Flere store danske virksomheder og brancher vil have mere statsstøtte. Lav vækst og angst for globalisering gør generelt populistiske drømme om en stærk, hjælpende og beskyttende nationalstat fristende. Alt lige fra shipping til landbrug og danseskoler vil have statsstøtte. Et forsvar for liberale principper er vigtigere end nogensinde.
Frihandel og liberale principper er i disse uger under stærkt pres fra mange sider.
Danske virksomheder og brancher har for eksempel i disse måneder travlt med at foreslå øget direkte eller indirekte statsstøtte. I disse ønsker ser de sig tilsyneladende, understøttet af den nye Taksøe-rapport om Danmarks fremtidige udenrigspolitik og udsigten til mere statslig indblanding i erhvervslivet, store muligheder. Tendensen styrkes også af udbredte drømmerier i centraladministration og i den politiske verden om at styrke særlige vækstbrancher og vækstvirksomheder.
Blandt eksemplerne på, at brancher og virksomheder, der ønsker mere statshjælp er Novozymes. CEO Peder Holk Nielsen erklærede i april, at hvis råvarepriserne ikke igen løfter sig, ”så bliver man simpelthen nødt til at regulere.” Novozymes afsætning er nemlig truet af den lave oliepris, fremgik det .
Mærsk vil gerne have hjælp
Topchefen for A.P. Møller-Mærsk har netop udtrykt ønske om, at staten i højere grad skal hjælpe koncernen med at investere i udviklingslande .
Masser af andre brancher står klar med krav om mere offentlig støtte. Fra hårdt ramte mælkeproducenter (og dermed også en række pengeinstitutter), som nu kan få mere EU-hjælp . Også selv om de, ifølge en opgørelse fra marts, i forvejen modtager cirka 10 mia. kr. om året fra EU og den danske stat i støtte . Også for eksempel danseskoler mener, at de bør have statsstøtte .
Når støtteordningerne først er etableret, så er de uendeligt svære at fjerne igen.
Hvis forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilholt for eksempel skærer ned i støtten til vindenergibranchen, så ”gambler han med Danmarks troværdighed,” fremgik det i denne måned fra vindmølleindustrien .
Forestillingen om en stærk stat, der skal styre erhvervslivets udvikling er blevet mere populær i politik og centraladministration i de seneste år. Og også ambassadør Peter Taksøe-Jensen har med sin udredning om fremtiden for den danske udenrigstjeneste skabt et lidt usikkert billede af statens principielle rolle i handelspolitikken. Også selv om han understreger, at der skal være fokus på frihandel og beskyttelse af virksomheder i udlandet. Han anbefaler, at handelspolitikken generelt bør ”tilrettelægges i et endnu tættere samarbejde med dansk erhvervsliv og med inddragelse af forbrugerorganisationer, fagforeninger og civilsamfund,” Og det kan man jo som udgangspunkt ikke have noget imod. Det sædvanlige forløb i den slags inddragelser er imidlertid, at de mest lobbystærke virksomheder, organisationer og erhverv får størst fordel ud af dem – sådan som de gør gennem statskontakt og statsstøtteordninger i bred almindelighed.
Nationalstaten skal støtte erhvervslivet
I adskillige lande har protektionistiske tanker og bevægelser medvind. Nationalstaten skal ifølge populære og populistiske politikere redde os fra de angiveligt negative følger af globaliseringen. Der er for tiden en alvorlig risiko for, at vi går ind i en periode med øgede handelshindringer, og at de enkelte lande vil satse på stigende statsstøtte og beskyttelse til særlige erhverv. Og at de enkelte virksomheder og erhverv vil have så mange privilegier som muligt, kan ikke overraske. De varetager nu engang, hvad de anser for at være deres interesser.
Netop nu er det på denne baggrund vigtig, at de politiske partier, der stadig bekender sig til en liberal erhvervspolitik, sideløbende med kontakten til organisationerne, ikke lader sig overbevise af alle de – ofte forlokkende – argumenter, der taler for statsstøtte, men husker at holde de liberale principper i hævd.
Måske kunne pengene anvendes bedre til mere attraktive generelle rammevilkår for erhvervslivet, frem for fremme af mere eller mindre tilfældige områder med en stærk lobby.
