Sådan ser 15 globale finanshuse på Iran-krigens konsekvenser

Finansverdenen og erhvervslivet navigerer for tiden i et markedsmiljø med ekstrem stor usikkerhed, hvor mange forskellige scenarier er i spil på grund af krigen i Iran og kæmpestore udsving i oliepriserne. Hvad er de mest sandsynlige scenarier for den globale makroøkonomi, finansmarkederne og erhvervslivet? Økonomisk Ugebrev har gennemgået aktuelle analyser fra 15 globale finanshuse med links til originalanalyserne

ABN AMRO: Macro scenarios of the Iran conflict

ABN AMRO opstiller tre forløb for Iran-konflikten: et positivt, hvor krigen slutter inden for få uger, et mellemscenarie, hvor forstyrrelserne varer op til to måneder, og et negativt, hvor konflikten og energiforstyrrelserne trækker ud i op til et år eller mere. Hovedpointen er, at chokket især vil slå igennem via højere energipriser og inflation, mens væksteffekten bliver mere begrænset – især i USA, der er mindre energi-sårbart og delvist afskærmet som nettoeksportør. Europa vurderes langt mere udsat, fordi regionen fortsat er nettoimportør af energi og mere følsom over for nye prisstød efter energikrisen i 2022-23. Banken forventer, at gaspriserne kan forblive høje længere end oliepriserne, fordi markedet er strammere. I de værre scenarier kan inflationen blive så sejlivet, at centralbankerne må reagere. ECB kan ifølge analysen blive tvunget til forebyggende renteforhøjelser, og i det negative scenarie kan også Fed hæve renten. For eurozonen er risikoen især et nyt inflationsløft og anden-runde-effekter via lønninger og fødevarer.

Rabobank: Oil vey Hormuz mir!

Rabobanks analyse er mere markedsnær og geopolitisk skarp end klassisk makro. Hovedbudskabet er, at markedet undervurderer risikoen for en reel og længerevarende blokering af Hormuzstrædet, fordi fokus fortsat ligger for meget på finansielle priser og for lidt på den fysiske adgang til olie, LNG og afledte produkter som gødning og helium. Banken peger på, at iranske angreb på energiinfrastruktur og mulig minedannelse i Hormuz gør skibsfarten ekstremt sårbar, og at fraværet af effektiv minestrygning eller militær eskorte gør en hurtig normalisering usandsynlig uden enten en fredsaftale eller en klar militær sejr. Samtidig advarer analysen om, at selv stabile oliepriser kan give et misvisende billede, hvis den faktiske energiforsyning bliver forstyrret. Rabobank kobler desuden konflikten til et bredere geopolitisk spil mellem USA og Kina, bl.a. via sjældne jordarter og strategiske forsyningskæder. Konsekvensen kan blive store udsving i energi, inflation og global vækst, især i Europa og Asien, hvor de fysiske forsyningschok vil kunne mærkes hurtigst.

SEB Research: Oliepris indpriser for meget normalisering

SEB’s analyse er et klart bullish olie-call forklædt som geopolitisk markedsanalyse. Hovedpointen er, at markedet undervurderer de langsigtede konsekvenser af en lukning af Hormuzstrædet. Spotprisen på Brent er steget kraftigt som reaktion på krigen, men futures for 2027 handles ifølge SEB stadig tæt på bankens vurderede “neutrale” oliepris. Det tolkes som et udtryk for, at markedet allerede nu indregner, at forsyningsforstyrrelserne bliver midlertidige, at lagrene hurtigt genopbygges, og at der ikke opstår varige skader på olieinfrastruktur i Golfen. SEB mener, at det er for optimistisk. Banken argumenterer for, at selv en relativt kort lukning af Hormuz vil trække markant på de globale lagre og dermed løfte den langsigtede ligevægtspris på olie. Hvis iransk olieinfrastruktur samtidig rammes, kan effekten blive langt mere vedvarende. Analysen fremhæver også, at hverken strategiske oliereserver, forsikringsordninger eller militær eskorte indtil videre har genoprettet normal trafik. Konklusionen er, at oliemarkedet stadig priser for meget normalisering ind, og at Brent 2027 derfor fremstår undervurderet.

