Økonomisk Ugebrevs omsætning udgjorde i 2025 7,6 mio. kr. mod 8,0 mio. kr. i 2024, svarende til et fald på knap fire pct.
Tilbagegang i omsætningen kan alene henføres til lavere annoncesalg. Annoncesalget blev i 2025 ikke prioriteret. Økonomisk Ugebrev havde således hele sidste år ikke dedikerede salgsressourcer med målrettet fokus på annoncesalg. Opbygning og styrkelse af denne funktion er en hovedprioritet i 2026.
Abonnementssalget holdt stand i 2025, hvilket ledelsen vurderer som tilfredsstillende. Det gælder ikke mindst set i lyset af de generelle udfordringer, som mange medievirksomheder oplever på abonnementsområdet, hvor der er tilbagefald over næsten hele linjen.
Abonnementssalget har været præget af en lavere betalingsvillighed særligt blandt private investorkunder. Økonomisk Ugebrev har i den forbindelse valgt ikke at reducere salgspriserne på enkeltprodukter, men i stedet øget værdien for kunderne ved at tilbyde mere kvalitetsindhold inden for de eksisterende abonnementsløsninger.
Blandt større erhvervsvirksomheder, som typisk har flerbrugerabonnementer, har Økonomisk Ugebrev fortsat oplevet solid interesse for vores redaktionelle kortlægninger, analyser, ratings og surveys af de 200 største finans- og erhvervsvirksomheder.
Over de seneste år har Økonomisk Ugebrev opbygget en række redaktionelle formater og analyseprodukter, som har opnået betydelig gennemslagskraft blandt større erhvervsvirksomheder og i den finansielle sektor. Det gælder blandt andet Tax Governance Rating og Klima Rating, der har befæstet deres position de mest anerkendte, gennemarbejdede og seriøse ratings på disse felter.
Ratingmodellerne udvikles typisk i samarbejde med eksperter og toneangivende virksomheder, hvilket styrker både kvaliteten og relevansen af analyserne. Redaktionelt fokuseres på videreudvikling af ratings, surveys og kortlægninger med henblik på at bygge en ny platform af sideprodukter omkring seminarer/kåringer, White Papers og sælge af surveydata, eventuelt i samarbejde med en større konferenceudbyder.
Økonomisk Ugebrev har i den redaktionelle dækning også prioriteret erhvervslivets anvendelse af AI, konsekvenserne af krigen i Iran og den globale makroøkonomiske udvikling. Dækningen bygger i vidt omfang på dybdeborende analyser fra de største globale finanshuse, hvor nogle af verdens førende analytikere og økonomer vurderer internationale udviklingstendenser. Det giver et perspektiv, en dybde og en aktualitet, som ingen andre medier kan hamle op med.
Årets driftsoverskud før afskrivninger, EBITDA, udgjorde 0,5 mio. kr. mod 0,15 mio. kr. året før. EBITDA-marginalen på 6,1 procent ligger i den øvre ende i forhold til de fleste større danske medier. Eksempelvis leverede JP/Politiken (moderselskab) en EBITDA-marginal på 3,1 procent, Sjællandske Medier på 2,5 procent, Nordjyske Medier (moderselskab) på minus én procent.
Resultatet blev dog lavere end forventet. Det skyldes dels forsinket opbygning af en annoncesalgsorganisation, dels udviklingsopgaver, som har været længere undervejs end forventet, og som derfor først forventes at få en positiv indtjeningsmæssig effekt på et senere tidspunkt.
Økonomisk Ugebrev har strategisk valgt primært at iværksætte udviklings- og salgsprojekter, som vurderes at kunne blive lønsomme inden for en relativt kort tidshorisont. Ledelsen og bestyrelsen har derfor haft fokus på at udvikle virksomheden gennem intelligente og kapital-lette initiativer med kort tilbagebetalingstid og begrænsede initialinvesteringer.
