Det er ikke nemt at være statsminister i modvind. Alt, hvad man siger, bliver tolket negativt. Mette Frederiksen har vakt vrede blandt sygeplejersker, fordi hun under mandagens pressemøde bad dem gøre en ekstra indsats under den tredje coronabølge. Det blev tilsyneladende ikke hørt, hverken af sygeplejerskernes selv eller af medierne, hvad statsministeren også sagde i den sammenhæng: At hun anerkendte, at sygeplejerskerne har et ligelønsproblem, som senere skulle løses. Det var et trekvart løfte om et lønhop, og mere vigtigt: Det var en anerkendelse af sygeplejerskernes ellers noget tvivlsomme postulat om, at de af historiske grunde er forfordelte. Det skulle være en bovlam fagforening, der ikke kunne finde ud af at profitere på sådan en melding.
Altså, sygeplejerskerne står til at få mere i løn. Men det er først her, de virkelige problemer begynder. I en faggruppe med en tydelig præference for fritid er det sandsynligt, at højere timeløn vil blive omsat til færre arbejdstimer, så sygehusenes problem ikke bliver løst. Og når sygeplejerskerne har indløst deres gevinst, vil andre faggrupper stå i kø. Sosu-assistenterne har f.eks. også gode kort på hånden. De er noget dårligere lønnede, og der er stor mangel på dem, som det fremgår af artikelserier, som både DR og Berlingske har kørt i den forløbne uge.
Mediemæssigt er det dog kun kradsen i overfladen. Det er nemt at formidle konsekvenserne af mangel på arbejdskraft i netop sundhedssektoren, for vi kan alle forestille os, hvordan det vil være at blive syg og/eller gammel, uden at der er nogen til at tage sig af os. Men det er også i mange private sektorer, der mangler arbejdskraft. Og hvad mere er: Det er en situation, som vil blive værre i de kommende år, og mangel på arbejdskraft er i det hele taget en dagsorden for de kommende årtier. Det en simpel og logisk konsekvens af den demografiske udvikling.
Det har potentiale til at ændre nogle helt fundamentale strukturer i samfundet. F.eks. kan indvandring gå fra at blive noget, vi prøver at undgå, til noget, vi drømmer os tilbage til. Hele brancher kan blive decimeret, eller digitaliseret i hast. Og i sundhedssektoren vil dybe reformer være oplagte. De hospitaler og plejehjem, sygeplejersker og sosu-assistenter arbejder på, kan se helt anderledes ud om 10 eller 15 år.
Intet nyt fra Glasgow
Det er ikke kun arbejdskraft, der er mangel på. Det er pt også energi. Som alle medier har skrevet om, her Berlingske, har det paradoksalt nok ramt Vestas, som pludselig har meget højere omkostninger end budgetteret. Der er, som vi tidligere har skrevet om på denne plads, skåret ned på udvindingen af olie og kul, og et af problemerne ved det er, at den grønne omstilling er meget energikrævende. Simpelt fortalt: Man er nødt til at fyre med fossile brændstoffer for at opføre de vindmøller, der på længere sigt skal gøre os uafhængige af samme fossile brændstoffer.
COP26 i Glasgow er slut, og medierne har, som det er traditionen efter COP-møderne, viderebragt lobbygruppers kritik af, at der kun er snak og ingen handling. Den slags er sløset journalistik, der viser, at man ikke har tænkt dybere over f.eks. Vestas-historien. Indikationen af den er, at den grønne omstilling løber ikke bare for fuld kraft, men faktisk også mere end det, så der nu er risiko for, at den løber af sporet.
Danmarks ekstreme coronastrategi
Mærsk vil påbyde sine medarbejdere at blive vaccineret, og i en leder i Børsen bruger Niels Lunde det som en anledning til at spinde en ende over den herlige, danske tillidskultur, der gør, at de fleste her allerede er vaccinerede. Sandt er det jo også, at vi i Danmark har stor tillid til, at myndighederne i det mindste mener det godt og ikke bevidst vil skade os. Alligevel er det aparte at tale om den høje tillid samtidig med, at det bliver oprullet, hvordan Statsministeriet har ageret omkring aflivningen af minkbranchen for et år siden.
Måske har det allerede sat sine spor. En ting, som ingen medier fangede efter mandagens pressemøde i Statsministeriet, er, at vi går ind i den tredje bølge praktisk talt uden restriktioner. Det lille uvaccinerede mindretal skal testes, hvis de vil i byen – resten af os skal bare fiske en mobiltelefon op af lommen, og det kræver ikke så meget indsats, at det kvalificerer til at blive kaldt en restriktion. Der har været talt meget om fællesskab, samfundssind og alt det ”vi” har præsteret for at klare os igennem. Men måske har regeringstoppen vurderet, at nu er den hest pisket alt det, den vil finde sig i. Hvorom det end er: Mens langt de fleste lande stadig har en eller anden form for restriktion, f.eks. krav om mundbind, er tiden her i vores tillidsbårne velfærdsstat løbet fra at stille krav til borgerne.
Sten Thorup Kristensen