Merril Lynch: Likviditetsforhold mindre gunstige, efter at bankreserver er faldet

Denne analyse har et bredere investeringsperspektiv og vurderer, at de finansielle markeder er blevet rystet af geopolitik, men ikke grundlæggende svækket. Hovedbudskabet er, at økonomien – særligt i USA – fortsat hviler på et forholdsvis solidt fundament med robust forbrug, stærke virksomhedsbalance, AI-drevne investeringer og tegn på fremgang i industrien. Derfor vurderes markedets uro i høj grad som støj oven på en fortsat ekspansion, ikke som begyndelsen på en recession. Konflikten i Iran og Mellemøsten ses som en reel risiko, især hvis den bliver langvarig eller udløser et større energichok, men USA vurderes at være bedre rustet end mange andre økonomier, fordi landet er nettoeksportør af energi. Analysen peger samtidig på, at likviditetsforholdene er blevet mindre gunstige, efter at bankreserver er faldet og markedet er blevet mere følsomt over for chok. Det kan give mere volatilitet og større spredning i afkast mellem aktier og sektorer. Konklusionen er dog fortsat konstruktiv: kursfald drevet af overskrifter kan skabe købsmuligheder, og investorer bør holde fast i aktier med fokus på bredere markedslederskab, small caps, emerging markets og udvalgte temaer som forsvar, infrastruktur og teknologi.

Natixis: Middle East Conflict: Counting the Shocks on the Global Economy and Impact on Financial Markets

Natixis vurderer, at Iran-krigen først og fremmest rammer verdensøkonomien via energi, transport og inflation. I basisforløbet regner banken med en relativt kort forstyrrelse på omkring to uger, hvilket løfter olie- og gaspriserne mærkbart, men uden at udløse et varigt chok. Brent ventes i dette scenarie at ligge omkring 90 dollar, mens et længere og mere alvorligt forløb kan sende olie og europæiske gaspriser markant højere. Rapporten peger også på afledte effekter i metaller, shipping og luftfart. Regionalt er Asien mest sårbar uden for Mellemøsten, fordi regionen rammes af dyrere energi, svagere handel, lavere remitter og finansiel uro. Europa påvirkes især gennem inflation og lavere vækst, mens USA i højere grad rammes via vedvarende inflation, svagere aktivitet og ændrede renteudsigter. På markederne ventes geopolitiske chok mest at skabe kortsigtet støj: amerikanske aktiver har klaret sig relativt bedst, mens europæiske og emerging markets kan få medvind igen, hvis konflikten hurtigt dæmpes.

1. Rowe Price: Conflict in Iran and the Middle East – Market Implications
2. Rowe Price ser den umiddelbare markedsreaktion som en klassisk geopolitisk risiko: olieprisen stiger, guld og dollar styrkes, aktier kommer under pres, og obligationsrenter i Mellemøsten stiger. Analysen fremhæver dog, at det afgørende spørgsmål er konfliktens varighed og især, om energiinfrastruktur og skibsfarten gennem Hormuzstrædet bliver ramt. Hvis konflikten bliver langvarig og forstyrrer produktion eller eksport af olie og LNG, vil presset på energipriser og energifølsomme aktier blive væsentligt større. Banken understreger samtidig, at Gulf-landene generelt har stærke finansielle buffere og store statslige formuer, som kan afbøde noget af presset på valutaer, banker og offentlige finanser. Samlet er konklusionen, at markederne står over for høj volatilitet på kort sigt, men at de største økonomiske konsekvenser afhænger af, om konflikten eskalerer til et bredere regionalt energichok. Indtil videre er usikkerheden derfor større end de konkrete, varige markedsvirkninger.

AllianceBernstein: What Middle East Conflict Could Mean for the Global Economy

AllianceBernstein ser olieprisen som den afgørende transmissionskanal fra Iran-konflikten til verdensøkonomien. Hovedpointen er, at både størrelsen og især varigheden af olieprischokket bestemmer, om effekten bliver begrænset eller udvikler sig til egentlig stagflation. Hvis olieprisen hurtigt falder tilbage, vurderer AB, at den makroøkonomiske skade bliver beskeden. Hvis konflikten derimod trækker ud, vil højere benzin- og transportpriser brede sig til kerneinflationen gennem såkaldte andenrunde-effekter, samtidig med at husholdninger og virksomheder får mindre købekraft til andet forbrug. Det giver kombinationen af højere inflation og lavere vækst. Banken vurderer dog, at centralbankerne næppe reagerer hurtigt med nye rentegreb; både Fed og ECB ventes i første omgang at afvente mere klarhed om konfliktens længde og prisstødets styrke. Markedsmæssigt vurderer AB, at reaktionerne indtil videre har været volatile, men relativt ordnede, og at varige markedsvirkninger først opstår, hvis energichokket bliver langstrakt.