Den strategiske førsteprioritering er således lønsomhed og finansiel stabilitet – frem for hurtig omsætningsvækst, baseret på større investeringer i at booste omsætningen. Udviklingsprojekter gennemføres derfor med en forsigtig og risikobevidst tilgang, hvilket betyder, at virksomhedens omsætning og indtjening de kommende år forventes løftet i et moderat og kontrolleret tempo.
Ledelsen ser et meget stort salgspotentiale i Økonomisk Ugebrevs unikke journalistik, analyser og kortlægninger, hvor der er ganske betydelige muligheder for at komme bredere ud til erhvervslivet og finansielle virksomheder, som efterspørger dybde, perspektiv og ny viden.
Der eksperimenteres derfor fortsat intensivt med forskellige salgsmodeller – med henblik på at forløse dette potentiale.
Den fremtidige økonomiske stabilitet understøttes af en fleksibel forretningsmodel med meget få faste omkostninger og en begrænset fastansat organisation. Det giver mulighed for hurtigt at tilpasse driftsomkostninger og udviklingsinvesteringer til ændrede markedsforholdene – og det sikrer virksomheden en høj robusthed over for eksterne økonomiske tilbagefald.
Et centralt element i Økonomisk Ugebrevs udviklingsstrategi er partnerskaber med stærke samarbejdspartnere. Økonomisk Ugebrev har gennem årene opbygget en betydelig redaktionel og analytisk kapacitet inden for erhvervsjournalistik, finansiel analyse, ratings og kortlægninger.
Det redaktionelle indhold og beslægtede vidensprodukter rummer et væsentligt potentiale for andre medievirksomheder og beslægtede vidensvirksomheder, som ønsker at styrke deres dækning af erhvervsliv, investering, governance, klima, makroøkonomi og finansielle markeder – med henblik på mersalg eller servicering af kunder eller medlemmer.
Hensigten med partnerskabsmodellen er at give samarbejdspartnere adgang til specialiseret kvalitetsindhold, stærke analyseformater og veldokumenterede redaktionelle koncepter, mens Økonomisk Ugebrev får mulighed for at bringe sit indhold ud til et bredere publikum via relevante mediekanaler.
Ledelsen vurderer, at sådanne samarbejder, kan skabe gensidig værdi og samtidig understøtte en kapital-let vækstmodel for Økonomisk Ugebrev.
Økonomisk Ugebrev arbejder derfor målrettet på at identificere og udvikle relevante partnerskaber med medievirksomheder og andre aktører, hvor der kan realiseres klare indholdsmæssige, kommercielle og distributionsmæssige synergier. Dette arbejde er intensiveret i 2026, både omkring udvalgte segmenter og i bredere forstand.
I 2025 udgav Økonomisk Ugebrev i samarbejde med IT-virksomheden Loyalty Key magasinet Danmarks 100 Rigeste. Magasinet er annoncefinansieret og udkommer både som PDF-magasin og på print. Magasinet planlægges udgivet igen i 2026. I forbindelse med projektet er hjemmesiden danmarksrigeste.dk desuden lanceret. Siden, der omhandler Danmarks rigeste familier, har hurtigt opnået betydelig trafik og popularitet.
Årets bundlinje på minus 14 t.kr. skyldes den planlagte og nu gennemførte lukning af ØU Capital, som påvirkede resultatet med minus 137 t.kr. Aktiviteten var ikke en kernedel af Økonomisk Ugebrevs fremadrettede forretningsmodel. Lukningen er et bevidst strategisk valg, der styrker fokus og reducerer kompleksiteten i organisationen. Fraregnes effekten af lukningen, er det underliggende årsresultat plus 123t. kr.
Forventning til 2026-resultat
Der forventes en højere omsætning især drevet af øget annoncesalg, men også en moderat fremgang i abonnementsindtægter, især drevet af øget btb-abonnementssalg. På baggrund af marginalomkostninger tæt på nul ses også et løft i EBITDA-resultatet til op mod ti procent.










