Guide: Økonomisk Ugebrev lancerer en ny årlig klimarating, som gør status over danske pensionsselskabers aktuelle evner til at levere klimaresultater. ØU Klimarating for Pensionssektoren indeholder syv målepunkter og er udviklet i samarbejde med branchen. Hovedfokus er pensionsselskabernes grønne investeringer og CO2-emissioner fra porteføljen. Redaktør Claus Strue Frederiksen redegør her for de udvalgte målepunkter. Første rating-opgørelse udgives i juni 2025.
Økonomisk Ugebrev har designet en klimarating for pensionssektoren. Danske pensionsselskabers klimaresultater vil fra i år blive vurderet efter syv udvalgte målepunkter, som adskiller sig markant fra de målepunkter, vi anvender i vores klimaratings for C25-selskaber og banker.
Ratingen, som vil være en årligt tilbagevendende begivenhed, indeholder syv målepunkter med mulighed for at opnå mellem to og seks point i hvert målepunkt. Samlet set kan pensionsselskaber maksimalt opnå 18 point. Målepunkterne er:
- Andel grønne investeringer, mulighed for sek point.
- 2. CO2-reduktion investeringsporteføljen, mulighed for to point.
- 3. CO2-reduktion aktier, mulighed for to point.
- 4. CO2-reduktion virksomhedsobligationer, mulighed for to point.
- 5. CO2-reduktion direkte ejede ejendomme, mulighed for to point.
- 6. Datadækning investeringsporteføljen, mulighed for to point.
- 7. SBTi-godkendte mål, mulighed for to point. Udførlig introduktion til målepunkterne findes nederst i artiklen.
Formål og fokuspunkter
Formålet med ØU Klimarating for Pensionssektoren er identisk med sigtet for vores andre klimaratings, nemlig at vurdere og belønne selskabernes grønne resultater – og ikke deres grønne politik. Høje klimaambitioner, der ikke veksles til betydelige klimaresultater, udløser ikke en topplacering i vores klimaratings.
Målepunkterne er designet med udgangspunkt i de klimadata, som pensionsselskaberne selv offentliggør – den generelle rapporteringspraksis har således haft afgørende indflydelse på målepunkternes konkrete udformning.
Eksempelvis ville det ideelt set give et mere retvisende billede af pensionsselskabernes klimaresultater at bedømme udviklingen i intensitetsaftrykket, dvs. ton CO2 pr. investeret millioner kroner, i et tiårigt perspektiv – frem for den 1-5-årige tidshorisont, der indgår i vores rating.
Men da ingen danske pensionsselskaber har sammenlignelige klimadata, der går 10 år tilbage, har vi valgt en tidshorisont på 1-5 år – hvilket giver alle pensionsselskaber mulighed for at opnå point. Dog: Kun selskaber med en rapporteringshorisont på mindst tre år kan opnå maksimumpoint i vores rating.
Selvom den et til femårige tidshorisont ikke giver det perfekte billede, siger den alligevel noget om selskabernes aktuelle evner til at reducere CO2-aftykket i porteføljen.
Desuden, hvis denne tidshorisont er komplet ubrugelig og irrelevant, hvorfor benytter pensionsselskaberne den så i deres klimarapportering? Den udbredte anvendelse indikerer, at branchen selv finder tidshorisonten relevant.
Data indsamles fra pensionsselskabernes egne rapporter.
I lighed med vores andre klimaratings indgår der i ØU Klimarating for Pensionssektoren (næsten) kun data, som selskaberne offentliggør i egne officielle rapporter – eneste undtagelse er målepunkt 7, her indsamles data fra SBTi-hjemmeside (Science Based Targets initiative).
Data skal fremgå klart og tydeligt, hvilket bl.a. indebærer, at pensionsselskaberne selv skal oplyse om CO2-intensitet – ØU omregner således ikke data for absolutte udledninger om til CO2-intensitet.
Vores nye rating rammer ikke alle klimatiltag: F.eks. tildeles der ikke point til pensionsselskaber, der via aktivt ejerskab har formået at dreje et eller flere klimatunge selskaber i en mere grøn retning. Og der gives heller ikke point for eksklusion af særligt klimaskadelige virksomheder.
Vi har valgt ikke at inddrage målepunkter, der involverer kvalitative skøn, herunder at skulle bedømme i hvilken grad konkrete eksklusioner og virksomhedsdialoger har ført til CO2-reduktioner.