DNB Carnegie: Iran war raises downside risk for China growth

DNB’s hovedbudskab er, at Kina er mere direkte eksponeret mod Iran-krigen end Europa, fordi landet både er stærkt afhængigt af importerede olie- og gasleverancer og samtidig er tæt bundet til forsyningsruter gennem Hormuzstrædet. Analysen understreger dog, at Kina også har flere buffere, end markedet ofte antager: store olie- og produktlagre, cargoer allerede undervejs, stigende pipelineimport, mulighed for gas-til-kul-substitution og et energisystem, der gradvis bliver mindre olieafhængigt. Derfor nedjusterer DNB ikke sine Kina-prognoser endnu. Men risikobalancen er klart negativ. Hvis forstyrrelserne i Hormuz varer længe nok til at udløse brede produktionsstop i Golfen eller varige skader på energiinfrastruktur, vil vækstnedjusteringer blive sandsynlige. Analysen fremhæver også et strukturelt perspektiv: et nyt energichok kan accelerere Kinas strategiske drejning mod elektrificering, lageropbygning og lavere importafhængighed. Samtidig kan Europa blive relativ taber, fordi højere gaspriser igen risikerer at udhule konkurrenceevnen i energiintensiv industri.

DNB Carnegie: Iran war and ECB Preview

Denne analyse fokuserer på, hvordan Iran-krigen påvirker ECB’s renteudsigt. DNB’s vurdering er, at ECB på det næste møde næppe ændrer renten, men at krigen har gjort inflationsrisiciene mere klart opadrettede. Pointen er, at energiprisstødet indtil videre vejer tungere for inflationen end for væksten, og at det derfor gradvis ændrer markedets forventninger til den videre pengepolitik. Hvor markedet før konflikten prissatte rentenedsættelser senere på året, er prissætningen nu rykket mod forhøjelser. DNB fastholder, at næste skridt stadig mest sandsynligt er renteforhøjelser i første halvår 2027, men banken understreger, at risikoen for en tidligere stramning er vokset. Analysen lægger vægt på, at ECB endnu ikke vil overreagere på de første markedsbevægelser, men i stedet signalere skærpet opmærksomhed på energidrevet inflation og mulige andenrunde-effekter. Resumeet er derfor, at Iran-konflikten ikke nødvendigvis ændrer ECB’s beslutning her og nu, men klart gør pengepolitikken mere høgeagtig i udsyn og kommunikation.

UniCredit – Macro outlook revisions after Iran war shock

UniCredit vurderer, at Iran-krigen i udgangspunktet vil give et kortvarigt energichok, hvor olie- og gaspriser stiger i nogle uger, før de gradvis falder igen. I bankens basisscenarie bliver væksteffekten derfor forholdsvis begrænset, mens inflationsvirkningen bliver tydeligere – især i eurozonen. USA vurderes som relativt robust, fordi landet er nettoeksportør af energi og derfor bedre kan absorbere højere globale energipriser. Eurozonen rammes hårdere, både fordi den er mere importafhængig, og fordi forbrugerne er mere følsomme over for fornyet prispres. UniCredit forventer derfor kun en meget lille effekt på amerikansk vækst, men et mere mærkbart løft i inflationen i Europa, hvor 2026-inflationen kan stige fra lige under to pct. til omkring 2,5 pct. I basisscenariet ser banken ingen grund til, at centralbankerne reagerer voldsomt: Fed ventes fortsat kun at sænke renten én gang i år, mens ECB i første omgang vil se igennem energichokket. I et mere negativt scenarie med længere krig og mere vedvarende forsyningsforstyrrelser vil både inflation og vækst dog blive ramt langt hårdere.

