I EU breder der sig en frygt for, at hedgefonde eller Kina skal udnytte de lave aktiekurser til at købe sig til kontrol med vigtige europæiske virksomheder. Der er til dato ingen eksempler på, at det sker her under coronakrisen. Opkøbsfaren bruges som argument for at bruge skatteyderpenge til at sikre mere statslig styring af europæisk erhvervsliv, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne kommentar.
Forsvaret af europæisk erhvervsliv fremstår allerede langt mere formidabelt end det angreb, som de store europæiske virksomheder angiveligt skulle være udsat for.
Tyske politikere er alarmerede over, at virksomheder som Allianz, BASF, Lufthansa, Munich Re og Deutsche Bank nu synes til salg for en slik. Mange af disse koncerner har et meget spredt ejerskab. Erhvervsminister Peter Altmaier (CDU) vil beskytte tyske koncerner med alle midler.
EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen mener, at vigtige europæiske medicinal- og teknologiselskaber eller andre vigtige selskaber ikke må komme under fremmede magters kontrol, hvis EU-landene skal forblive frie og uafhængige efter coronakrisen.
”EN VIRKELIG RISIKO”
Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har i et interview med Financial Times understreget, at EU ”ikke har nogen indvendinger imod, at medlemslandene handler som aktører på de finansielle markeder, hvis det skønnes nødvendigt for at hindre en fjendtlig overtagelse.” Der er, mener hun, en ”virkelig risiko forbundet med virksomheder, som er sårbare, kan blive udsat for en overtagelse.”
Det storstilede angreb, som åbenbart ventes, har man dog i realiteten ikke set tegn på i de seneste måneder.
Der er tidligere sket nogle opsigtsvækkende opkøb: Kinesiske interesser har bl.a. købt kontrol over italienske Pirelli (men senere nedbragt deres andel) og svenske Volvo Cars. De to konkurrerende kinesiske bilproducenter Geely og BAIC har begge købt andele på cirka 10 pct. i tyske Daimler (Mercedes-Benz). Ingen af disse opkøb kan betegnes som fjendtlige. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at der nu kommer nye fjendtlige opkøbsforsøg. Men der er i øjeblikket også gode argumenter imod forestillingen om, at et storstilet forsøg på at overtage kontrollen med – eller asset-stripping af – europæisk erhvervsliv står lige for:
Det er rigtigt, at nogle hårdt ramte europæiske virksomheder i disse uger har en egenkapital, som er større end deres markedsværdi. Men opkøbere, der håber hurtigt at realisere de bogførte værdier, ved uden tvivl, at de kan blive slemt skuffede. Det er et åbent spørgsmål, hvordan og hvornår disse hårdt ramte virksomheder kommer ud af den krise, de er løbet ind i. Tiden er ikke til at trække penge ud af virksomheder (som kapitalfonde ofte gør lige efter et opkøb) men snarere til at styrke deres kapitalgrundlag og likviditet. Banker og andre kreditkilder må for tiden formodes at være skeptiske over for at skulle finansiere større spekulative manøvrer for hedgefonde og kapitalfonde.
Gældsbyrden i kinesisk erhvervsliv var allerede før coronakrisen på et alarmerende niveau . På grund af den enorme gæld er Kinas evne til at modstå økonomiske tilbageslag nu – efter coronakrisen – ringere, end den var lige efter finanskrisen 2008/09, vurderer Euromoney . Og selv om den kinesiske regering gerne ser kinesiske virksomheder erobre verden, så har den i øjeblikket mere fokus på at få nedbragt gælden i kinesiske virksomheder og husholdninger.
Der er stadig, som en udløber af coronakrisen, meget ledig kapacitet i kinesisk erhvervsliv. Det vil foreløbig næppe være behovet for ny kapacitet, som fører til nye kinesiske opkøb.
ANDRE MOTIVER
Forskrækkede europæiske politikere og embedsmænd kunne også spørge sig selv, om en kinesisk overtagelse per definition er af det onde. Ford-koncernen forsøgte i flere år at få en god forretning ud af Volvo. Det er først lykkedes, efter kinesiske Geely overtog Volvo Cars i 2010. Siden er Volvos salg (målt i antal biler) omtrent fordoblet, ledelsen i Göteborg har fået større autonomi, og der er skabt mange nye, svenske arbejdspladser.
Den europæiske frygt for opkøb af strategiske aktiver er ikke helt uberettiget. Men den bygger foreløbig ikke på nogen aktuel realitet. I disse uger udnyttes den derimod til en intens kampagne, der skal gøre det muligt for europæiske stater at købe sig ind i nationale ikon-virksomheder for at ”beskytte dem”. På længere sigt vil mere national ejerprotektionisme og mere økonomisk dirigisme skade europæisk erhvervsliv.
