Konkurrencestyrelsen godkender køb af Handelsbanken uden forbehold. Jyske Bank kan ånde lettet op. Der blev ikke stillet betingelser for dens køb af Handelsbankens danske aktiviteter, fremgår det af en meddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen: ”Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens samlede vurdering er, at fusionen mellem Jyske Bank og Handelsbanken ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt. Styrelsen har derfor godkendt fusionen efter en forenklet sagsbehandling. Begge selskaber har blandt andet aktiviteter på detail-, engros- og det finansielle bankmarked. Jyske Bank udbyder endvidere realkreditlån gennem datterselskabet Jyske Realkredit, mens Handelsbanken udbyder realkreditlignende lån. Efter fusionen vil Jyske Banks markedsandele på alle markeder fortsat være under 20 procent, og tilvæksten i markedsandele som følge af fusionen er begrænset. Styrelsen har blandt andet på den baggrund vurderet, at fusionen er uproblematisk for konkurrencen.”
Sten Thorup Kristensen