State Street: The Gulf shock: Energy supply, markets, and macro spillovers

State Streets analyse er mere alarmistisk og markedsnær. Hovedpointen er, at konflikten ikke længere kun er et spørgsmål om højere oliepriser, men om at forstyrrelserne nu spreder sig fra transportflaskehalse i Hormuzstrædet til selve energiproduktionen. Banken peger på, at olieprisen allerede har nået et niveau, der svarer til et regionalt krigsscenarie, og at næste ben op kræver tegn på, at Hormuz forbliver lukket i mere end to til tre uger. Her bliver analysen konkret: hvis skibstrafikken ikke normaliseres hurtigt, vil producenterne først tære på lagre og derefter blive tvunget til at drosle produktionen ned. Ifølge rapporten er Irak allerede begyndt at reducere produktionen markant, og også UAE og Kuwait tilpasser sig en længere lukning. Konsekvensen er et klassisk stagflationschok for energiimportører: højere inflation, svagere vækst, stigende obligationsrenter og en stærkere dollar. State Street fremhæver også, at virkningen rækker ud over olie og gas, fordi Hormuz er vigtig for en række andre råvarer og industrikæder. Samlet er konklusionen, at det globale makrochok nu er reelt, men at varigheden formentlig stadig er begrænset til en til to måneder, medmindre konflikten eskalerer yderligere.

ING:  Iran-konfliktens makroøkonomiske betydning

ING’s hovedpointe er, at Iran-krigen først og fremmest er et energi- og inflationschok, ikke nødvendigvis et klassisk efterspørgselschok. Analysen lægger vægt på, at olie- og gaspriser er den vigtigste transmissionskanal til verdensøkonomien, og at især Europa er sårbar, fordi regionen er mere importafhængig og mere følsom over for nye energiprisstød end USA. USA vurderes som bedre beskyttet, både fordi økonomien er mindre energiintensiv end tidligere, og fordi landet i højere grad kan absorbere dyrere energi gennem egen produktion. ING fremhæver samtidig, at markederne i høj grad reagerer på konfliktens varighed: et kort forløb vil især give et midlertidigt løft til inflationen, mens et længere forløb kan udvikle sig til et bredere stagflationsscenarie med højere priser, svagere vækst og vanskeligere pengepolitik. Analysen peger desuden på, at centralbankerne i første omgang vil være tilbageholdende med at reagere mekanisk på energichokket, men at risikoen for mere høgeagtig kommunikation stiger, hvis prispresset breder sig til kerneinflationen eller inflationsforventningerne. Konklusionen er, at effekten på væksten foreløbig er håndterbar, men at inflationsrisikoen klart er steget.

Goldman Sachs: Global Economic Impacts of the War in Iran

Goldman Sachs anlægger en mere kvantitativ tilgang og vurderer, at den globale effekt i basisscenariet er moderat, men tydeligt stagflationær. Banken anslår, at den seneste olieprisstigning omkring 80 dollar pr. tønde i udgangspunktet vil løfte global inflation med cirka 0,2 procentpoint og trække global vækst ned med omkring 0,1 procentpoint. I et mere negativt scenarie, hvor Hormuz-forstyrrelserne varer flere uger og olieprisen midlertidigt når 100 dollar, stiger effekten markant: global inflation kan løftes omkring 0,7 procentpoint, mens væksten kan dæmpes med omkring 0,4 procentpoint. Goldman understreger dog, at virkningen på kerneinflationen typisk er langt mindre end på den samlede inflation. Et centralt ekstraargument i analysen er, at finansielle forhold allerede er blevet strammere; bankens globale finansielle indeks er ifølge rapporten strammet mærkbart siden krigens udbrud, og hvis det varer ved, kan det i sig selv lægge yderligere låg på væksten. Samlet er konklusionen, at krigen næppe ændrer global pengepolitik meget i basisscenariet, men at længerevarende energiforstyrrelser hurtigt kan gøre centralbankerne mere høgeagtige.

Goldman Sachs: Investment Perspectives on the Middle East Conflict

Goldman Sachs anlægger et relativt konstruktivt syn på markederne trods den skærpede konflikt. Hovedbudskabet er, at markederne er blevet mere volatile, men at den brede makroøkonomiske skade fortsat ventes at blive begrænset, så længe konflikten ikke udvikler sig til et længerevarende energichok. GS peger på, at den afgørende risikokanal er olie og især en mere vedvarende forstyrrelse af trafikken gennem Hormuzstrædet. I basisscenariet forbliver den globale vækst robust, mens markedsreaktionerne primært drives af usikkerhed om konfliktens varighed. Samtidig vurderer banken, at der findes flere stødpuder: OPEC+ har ledig kapacitet, noget eksport kan omlægges uden om Hormuz, og strategiske reserver i bl.a. USA og Kina kan dæmpe det akutte pres. Europa fremhæves som særligt sårbar ved eskalation, fordi regionen både er energiimportør og har lave gaslagre. Investeringsmæssigt har GS derfor reduceret aktierisikoen lidt, styrket hale-risikobeskyttelsen og fastholdt en overvægt i dollar, mens banken fortsat ser kortsigtet volatilitet som noget, der kan skabe muligheder for senere at øge risikoen igen.

