Med de lave obligationsrenter bliver pensionsselskaberne hårdt pressede, og flere af dem vil forsøge at få kunderne til at udskifte deres garantipensioner med markedsrenteprodukter. Velliv sætter gang i første omvalgsrunde om kort tid, og flere selskaber ventes at følge efter. Men hvad siger kunderne? Fagredaktør Carsten Vitoft tegner billedet af den nye milliardbølge.
Pensionsbranchens traditionelle garantiprodukt har de seneste år været en sand malkeko for selskaberne, men nu ser det ud til at være slut. Stigende omkostninger og høje driftsherretillæg kombineret med lave afkast har tyndslidt reserverne mange steder, så regningen nu bliver vendt mod selskaberne selv.
”Det garanterede produkt har jo været et gudeprodukt for branchen. Det er ikke udsat for konkurrence, og de bestemmer sådan set selv, hvad de vil tage i indtjening. Nu er det bare ikke længere indlysende, at de kan tjene nok på disse produkter til både at honorere kundernes garanti og samtidig få deres betaling som ejere. Der skal jo tjenes til begge dele, og det er blevet svært at se, hvordan det forretningsmæssigt kan hænge sammen, og ingen af selskaberne kan sige sig fri af problemet,” siger aktuar og pensionsrådgiver Søren Andersen fra FPension.
Sparegrisen er væk
Branchen er allerede i gang med at finde løsninger. Men trykket kan lettes betydeligt, eksempelvis hvis kunderne vælger markedsrente i stedet for den nuværende garanti.
”I Velliv igangsætter vi i løbet af efteråret en omvalgskampagne, der giver kunder med det traditionelle pensionsprodukt mulighed for at skifte til markedsrenteprodukter og samtidig få en bonus med,” fortæller pressechef Mikkel Bro Pedersen, der dog understreger, at det er for kundernes skyld.
De garanterede produkter har før været under pres. Det nye er, at der er nye regler for, hvordan ejerne i pensionsbranchen må tjene deres penge. En ting er, at de skal dække underskud i dårlige år, men den ejerbetaling, de går glip af i dårlige år, må de ikke længere tage i gode år. Det måtte de tidligere, og det resulterede i såkaldte skyggekonti på mange hundrede mio. kr. i de enkelte selskaber.
Det var penge, som kunderne før 2016 skulle betale tilbage til selskaberne i senere år, når der var råd til det. Men det satte Finanstilsynet en stopper for. På den måde er situationen for selskaberne mere alvorlig denne gang – både i forhold til indtjening, ejerbetaling, kapitalgrundlag og solvens.
”I forhold til risikoen knyttet til garantierne har vi afdækket langt hovedparten. For den lille risiko, der er tilbage, står PFA’s robuste kapitalgrundlag på omkring 40 mia. kr. til dækning. Denne kapitaldækning svarer til mere end 2,5 gange det lovmæssige kapitalkrav. Vi ser således ikke nogen udfordring i at opfylde de garantier, PFA har afgivet. Det er uafhængigt af, om vores kunder ønsker at vælge om eller ej,” lyder det fra Anders Damgaard, koncernfinansdirektør i PFA, der også har åbnet for kunders omvalg fra garanti til markedsrente.
I sektoren bemærkes det, at lige netop PFA og Velliv for nylig har haft problemer med at få råd til at tage deres ejerbetaling i nogle af de garanterede produkter. Eksempelvis skrev Velliv i den seneste halvårsmeddelelse: ”Det lavere resultat skyldes primært, at Velliv ud fra et forsigtighedsprincip ikke har taget fuldt risikotillæg i det traditionelle pensionsprodukt, ligesom afkastet på selskabets egenkapital er lavere end i samme periode året før.”
Risikotillægget er netop betalingen til ejerne, som i Velliv er medlemmerne selv – og dermed uproblematisk, skulle man tro. Men det presser solvensen og kapitalgrundlaget, hvis man ikke kan tage denne risikoforrentning. Situationen er stort set den samme i PFA, der også for ganske kort tid siden måtte afstå fra at tage risikoforrentning hos de garantikunder, hvor reserverne var mest tyndslidte.
Alligevel er muligheden for, at flere kunder nu kan vælge nyt markedsrenteprodukt, en god ide, ifølge flere markedsdeltagere.
Massive omkostninger i garantiprodukter
Af branchens egen informationsportal Fakta om Pension fremgår det, at det efterhånden ikke er billigt at have en garanti. Giver man søgningen fuld skrue med hensyn til opsparingens størrelse, koster garantien knap 30.000 kr. årligt i omkostninger for en gennemsnitlig pensionskunde i Velliv, PFA og Danica. Godt halvdelen af omkostningerne går til selskabets ejere – altså driftsherretillægget.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her