Pensionsselskabernes nye finte med at tilbyde erhvervsvirksomheder attraktive renter fra deres egne medarbejderes firmapensionsordninger skal være slut, lyder det fra politisk flertal på Christiansborg. Der er mistanke om, at virksomhederne begunstiges på bekostning af medarbejderne. Presset øges nu på ministeren og Finanstilsynet, der har kendt til de kontroversielle arrangementer i årevis.
At finten overhovedet kan lade sig gøre, skyldes et hul i loven, som pensionsbranchen ikke har været sene til at udnytte, mens deres egne kunder betaler regningen. Så skarpt kan problemet tegnes op, når man spørger politikerne på Christiansborg om, hvad de synes om, at pensionsselskaberne er begyndt at lege banker og tilbyde indlån og ekstra høje renter til erhvervslivet.
”Det var aldrig intentionen med pensionsbeskatningsloven, at virksomheder skulle kunne skyde deres kontante overskud ind i pensionsordninger til kunstige indlånssatser. Og det er forkasteligt, hvis dette sker på bekostning af lønmodtagernes pensionsvilkår. Ordningen har udviklet sig til at være et hul, som pensionsselskaber og mæglerkæder, der fokuserer på egen forretning, kan udnytte – muligvis til skade for dem, der sparer op. Summa summarum er, at vi skal have dette undersøgt grundigt, så vi kan få sat en stopper for de her arrangementer, der ligger milevidt fra ånden i loven,” siger Enhedslistens erhvervsordfører Victoria Velásquez.
EN INTERESSEKONFLIKT
De politiske reaktioner kommer efter, at Økonomisk Ugebrev før jul kunne afsløre, at denne praksis er startet i pensionsbranchen, i takt med at bankernes er begyndt at opkræve minusrenter på virksomhedernes indlån.
Man taler om ”skat 7-ordninger”, hvor virksomheden, ud over at placere medarbejdernes pensionsordninger i et givent pensionsselskab, også kan sætte sine egne frie midler ind på selv samme pensionsordning til garanteret positiv rente.
Forbrugerrådets cheføkonom Morten Bruun Pedersen kaldte det en mega interessekonflikt, mens professor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet er direkte forarget over arrangementerne. Finanstilsynet har oplyst, at man udmærket kender til trafikken, men ikke har gjort nogen forsøg på at stoppe den.
Nu vil et politisk flertal have Finanstilsynet til at afdække problemets omfang – inden de lukker hullet i loven. Erhvervsminister Simon Kollerup har ikke ønsket at kommentere på problemstillingen, men hans partifælle og erhvervsordfører Orla Hav siger:
”Mit udgangspunkt er pensionskundernes interesse. Man kan have sin tvivl om, hvis interesser pensionskasserne plejer, hvis de samtidig konkurrerer om at agere bank for virksomhederne. Skal man være fræk, kan man jo sige, at bordet bør fange, når pengene først står på medarbejderens pensionsopsparing. Jeg er åben over for at lade Finanstilsynet se på det her område,”
Samme holdning har Venstre: ”Medarbejderes pensionsordninger skal kun tjene et formål, og det er at skabe det højeste afkast til medarbejderen, og det skal der ikke kunne sås tvivl om. Jeg forventer, at Finanstilsynet får set på, at pensionerne ikke tjener andre formål, og slet ikke som her beskrevet,” siger Torsten Schack Pedersen fra Venstre.
SET UNDER INSPEKTIONER
Hans Kristian Skibby fra DF: ”Efter min vurdering giver det rigtig god mening at få Finanstilsynet til at kortlægge vilkår, regler og omfang af den beskrevne praksis. Såfremt det ligger inden for et pensionsselskabs lovmæssige muligheder, skal vi have undersøgt, om det også bør være så-dan fremadrettet.
I DF har vi i hvert fald ikke en interesse i, at virksomheders ansatte bliver kunder i bestemte pensionsselskaber af andre årsager end den enkelte pensionsaftales økonomiske og forrentningsmæssige indhold.” Finanstilsynet er stødt på fænomenet flere gange, når de har været på inspektioner rundt omkring i branchen. Men iagttagere vurderer over for Ugebrevet, at der er nødt til at ske en lovfortolkning, som tilsynet kan bruge, hvis man skal sætte ind over for problemet.
”Jeg vil gerne se, at Finanstilsynet kortlægger og kvantificerer omfanget af pensionsselskaber, der tilbyder disse arrangementer til private virksomheder, samt hvor mange virksomheder, der har flyttet lønmodtagernes pensioner på grund af dette. Hvem er reelt kunden i de her arrangementer? Er det de private virksomheders ejere eller virksomhedernes ansatte,” spørger Victoria Velásquez.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her