Med denne kommentar indleder temaspecialist Morten Springborg fra investeringsfonden C Worldwide en artikelserie om muligheder og udfordringer i forhold til atomkraft som en vigtig byggeklods i fremtidens danske energipolitik. Afsættet er, at det er åbenbart, at massiv og ensidig fokus på variabel grøn strøm fra sol og vind, ikke er svaret på sikring af en fremtidig forsyningssikkerhed og tilstrækkelig såkaldt base load kapacitet, til at sikre strøm til danskerne, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser
Et sted ved Hjørring vil det norske selskab Oonest bygge et 100.000 kvadratmeter stort landbaseret anlæg til ørredopdræt. Projektet vil skabe 40-50 nye arbejdspladser i et område, der ikke ligefrem flyder over med industriinvesteringer.
Selskabets direktør har gjort sit hjemmearbejde. Grunden er fundet. Planerne er lagt. Men så fik han en besked, han ikke havde regnet med: Det nordjyske elnet er så presset, at det ikke er sikkert, at virksomheden overhovedet kan få den nødvendige strøm.
Et par timers kørsel derfra har FF Skagen – en af Danmarks mest kendte fiskevirksomheder – truffet den stille, resignerede konklusion, at det slet ikke kan betale sig at søge om tilslutning til elnettet.
Der er ingen udsigt til, hvornår Energinet vil udvide kapaciteten så der er tilstrækkelig el. Og så længe, der ikke er det, siger direktør Johannes Palsson, ”bliver vi nødt til fortsat at udlede CO₂.” En virksomhed, der gerne vil elektrificere, kan ikke – fordi nettet er fyldt op.
Lad det synke ind.
Det statslige selskab, Energinet, med det lovpålagte mandat at sikre stabil og sikker elleverance i Danmark kan ikke levere strøm til virksomheder, der vil producere mad og arbejdspladser i Nordjylland. Det er ikke en teknisk detalje. Det er en energipolitisk fadæse.
Tre årtiers dogmepolitik
Danmarks energipolitik har i årtier hvilet på et teologisk dogme: at dekarbonisering er lig med vindmøller og solpaneler. Hvad der begyndte som et fornuftigt bidrag til den grønne omstilling, udviklede sig til en monokultur. Al politisk kapital, alle subsidier, al regulatorisk energi – alt er blevet kanaliseret ind i den fluktuerende, vejrafhængige energi, som vind og sol repræsenterer.
Resultatet er til at tage og føle på. Danmark har i dag nogle af verdens højeste elpriser for slutkunden. Det elnet, der skulle bære den grønne fremtid, knirker under vægten af en arkitektur, som det aldrig var designet til. Og nu er vi nået dertil, hvor Energinet i praksis siger nej til nye kunder.
Problemet er ikke, at vi har valgt vind og sol. Problemet er, at vi har valgt kun vind og sol – og forbudt alt andet.
Tyve år med faldende forbrug – og så kom regningen
Her er det historiske paradoks, som dansk energipolitik, og politikerne bag, aldrig rigtig har villet forholde sig til.
Fra midten af 00’erne og frem til begyndelsen af 20’erne var det danske elforbrug i store træk stagnerende eller svagt faldende. Energieffektivisering i industrien, strukturelle skift mod serviceøkonomi og bedre isolerede boliger holdt kurven flad – selv mens BNP voksede.
Det gav de danske energiplanlæggere en bekvem illusion: at vi havde tid, at systemet var robust nok, at kapacitetsudvidelse kunne vente. Den illusion holdt præcis så længe, som elektrificering forblev et politisk løfte frem for en fysisk virkelighed.
Nu er det anderledes. Elbiler, varmepumper og industriel elektrificering er ikke længere fremtidsscenarier – de er her. Og konsekvensen er en pludselig en stejl opadgående kurve i elforbruget. Det samlede danske elforbrug steg med 5,1 procent i 2024, den største stigning siden 2005. Det er ikke en tilfældig variation.
Det er begyndelsen på en strukturel fordobling – eller mere.
Det egentlige tal er endnu mere tankevækkende: Energinets direktør Thomas Egebo har oplyst, at de samlede ansøgninger om nettilslutning, hvis de alle blev realiseret, ville kræve et elforbrug på op mod otte gange det nuværende niveau.
Og klimamålene for 2030 – elektrificering af transport, opvarmning, industri, skibsfart og luftfart – kræver ifølge Green Power Denmark et forbrug på op mod 94 TWh mod de nuværende ca. 38 TWh. En potentiel tredobling på under ti år.
