at afsløre og begrænse økonomisk kriminalitet. Bl.a. skrev vi i en analyse af indsatsen mod økonomisk kriminalitet tilbage i 2015, at ”velkendt er det også, at myndighederne langt hen ad vejen har opgivet at rejse straffesager mod de fleste konkursryttere, selskabstømmere og andre, der misbruger muligheden for at oprette selskaber, eksempelvis i andres navne, hvorefter de uhindret kan tømme selskaberne. Gennem de seneste år efter finanskrisen har konkursadvokater indsendt hundredvis af anmeldelser til politiet, hvor der i konkursboer er afsløret tegn på ulovligheder. En brøkdel af disse sager er taget videre i retssystemet.”

Lang forhistorie

Den situation vender vi tilbage til, fordi det er kun blevet værre og værre siden 2015.

Forhistorien er blevet glemt af de fleste: Tilbage i 1990’erne røg den daværende chef for Bagmandspolitiet Michael Clan ud i et politisk stormvejr, da han tabte nogle højtprofilerede sager om økonomisk kriminalitet. Bl.a. sagerne mod Jan Bonde Nielsen og Jydebrødrene.

Efter massiv offentlig kritik valgte politikerne i slutningen af 1990’erne at skrue ned for kampen mod økonomiske kriminelle. Bl.a. den strafferetlige oprydning efter selskabstømmersagerne, hvor bagmændene var erhvervsfolk, og senere retsopgøret efter den ødelæggende bankkrise gled ud i sandet. Selvfølgelig godt hjulpet af en dansk erhvervslovgivning, som hører til en af de mest liberale i den vestlige verden.

Det tidligere Statsadvokaturen for Økonomisk Kriminalitet, i daglig tale Bagmandspolitiet, har siden levet et stille liv, og den direkte indsats mod økonomisk kriminalitet i erhvervslivet er ikke blevet prioriteret. Det gamle Bagmandspolitiet er gang på gang blevet fusioneret sammen med nye politisk højprioriterede områder, som har fået alle ressourcerne og opmærksomheden.

De nye fokusområder har været hvidvask, med afsæt i bankernes hvidvask-skandaler, narkokriminalitet, bandekriminalitet, terrorfinansiering og cyberkriminalitet. Ja, en ordentlig mundfuld, der har trukket mange ressourcer. Men den traditionelle, gammeldags økonomiske white collar-kriminalitet med ”pæne” erhvervsfolk involveret er blevet glemt og nedprioriteret.

Mange omrokeringer

I 2012 blev Bagmandspolitiet lagt sammen med Statsadvokaten for særlige internationale straffesager til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). SØIK blev i januar 2022 nedlagt og omdannet til Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK), som har hovedfokus på de politisk prioriterede sager. Efterforskningen af traditionel økonomisk kriminalitet er hovedsageligt lagt ud i politikredsene, som hverken har kompetencer eller ressourcer til at håndtere disse sager.

Næsten samtidig med analysen i Økonomisk Ugebrev i 2015 blev der etableret en ordning, hvor kuratorer i konkursboer kunne anmelde ejere eller ledelse i konkursboer, hvis der var mistanke om uregelmæssigheder eller ulovligheder i de konkursramte selskaber. Fra politisk hold kom der efter mange års tilløb fokus på, at mange udnyttede konkurssystemet til at snyde uskyldige kunder, leverandører og andre, som virksomheden skyldte penge, ikke mindst det offentlige med skyldig moms og A-skatter.

Derfor blev reglerne om konkurskarantæne indført i 2014. I starten var det forventningen, at der ville blive dømt 150-200 konkurskarantæner årligt, hvor erhvervsfolk fik karantæne for at stå som ledelse af en virksomhed i tre år.

Nye tal viser, at det årlige antal konkurskarantæner nærmere er 1000 årligt. Altså konkurser, hvor kurator havde mistanke om uregelmæssigheder, og som efterfølgende udløste en dom i Sø-og Handelsretten. Myndigheder og politikere har altså i årevis vidst, at konkurs-redskabet blev groft udnyttet af økonomiske svindlere.

