Under coronakrisen har danskerne lært stramt styrede pressekonferencer at kende. Først fremlægger ministre og embedsmænd deres budskaber. Så får medierne lov til at stille et eller to spørgsmål hver – det foregår i en hakkeorden, så de statslige medier DR og TV2 spørger først, derefter dagbladene, og så nichemedierne. Men formen giver kun i meget begrænset omfang plads til dialog.
Nogle af spørgsmålene er kritiske. Men der er ingen mulighed for at følge op på dem, så ministrene kan bare glide af, eller måske sende spørgsmålet videre til en embedsmand, der jo bare handler og taler efter ordre.
TV-seerne kan godt få det indtryk, at formen er strammet op på grund af den særlige situation. Men det er omvendt – pressekonferencerne viser mere dialog mellem presse og ministre, end der er til hverdag. Da denne klummeskriver begyndte i branchen for 25 år siden, ringede man til ministersekretariatet, når man gerne ville have en kommentar fra en minister. Hvis spørgsmålet var relevant og af en vis betydning, fik man ministeren i røret.
I dag er ministrene pakket ind i pressemedarbejdere og spindoktorer. Det helt normale er, at de på ministerens vegne formulerer et svar, som man så ikke kan stille uddybende spørgsmål til. Der har desuden udviklet sig den norm, at ministrene ansætter personlige venner eller tidligere nære kolleger til at lede pressefunktionen, og man kan gætte på, at meningen med dette er, pressechefen kender sin minister så godt, at denne end ikke behøver se spørgsmålene eller godkende svarene.
Uden at blive selvhøjtidelig, er det et stort demokratisk problem, at det er blevet sådan. Traditionen med, at ministre satte tid af til at tale med journalister, var ikke begrundet i, at vi skulle have noget namedropping at bidrage med til selskaber. I stedet var meningen, at medierne skulle være en kanal, hvorigennem regeringen førte en demokratisk samtale med befolkningen.
Aktuelt er der et særligt grelt eksempel på, at den demokratiske samtale mangler. Regeringen har fremlagt et udkast til en ny epidemilov, og her er det tanken, at virksomheder permanent skal miste retten til erstatning, når de bliver tvangslukket eller på anden måde udsat for restriktioner, der skal begrænse en smittespredning. Forslaget bliver ifølge Børsen kritiseret vidt og bredt, og med god grund.
Erfaringen med de hjælpepakker, der under coronakrisen er trådt i stedet for den automatiske erstatning, er langt hen ad vejen dårlige. Der har været en uhensigtsmæssig omfordeling, som er aftalt bag lukkede døre, hvor dem, med de bedste politiske forbindelser vinder, og regeringen har manglet et incitament til at begrænse restriktioner til det relevante.
Men overfor Børsen afviser sundhedsminister Magnus Heunicke at kommentere sagen og kritikken. I stedet har hans pressefolk formuleret et rent ud sagt idiotisk svar om, at det jo bare er et forslag. Ja, det er derfor, vi spørger til det. Når det er vedtaget, er det for sent. Ministeren burde ikke kunne slippe afsted med denne arrogance. Han skylder at argumentere sin sag – ikke for mediernes skyld, men af respekt for de tusindvis primært små virksomheder, der har lidt og stadig lider under restriktioner, der bliver mere og mere diskutable.
Vil vi savne det gamle finansministerium?
Bjarne Corydon blev mødt med nogen skepsis, også herfra, da han overtog chefstolen på Børsen. Men i hvert fald hans egne kommentarer og ledere er interessante. Hans teknokratiske synspunkter er ikke topmoderne, men han står ved dem, og få matcher hans indsigt i centraladministrationen.
Forrige torsdag advarede Corydon i en leder mod den styrkelse af Statsministeriet, bl.a. med økonomiske rådgivere, som Mette Frederiksen er ved at gennemføre. Det vil svække Finansministeriet, og det er nu engang dette ministerium, der gennem årtier har holdt benhård justits med statsbudgetterne, hvilket har været en vigtig brik i, at dansk økonomi er blevet så solid, som tilfældet er. Den på overfladen lille organisatoriske ændring kan altså være startskuddet til et regimeskifte i den økonomiske politik. Og det er så vigtigt, at man med rette kan bebrejde os i de øvrige medier, at vi ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på det.
Men der er tid endnu, og måske handler det nok så meget om, at vi ser det og beskriver det, hvis den økonomiske ansvarlighed svinder ind. I sig selv kan man godt forstå både regeringens og Folketingets murren over den nuværende form. Caroline Magdalene Maier, tidligere folketingsmedlem for Alternativet, har beskrevet, hvordan der til politiske forhandlinger er knyttet en embedsmand fra Finansministeriet, som fortæller politikerne, hvad de må blive enige om. Der synes også her at være et demokratisk problem.
Sten Thorup Kristensen