Det er dette system, vi har arvet fra to årtiers energipolitik, der optimerede til produktion af den ”rigtige” slags grønne energi – men aldrig til at levere den i de mængder og med den stabilitet, som en elektrificeret økonomi kræver.
Vi nedlagde stabil produktionskapacitet i gammeldags elværker. Vi undlod at investere tilstrækkeligt i transmissionsnettet, efterhånden som produktionen blev spredt over hele landet. Nu præsenteres regningen. Og den er høj.
Fluktuerende energi kræver et net, vi ikke har råd til
Lad os tale om den grundlæggende fysik, som dansk energipolitik i årevis har forsøgt at ignorere.
Vind og sol producerer energi, når vinden blæser og solen skinner. Det er indlysende. Mindre indlysende er, hvad det kræver af det transmissionsnet, der skal bringe denne energi ud til forbrugerne.
Fordi produktionen er geografisk spredt og tidsmæssigt uforudsigelig, kræver den enorme investeringer i infrastruktur. Lange højtspændingslinjer. Massive transformerstationer. Intelligente styresystemer. Og ikke mindst enorm overkapacitet i hele systemet.
Det er denne infrastruktur, der nu ikke kan levere fundamentet for vækst og velstand i Danmark.
Kontrasten til det, energifolk kalder dense energy – tæt, stabil, koncentreret energi – er slående. Et atomkraftværk eller en SMR (Small Modular Reactor) leverer ikke bare elektricitet. Det leverer elektricitet præcis, hvor det er placeret, præcis, når det er nødvendigt, uafhængigt af vejret. Det er baseload-energi i ordets mest konkrete forstand: en fast, forudsigelig sokkel, som alle andre energikilder kan bygges oven på.
Det er denne sokkel, Danmark mangler.
SMR’er og mikroreaktorer: løsningen på flaskehalsen
Her er det, dansk energidebat endnu ikke har taget seriøst nok, og som burde have været et debattema under debatten op til Folketingsvalget: Moderne atomteknologi i form af SMR’er og mikroreaktorer er ikke bare atomkraft i lille format. De er en fundamentalt anderledes løsning på præcis det problem, Danmark står over for.
En mikroreaktor kan placeres direkte hos en stor industriel forbruger – Oonest ved Hjørring, FF Skagen, et datacenter i Jylland, en produktionsvirksomhed med høj energiintensitet – og levere stabil, forudsigelig kraft uden at belaste transmissionsnettet overhovedet. Den bypasser den flaskehals, som Energinet i dag ikke kan løse med konventionelle midler.
Det er ikke science fiction. Det er teknologi, der er under aktiv udrulning i Kina, USA, Canada, Polen, Sverige og en lang række andre lande. Det er teknologi, som Rolls-Royce, NuScale, X-energy, Saltfoss, Copenhagen Atomics og mange andre investerer milliarder i. Og det er teknologi, som Danmark ved lov har forbudt sig selv at anvende siden 1985.
Mens verden rykker videre, står Danmark stille
Den geopolitiske virkelighed efter 2022 har fundamentalt ændret betingelserne for europæisk energipolitik. Energiforsyningssikkerhed er ikke længere et akademisk begreb – det er et nationalt sikkerhedsanliggende.
Lande som Sverige, Finland, Polen, Frankrig, Storbritannien, Japan og Sydkorea genovervejer alle deres atomkraftprogrammer eller udvider dem aktivt. EU’s taksonomi anerkender atomkraft som en bæredygtig energikilde. Det Internationale Energiagentur er utvetydig: en seriøs netto-nul-strategi kræver atomkraft.
Danmark sidder midt i denne geopolitiske og teknologiske bevægelse og holder dumstædigt fast i et forbud, der er 40 år gammelt.
Det er ikke et valg, hvis omkostninger er abstrakte. De er synlige i form af et transmissionsnet, der ikke kan forsyne Oonest ved Hjørring med strøm til ørredopræt – og som får FF Skagen til at opgive elektrificeringen og i stedet fortsætte med at udlede CO₂.
Det er ikke et opgør med vindmøllerne
Dette er ikke et argument for at rive vindmøllerne ned. Vind og sol har en berettiget plads i dansk energiforsyning. Danmark har reelle komparative fordele inden for vindenergi, og de skal selvfølgelig udnyttes.
