Kan PFA Pension tvinge Nykredit på børsen? Næppe
I en stort opsat artikel skriver JP’s Finans fredag under overskriften ”PFA Pension kan smide Nykredit på børsen om tre år,” at fortrolige oplysninger viser, at PFA kan kræve en børsnotering, hvis Nykredit ikke lever op til visse afkastkrav. Ifølge Finans skal Nykredit udbetale mindst 20 procent af overskuddet i udbytte samt generere et afkast på 1,7 procent årligt af den gennemsnitlige egenkapital. Umiddelbart en superinteressant historie. Altså hvis det ikke lige var for disse to supplerende oplysninger:
For det første svarer tallene til en udbyttebetaling på op mod 1,5 mia. kr. årligt, hvilket skal sammenligne med det aktuelle overskud efter skat på 5-6 mia. kr. Det bliver vanskeligt for Nykredit ikke at leve op til det krav. For det andet fremgår hovedpunkterne i den såkaldt hemmelige ejer-aftale klart og tydeligt af det materiale, som Nykredit har sendt til repræsentantskabet først på ugen. Her oplyses det, at de nye ejere kan sælge deres aktier i Nykredit efter 2023. Det oplyses, at PFA og de andre nye investorer kan kræve en børsnotering, hvis udbyttet falder under et aftalt minimum. I forlængelse heraf oplyses, at Nykredit har forkøbsret til konsortiets aktier. Men modellen for værdiansættelsen af aktierne oplyses ikke. Det oplyses også, at PFA Pension får visse vetorettigheder for at sikre at fundamentale forudsætninger for transaktionen ikke ændres. PFA vil altså kunne blokere for store ændringer, som måske er langsigtede fornuftige, men som rammer det kortsigtede forretningsmæssige afkast.
Læs her hvad Forenet kredit skriver til medlemmerne af repræsentantskabet.
Paradis-pop
Et meget konkret eksempel på kvalitetsforskellen mellem journalistik om erhverv og politik får man, når man læser Børsen. Hen mod slutningen af avisen kommer man til Helle Ibs kommentar, benævnt ”Politisk Indsigt”. Tirsdag handlede det f.eks. om, at oppositionen vil presse VLAK med Paradise Papers. Det er rigtigt, men også i en grad, så det er overflødigt at nævne. Hvad der derimod havde været meget relevant at nævne er, at det er tom politisk fnidder:
Det er som bekendt fuldt lovligt at have kapital i det, man kalder skattely-lande, og Paradise Papers kom ikke med nogen konstatering af ulovligheder fra danskeres side. Det kan komme senere. Men at dømme efter tidligere læk fra Panama Papers, skal man ikke forvente sig det store på den front. At politikere høster letkøbte point, er et vilkår her i verden. Men journalisterne bør sætte en anmærkning ved det hver gang, så disse point trods alt ikke er helt gratis.
Gå aldrig tilbage til en fuser
For to årtier siden var Lars Kolind en stor stjerne i dansk erhvervsliv. Som adm. direktør i William Demant kunne han fortælle om perspektiverne i digitale høreapparater, så fuglene sang. Han blev også berømt for den såkaldte spaghetti-struktur, han indførte i virksomheden, hvor der blandt andet ikke længere var faste pladser til de ansatte. Først efter hans afgang falmede ryet: De digitale høreapparater var måske nok et teknologispring, men forbrugerne kunne ikke høre forskel.
William Demant havde heller ikke de digitale apparater på markedet endnu på det tidspunkt. Det havde derimod Widex, der profiterede stort på den gratis markedsføring fra konkurrenten. Spaghetti-strukturen blev ophævet, da den mere jordnære Niels Jacobsen blev forfremmet til topchefposten. Vi genkalder os forløbet, fordi Kolind i dag er storinvestor i Conferize, der blev børsnoteret, og hvor kursen siden blev mere end firdoblet, mens Kolind talte om, at virksomheden med tiden kunne købe Microsoft. Siden er aktiekursen næsten faldet tilbage til udgangspunktet, og ifølge de officielle udmeldinger forventes ingen omsætning af betydning de kommende tre-fire år.
Forløbet om Conferize var underholdende gengivet på Børsens bagside forrige fredag. I al fairness: Kolind var forud for sin tid på den måde, at mange virksomheder i dag har en spaghetti-struktur og gør en dyd ud af, at der ikke er faste pladser. På den måde var Kolind forud for sin tid. Men mon ikke mange medarbejdere i al stilhed er lige så træt af det, som Niels Jacobsen var.