Forklaring af målepunkter
Målepunkt 1 – andel grønne investeringer: Pensionsselskaber, hvor grønne investeringer udgør 0-4 pct. af porteføljen, tildeles 1 point. Pensionsselskaber, hvor grønne investeringer udgør 4,1-8 pct. af porteføljen, tildeles 2 point. Pensionsselskaber, hvor grønne investeringer udgør 8,1-12 pct. af porteføljen, tildeles 3 point. Pensionsselskaber, hvor grønne investeringer udgør 12,1-16 pct. af porteføljen, tildeles 4 point. Pensionsselskaber, hvor grønne investeringer udgør 16,1-20 pct. af porteføljen, tildeles 5 point. Pensionsselskaber, hvor grønne investeringer udgør over 20 pct. af porteføljen, tildeles 6 point.
Yderligere info: Med grønne investeringer menes som udgangspunkt investeringer, der opgøres i tråd med F&P’s model for grønne investeringer. Med andel af porteføljen menes i forhold til den samlede investeringsportefølje.
Målepunkt 2 – CO2-reduktion hele investeringsporteføljen: Pensionsselskaber, der til en 1-5-årig baseline har reduceret intensitetsaftrykket for den samlede investeringsportefølje med mindst 4,2 pct. om året i snit, tildeles 1 point. Pensionsselskaber, der til en 1-5-årig baseline har reduceret intensitetsaftrykket for den samlede investeringsportefølje med mindst 8,8 pct. om året i snit, tildeles 2 point.
Yderligere info: Hvis pensionsselskabet ikke selv klart har defineret en baseline, tages der udgangspunkt i det rapporterede år, der går længst tilbage, og som optræder i en relevant tabel. Intensitetsaftrykket forstås her som ton CO2 pr. investeret million kroner (porteføljeselskabernes scope 1 og 2). For at opnå point skal udviklingen i intensitetsaftrykket fremgå klart af pensionsselskabets seneste årsrapport, bæredygtighedsrapport eller ESG-rapport.
Desuden: Pensionsselskaber, hvor datadækningen (andel af AUM) er under 66 pct. af investeringsaktiverne, kan kun opnå et point i dette målepunkt. Pensionsselskaber, hvor baseline går under 3 år tilbage, kan kun opnå et point i dette målepunkt.
Målepunkt 3 – CO2-reduktion aktier: Pensionsselskaber, der til en 1-5-årig baseline har reduceret intensitetsaftrykket for aktier med mindst 4,2 pct. om året i snit, tildeles 1 point. Pensionsselskaber, der har reduceret intensitetsaftrykket for aktier til en 1-5-årig baseline med mindst 8,8 pct. om året i snit, tildeles to point.
Yderligere info: Hvis pensionsselskabet ikke selv klart har defineret en baseline, tages der udgangspunkt i det rapporterede år, der går længst tilbage, og som optræder i en relevant tabel. Intensitetsaftrykket forstås her som ton CO2 pr. investeret million kroner (porteføljeselskabernes scope 1 og 2). For at opnå point skal udviklingen i intensitetsaftrykket for aktier fremgå klart af pensionsselskabets seneste årsrapport, bæredygtighedsrapport eller ESG-rapport.
Desuden: Pensionsselskaber, hvor datadækningen (andel af AUM) er under 66 pct. af investeringsaktiverne, kan kun opnå 1 point i dette målepunkt, medmindre datadækningen specifikt for aktier er eksplicit angivet til over 66 pct. Pensionsselskaber, hvor baseline går under 3 år tilbage, kan kun opnå et point i dette målepunkt.
Målepunkt 4 – CO2-reduktion virksomhedsobligationer: Pensionsselskaber, der til en 1-5-årig baseline har reduceret intensitetsaftrykket for virksomhedsobligationer med mindst 4,2 pct. om året i snit, tildeles 1 point. Pensionsselskaber, der har reduceret intensitetsaftrykket for virksomhedsobligationer til en 1-5-årig baseline med mindst 8,8 pct. om året i snit, tildeles to point.
Yderligere info: Hvis pensionsselskabet ikke selv klart har defineret en baseline, tages der udgangspunkt i det rapporterede år, der går længst tilbage og som optræder i en relevant tabel. Intensitetsaftrykket forstås her som ton CO2 pr. investeret mio. kr. (porteføljeselskabernes scope 1 og 2). For at opnå point skal udviklingen i intensitetsaftrykket for virksomhedsobligationer fremgå klart af pensionsselskabets seneste årsrapport, bæredygtighedsrapport eller ESG-rapport.
Desuden: Pensionsselskaber, hvor datadækningen (andel af AUM) er under 66 pct. af investeringsaktiverne, kan kun opnå et point i dette målepunkt, medmindre datadækningen specifikt for virksomhedsobligationer er eksplicit angivet til over 66 pct. Pensionsselskaber, hvor baseline går under tre år tilbage, kan kun opnå et point i dette målepunkt.
Den fulde artikel kan læses her.
Claus Strue Frederiksen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.