Men vind og sol kan ikke stå alene. De er pr. definition afhængige af vejret. De kræver enorm overkapacitet og lagringskapaciteter – som vi endnu ikke har i den nødvendige skala – og de kræver en stabil baseload, der kan holde systemet oppe, når produktionen falder.
I dag køber Danmark den baseload af vores naboer. Vi er dybt afhængige af norsk vandkraft og tysk gaskapacitet. Vi eksporterer energipolitisk suverænitet og kalder det grøn omstilling.
Men der er et endnu mere grotesk kapitel i denne fortælling, som sjældent får den opmærksomhed, det fortjener.
Danmark konverterede i 00’erne og 10’erne en betydelig del af sin kulfyrede kraftværkskapacitet til at brænde biomasse – primært træpiller og træflis. Logikken var tilsyneladende grøn: kul er fossilt, biomasse er fornybart, ergo er konverteringen et fremskridt.
Problemet er bare, at denne logik hviler på en regnskabsmæssig fiktion.
Den stabile kapacitet, som kulfyringen leverede, var systemkritisk. Elnettet kunne ikke fungere uden den. Vindmøllerne alene kunne ikke bære lasten. Så da vi afviklede kul, var vi nødt til at erstatte det med noget, der kunne gøre det samme: brænde stabilt, levere forudsigeligt, tændes og slukkes efter behov. Biomasse kunne det. Vind og sol kan det ikke.
Resultatet er, at Avedøreværket, Amagerværket og andre store danske kraftvarmeanlæg i dag sluger millioner af tons træpiller – størstedelen importeret fra nordamerikanske og baltiske skove. Skove, der fungerer som karbondræn. Skove, der binder CO₂ over årtier og århundreder. Skove, vi nu fælder og brænder af på dekarboniseringens alter.
Det er ikke grønt. Det er et regnskabstrick.
En skov, der brændes af, frigiver øjeblikkeligt den CO₂, den har bundet over generationer. Den teoretiske geninvinding – at ny skov gradvist genoptager kulstoffet – strækker sig over årtier, som klimaet ikke har. Og alligevel tæller det som vedvarende energi i det europæiske regnskab, fordi et direktiv siger, at det må det.
Så lad os opsummere, hvad dansk energipolitik reelt har leveret: Vi har afviklet stabil, dansk energikapacitet. Vi har erstattet den med importeret biomasse, der afskover fremmede landes kulstoflagre. Vi køber den resterende baseload af vores naboer.
Og vi kan stadig ikke tilslutte en ørredopræts-virksomhed ved Hjørring til elnettet – og FF Skagen fortsætter med at udlede CO₂, fordi elektrificeringen er umulig.
Det er ikke grøn omstilling. Det er grøn afklædning.
En dansk SMR-kapacitet ville give os dansk baseload. Den ville reducere nettets sårbarhed. Den ville muliggøre den industrielle elektrificering, som dansk erhvervsliv kræver for at forblive konkurrencedygtigt, og gøre den grønne hydrogen-fantasi en smule mere realistisk end snevejr i juli.
En tilståelsessag med politiske konsekvenser
Oonest ved Hjørring og FF Skagen. To virksomheder i samme region. Den ene kan ikke få strøm til et nyt anlæg. Den anden har opgivet at prøve. Det lyder som lokale anekdoter. Det er i virkeligheden en præcis diagnose af, hvad der er galt med dansk energipolitik.
I to årtier, mens elforbruget stagnerede, undlod vi at udbygge kapaciteten. Vi optimerede til produktion af den rigtige slags energi – men ikke til at levere nok energi til de rigtige steder på de rigtige tidspunkter.
Vi prioriterede den politiske signalværdi af vindmøller frem for den praktiske robusthed af et net, der kunne bære en elektrificeret økonomi. Nu er elektrificering kommet i fuld alvor – med elbiler, varmepumper og industriel omstilling – og systemet kan ikke følge med. Det er ikke en teknisk tilfældighed.
Det er konsekvensen af en fejlslagen energipolitik.
Det er ikke længere et spørgsmål om ideologi. Det er et spørgsmål om, hvorvidt Danmark kan opretholde en konkurrencedygtig industriel base og en forsyningssikkerhed, som borgere og virksomheder kan stole på.
Atomkraftforbuddet fra 1985 var et politisk valg truffet i en anden tid, med en anden teknologi og i en anden geopolitisk verden. I dag er det en hæmsko. Derfor er debatten om at ophæve forbuddet påtrængende.
