Saxo Bank overvejer at lade sig børsnotere i København, efter at banken for nylig måtte skrotte lignende ambitioner i Amsterdam.
Det fortæller topchef Kim Fournais til Reuters.
– Det har altid været et ønske med tiden at børsnotere Saxo, fortæller han til Reuters, men tilføjer, at der ingen hast er, så længe markederne er præget af uro.
Børsen i København skulle være bankens foretrukne valg, lyder det videre.
Saxo Bank er også åben for andre muligheder, der ikke omfatter en børsnotering, om end det nok er hovedscenariet, fortæller Kim Fournais til Reuters.
Alternativer tæller blandt andet et salg af eksisterende aktier til andre investorer. Blandt nuværende aktionærer er lige nu kinesiske Geely og den finske forsikringskoncern Sampo med en ejerandel på henholdsvis 52 og 20 pct.
Sampo søger ifølge Reuters at luge ud i sin portefølje, hvilket også omfatter Saxo Bank, og en talsperson fra Geely fortæller, at man understøtter Saxo Banks ledelse og strategi.
Saxo Bank afblæste i december sin plan om at gå på børsen i Amsterdam gennem børsskallen Disruptive Capital – også kendt som et Spac-selskab – efter at have offentliggjort sine børsplaner i september, da markedsbetingelserne ikke var til det.
– Det afhænger en smule af udefrakommende omstændigheder. Forhåbentlig ser tingene bedre ud i år eller næste … men det kunne også være endnu senere, fortæller bankdirektøren til Reuters.
– Vi har lært meget af Spac-processen, hvilket også betyder, at vi er i en position, hvor vi kan handle hurtigt, fortsætter han.
Banken havde i september en markedsværdi på omkring 2 mia. euro – cirka 15 mia. kr.
.\\˙ MarketWire