De globale finansmarkeder har efter at Federal Reserve hævede renten til 25 bp i december været så volatile, at mange i dag mener, at Yellen og Co. lavede en fejl. Den japanske yen faldt kun i værdi en uge efter Bank of Japans kovending og indførelse af negative renter i Japan. ECB står givetvis foran endnu en pengepolitisk lempelse i marts, da decembers forøgelse af QE-programmet ikke har haft tilstrækkelig effekt. Kan man så konkludere, at verdens store centralbanker har mistet grebet, spørger Jakob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.

Inden man spørger om præcist hvilke typer ammunition, centralbankerne i dag har tilbage, skal man dog gøre sig en ting klart: En vægtig grund til, at verdensøkonomien er i den aktuelle situation, er, at politiske ledere generelt har valgt ikke at udnytte deres finanspolitiske råderum. Det er ikke Grækenland, vi taler om. Men om de mange industrilande, som i dag nemt kunne føre en mere ekspansiv finanspolitik til rekordlave markedsrenter, via offentlige investeringer eller gennemtænkte skattenedsættelser – for at skrue væksten I vejret. Der er altså en politisk årsag til, at centralbankerne i dag ofte synes at være de eneste reelle finansielle brandslukkere.

En ting er helt klart: Verdens centralbanker har i dag færre pengepolitiske instrumenter og mindre dispositionsfrihed end normalt, da stort set alle i dag – inden en eventuel ny cyklisk recession overhovedet er begyndt – har renter tæt på nul. Det betyder dog ikke, at de nødvendigvis er helt impotente. For det første er det klart, at nulrente-politikken ikke er bunden, men at man formentligt ville kunne sænke de korte renter til i hvert fald minus 2 procent, inden private aktører ville begynde at foretage normale forretningstransaktioner kun i kontanter. Omkostningerne ved at opbevare og fragte store kontantbeløb rundt er simpelthen for store til at ændre adfærd ved blot for eksempelvis -0,75 procent. Man kan også nemt forestille sig generelle forbud mod store kontante transaktioner på grund af frygten for terrorfinansiering. Det vil kunne presse den lavest mulige hypotetiske negative rente endnu længere ned. Samtidigt kunne en sådan yderligere negative rentepolitik konstrueres på en måde, så bankernes økonomiske tab kunne reduceres markant. I hvert fald er vi endnu ikke set den reelle bund: Måske er minus 4,5 procent i rente ”det nye nul”?

For det andet har centralbankerne mulighed for yderligere at forstærke deres forward guidance med et løfte om simpelthen ikke at hæve renterne igen, inden inflationen er målt til over 2 procent igen. Herved ville centralbankerne spille kalkuleret hasard med deres egen fremtidige inflationsbekæmpelses troværdighed – i et forsøg på at hæve de nuværende alt for lave inflationsforventninger. For det tredje kan centralbankerne – dog ikke Federal Reserve, som kun kan købe amerikansk statsgæld og statsgaranteret gæld – redesigne deres QE-programmer til også at inkludere mere kreditrisiko ved direkte opkøb af forskellige private aktivklasser. Herved ville centralbankens opkøb ikke længe fungere via portefølje-rebalancing, men via direkte påvirkning af priserne på private aktiver. Mest ekstremt kunne man forestille sig, at en centralbank opkøbte et markedsindeks, dækkende alle børsnoterede virksomheder, for direkte at stimulere aktiemarkederne. For det fjerde skal man være klar over, at centralbankerne – når deres respektive regeringer er villige til at føre en mere ekspansiv finanspolitik – har endnu et meget potent våben i form af de facto centralbank finansierede øgede offentlige udgifter. En slags kontrolleret “helicopter drop of money”. En regering indgår eksempelvis i fuld offentlighed en aftale med centralbanken om, at denne opkøber et givet beløb af 30-årig statsgæld, lover at holde denne til udløbet og derefter rulle den automatisk over i ny 30-årig gæld, samt at sende 100 procent af centralbankens renteindtægter på denne gæld retur til det udstedende finansministerium. Herved ville pengemængden potentielt permanent stige, ligesom regeringer ville få finansieret dele af deres udgifter til nominelt 0 procent, hvorfor enhver inflation ville medføre negative realrenter. Den mest ekstreme version heraf vil være, at centralbanken opkøbte dele, eller måske størsteparten, af statens eksisterende gæld, og derefter – efter aftale med regeringen – omdannede de opkøbte obligationer til tidsubegrænset gæld til 0 procent i rente. Ren gældsmonetisering ville derved være en realitet. Og hvem kan sige i dag, at følgerne af en sådan strategi vil være værre end alternativet i eksempelvis Japan?

Fælles for stort set alle centralbankernes tilbagevæ- rende værktøjer er, at de mere eller mindre direkte eksproprierer borgernes opsparede værdier. Det kan synes uretfærdigt, men her skal man huske på flere ting. For det første vil mere risikovillige opspareres tab givet blive langt større, såfremt aktiemarkederne bliver påvirket af en reel deflationær spiral. For det andet er det ikke nogen naturlov, at passive opsparere i “sikre investeringer” har krav på et stort positivt afkast. For det tredje vil en sådan effekt generelt være et direkte inter-generationelt transfer fra de ældre til de yngre generationer.

Læs hele udgivelsen her

DEL