Julius Baer: How to navigate oil shocks amid Middle East tensions

Julius Baer beskriver konflikten som en klassisk fog of war-situation, hvor olieprisen fungerer som markedets vigtigste temperaturmåler. Analysens hovedpointe er, at den aktuelle uro endnu ligner et kortvarigt oliechok mere end en fuld forsyningskrise. Banken mener, at den største risiko ikke er selve retorikken om Hormuz, men reel skade på olie- og gasinfrastruktur. Så længe infrastrukturen stort set er intakt, vurderes de nuværende forstyrrelser mest som forsigtighedsdrevne og logistiske, ikke som et egentligt sammenbrud i energiforsyningen. Julius Baer opstiller tre scenarier: et hovedscenarie, hvor olieprisen kortvarigt bevæger sig op i 80-90 dollar og derefter falder tilbage; et mere kaotisk scenarie, hvor olie kan teste 100 dollar og holde sig høj længere; samt et egentligt oliekrisescenarie, som banken vurderer som en lav sandsynlighed. Konklusionen er, at investorer foreløbig bør holde en defensiv aktieprofil, bruge olie og gas som taktisk hedge og fortsat holde øje med amerikanske statsobligationer som sikker havn. Samtidig understreges, at en hurtig normalisering er mulig, hvis konflikten ikke fører til omfattende infrastrukturskader.

Franklin Templeton: Alternative Allocations: The conflict in Iran –  market implications

Franklin Templetons analyse adskiller sig fra de øvrige ved at fokusere på private markeder frem for traditionel makro og børsmarkeder. Hovedbudskabet er, at Iran-konflikten på kort sigt vil skabe højere volatilitet, dyrere olie, mere forsigtige centralbanker og mere usikre exit-markeder for private equity. Banken vurderer, at Fed sandsynligvis vil sætte rentenedsættelser på pause, mens oliepriser over 100 dollar kan holde inflationen høj og øge recessionsrisikoen. For private equity er den vigtigste følge, at M&A-aktivitet og børsnoteringer kan blive udskudt, hvilket forlænger investorernes behov for likviditet. Derfor fremhæves secondaries som særligt attraktive, fordi de giver adgang til eksisterende aktiver til rabat og kortere investeringshorisont. Også private credit vurderes interessant, da større usikkerhed kan løfte spreads og skabe bedre indgangspunkter, især i erhvervsejendomsfinansiering. På ejendomssiden fastholdes et positivt syn på lager, sundhed, bolig og dagligvarehandel, mens infrastruktur fortsat ses som en stærk strukturel case drevet af digitalisering, deglobalisering, demografi og grøn omstilling. Konklusionen er, at konflikten skaber kortsigtet uro, men ikke ændrer de langsigtede investeringsmuligheder i private markeder.

ING: Middle East conflict: a blow for airlines on the East-West corridor

ING’s analyse zoomer ind på luftfarten og viser, hvordan Iran-konflikten især rammer flyselskaberne på korridoren mellem Europa, Mellemøsten og Asien. Hovedpointen er, at krigen allerede har udløst mere end 10.000 aflysninger og gjort et i forvejen geopolitisk presset luftrum endnu mere komplekst. De største tabere er interkontinentale flyselskaber med stærk eksponering mod de mellemøstlige hubs, især Emirates, Etihad og Qatar Airways, men også europæiske og asiatiske selskaber rammes via aflyste ruter, omveje og højere driftsomkostninger. Analysen peger på tre centrale effekter: tabte billetindtægter og ineffektiv drift som følge af aflysninger; længere flyveruter og højere brændstofforbrug på grund af luftrumsbegrænsninger; samt stigende jetfuel-priser, der presser marginerne. Brændstof udgør typisk 20-30 pct. af omkostningerne på langdistanceflyvning, så olieprisstigningen slår hurtigt igennem. Effekten bliver dog ujævnt fordelt, fordi nogle europæiske selskaber er stærkt hedge’de, mens især amerikanske selskaber ofte er mindre beskyttede. Samlet er konklusionen, at konflikten er et markant negativt stød til global luftfart, især i første og muligvis andet kvartal.

Morten W. Langer