Men det har ikke haft den store konsekvens. For det første har det været hemmeligt, hvem der blev idømt konkurskarantæne, så de kunne i princippet fortsætte efter udstået karantæne, uden at nye kreditorer i nye selskaber blev advaret om deres fortid.

For det andet har de kunnet starte nye virksomheder med det samme, men med hustruen eller en ven som registeret leder i CVR, og heller ikke her har nye forretningsforbindelser kunnet skærme sig af for ny svindel.

Antallet af konkurskarantæner er altså år efter år buldret derudad, fordi det ikke havde konsekvenser for de karantæneramte.

Frustrerede konkursadvokater

En ny opgørelse viser, at staten over de seneste ti år har tabt tilgodehavende skatter for 38,2 mia. kr. på konkursramte selskaber. Der har været ca. 4000 konkurser årligt, med et tab for det offentlige på 3-4 mia. kr. Langt hovedparten af tabene for det offentlige vedrører konkurser i anpartsselskaber.

For det meste stopper myndighedernes indgreb over for eventuelle svindlere her, altså med en hemmelig konkurskarantæne.

Formelt har kurator ved grovere sager dog også pligt til at indsende en egentlig politianmeldelse til politiet efter afsagt konkurskarantæne. Ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger har kuratorer i årevis anmeldt sandsynlige svindlere i konkursboer til politiet. Men det er sjældent, at sagerne kommer frem til retterne, fordi de henlægges, opgives eller simpelthen syltes på grund af manglende ressourcer i politiet.

Konkursadvokaterne kan kun trække opgivende på skuldrene over den manglende handling fra politiets side. Efter det oplyste har de opbygget frustration over manglende myndighedsindgreb overfor erhvervsfolk, som er potentielle storsvindlere, som blot kan gentage deres kriminalitet igen og igen, og som potentielt koster det offentlige milliarder.

Med andre ord er politiet, politikerne, Justitsministeriet, advokaterne og de kriminelle godt klar over, at myndighedernes kontrolnet er hullet som en si. Især på grund af manglende politisk fokus på den traditionelle white collar-kriminalitet, og alt for få ressourcer til politiet. Så i virkeligheden ligger problemet hos politikerne i langt højere grad end hos politiet.

Og så skal det retfærdigvis nævnes, at det ikke er sådan, at der slet ikke sker noget. For nylig er der fremsat lovforslag om, at der skal åbnes for offentligheden til det hidtil hemmelige register for konkurskarantæne-dømte. Og det kan blive et kæmpe fremskridt i kampen mod den økonomiske kriminalitet.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte skatteminister Jeppe Bruus, at ”På sigt bliver det muligt for private at tjekke personkredsen bag virksomheder i konkurskarantæneregisteret. Det er godt, fordi det kan være med til at forebygge, at der bliver lavet aftaler med personer og virksomheder, som unddrager sig skattebetaling og dermed snyder fællesskabet.”

Man kan blot sige: Det var på tide.

Bandepakke med begrænsninger

Det skal også fremhæves, at politikerne er på vej med en ny bandepakke, som skulle gøre det lettere at fange kriminelle bandemedlemmer. Bl.a. ved at forbedre vidnebeskyttelsen, skærpe straffe, lette konfiskation af private formuegoder, hemmelige ransagninger og adgang til at anvende civile agenter (à la TV2’s muldvarp).

Problemet med lovforslaget er, at de nye regler alene retter sig mod bandekriminalitet og ikke økonomiske kriminelle i habitter.

Så bundlinjen er, at TV2’s dokumentar sikkert vil sætte øget offentlig fokus på den traditionelle økonomiske kriminalitet, og man kan håbe på, at det vil aktivere især politikere, regeringen og Justitsministeren til at tage kampen mod økonomiske kriminelle mere seriøst.

Det koster ikke kun det offentlige milliardtab årligt, men også private erhvervsdrivende, og det skyldes ikke mindst, at de økonomiske kriminelle har utroligt let spil.

Morten W. Langer