Et af de helt uforståelige elementer i den forretning som OW Bunker drev var aktiviteten i Singapore. Forretningen var reelt underskudsgivende lige siden starten. Men datterselskabet blev i regnskabsrapporteringen præsenteret som en forretningsmæssig succes. Udgangspunktet har tilsyneladende været ejeren Altors ønske om at ekspandere forretningen frem mod en exit. En exit som man allerede i efteråret 2011 havde meddelt direktionen, at man ønskede. I foråret 2012 blev der sat ekstra gang i bestræbelser”. Det var på det tidspunkt planen at afhænde virksomheden til en industriel køber. Men de ville ikke betale prisen.

Del artiklen:

OW Bunker havde hele tiden haft aktiviteter i Asien med udgangspunkt i Singapore. Men i 2012 blev der altså sat ekstra gang i forretningen. Det skete under overskriften ”New Brand”. Der skulle mere gang i forretningen. Og på sigt skulle konceptet udbredes til andre dele af verden. Aktiviteten var, ifølge forretningsplanen, designet til at opnå en større margin mod at tage større risici. Ifølge regnskaberne var aktiviteten i Singapore en succes. Den var i 2012 og 2013 den relativt bedst indtjenende enhed i koncernen. Men realiteten var en anden. Meget tyder på, at den helt dominerende kunde for OW Bunkers datterselskab i Singapore, Tank Oil, var et skuffeselskab eller noget der ligner, som alene havde til formål at booste indtjeningen i OW-datterselskabet Dynamic Oil Trading (DOT) kunstigt op gennem snørklede og ikke forretningsmæssige bogføringstricks. Reelt var der tale om ”Ebberød Bank”, hvor DOT solgte olien videre til lavere priser, end man købte ind til. Altså en direkte underskudsforretning. 85 procents af DOTs omsætning blev hentet hos Tank Oil, som leverede olien til videre til slutkunderne, altså de skibe som skulle bruge brændstof. Transaktionerne foregik således:

1. Når DOT havde en kunde (i sidste ende et skib) købte man olien hos en ekstern olieleverandør.

2. DOT fakturerede herefter olien til distributøren Tank Oil til købspris plus en mindre avance samt med tillæg af lokal moms.

3. Når Tank Oil havde leveret olien til skibet, fakturerede den olien tilbage til DOT (solgte altså tilbage). Men bemærkelsesværdigt nok til en lavere pris, end de havde købt til og uden lokal moms.

4. Herefter fakturerede DOT så direkte slutkunden (skibet), men bemærkelsesværdigt nok til en lavere pris, end DOT selv havde indkøbt olien til hos den eksterne olieleverandør.

Der var således tale om at såvel distributøren (Tank Oil) som DOT solgte billigere end de købte. For DOT var det uundgåelige resultat et stadig stigende tilgodehavende hos Tank Oil, og efter det oplyste voksede og voksede dette tilgodehavende hos DOT lige siden starten. Overskuddet i DOT var med andre ord baseret på et luftkastel, da der ikke var reel indtjening i Tank Oil, der giver mindelser om Nordisk Fjer regnskabsfusk med interne handler og eksterne skuffeselskaber, man i realiteten selv kontrollerede.

Det fremgår af ad hoc kurator Søren Halling-Overgaards redegørelse, at samhandlen mellem Tak Oil og DOT burde være stoppet ifølge de interne regler for kreditgivning. Men det skete ikke. Heller ikke selvom distributøren Tank Oil ikke kunne kreditforsikres og at tilgodehavendet langt oversteg alle interne grænser. Kreditreglerne i OW Bunker fastslog, at Jim Pedersen skulle godkende kredit på mere end 5 mio. $. Men kreditten til Tank Oil var i hele 2014 over 100 mio. $.

OW’s datterselskab ”tjente” officielt penge på tre måder: For det første fra renteindtægter fra Tank Oil på tilgodehavendet. Med en rente på to procent om må-neden, eller over 26 procent om året, blev det til renteindtægter på over én mio. USD om måneder(som Tank Oil selvfølgelig ikke kunne betale): For det andet solgte DOT olie dyrere til tank Oil, end det efterfølgende blev købt tilbage til. Og for det tredje solgte DOT olie med moms, men købte tilbage uden moms.

Direktøren for DOT, Lars Møller, rapporterede direkte til OW Bunkers CEO Jim Pedersen, men tilsyneladende kun mundtligt. Det synes dog usandsynligt, at det meget store tilgodehavende ikke har været drøftet. Ved konkursen i oktober 2014 var tilgodehavendet hos distributøren ca. 156 mio. US-dollars. En del af forklaringen er imidlertid også, at man i selskabet i Singapore ”forsinkede” bogføringen af leveringer til distributøren og at bogholderiet således har udvist et mindre beløb i tilgodehavende. Men renten blev beregnet på det reelle tilgodehavende, så det burde have været kendt af adskillige personer i Aalborg. Trafikken mellem DOT og ”skuffeselskabet” Tank Oil var allerede i fuld gang ved aflæggelsen af 2013 regnskabet, og dette setup var altså også en del af værdien ved børsintroduktionen.

Læs hele udgivelsen her

Del artiklen:

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her