AP Pension havde lukket sagen om hundredvis af utilfredse pensionister, og stævningen fra 176 pensionister kom som et lyn fra en klar himmel. Pensionsselskabet erklærer sig kede af sagen, men afviser at udlevere centrale bestyrelsesreferater, der ellers kunne kaste lys over forløbet. Nu vil AP Pension kæmpe for retten til fortsat at sænke pensionisternes pensioner.
Forhandlingerne mellem AP Pension og de utilfredse pensionister var gået total i hårdknude. Og nu trækker de pensionsselskabet i retten for uretmæssigt at have nedsat deres pensioner med op til 30 procent, som Økonomisk Ugebrev fortalte om i den seneste udgave. Sagen om de nye 176 retssager kommer som en komplet overraskelse for pensionsselskabet:
”AP Pension har været klar over, at et antal tidligere FsP-kunder overvejede et civilt søgsmål. Vi er kede af denne sag. Det er aldrig godt, når en sag ender hos domstolene. Her er der tale om et større antal sager, hvor en gruppe FsP-kunder tidligere har fået en afgørelse fra Ankenævnet for Forsikring med et afslag på at fortryde deres omvalg i FsP. Og nu ønsker en del af denne gruppe så at få prøvet deres sag ved domstolene. Det har vi naturligvis fuld respekt for,” siger adm. direktør i AP Pension Bo Normann Rasmussen.
OVERRASKELSE FOR AP PENSION
Så sent som i marts havde Bo Normann Rasmussen afskrevet risikoen for at skulle mødes ansigt til ansigt med de utilfredse medlemmer i retten, fremgår det af selskabets netop aflagte årsrapport. Her kan man læse følgende:
”Det er sagsøgernes ønske at annullere omvalget og derved blive stillet, som om de ikke havde foretaget omvalg fra gennemsnitsrente til markedsrente. Dette ønske har tidligere været behandlet i Ankenævnet for Forsikring, og sagerne blev afgjort til AP Pensions fordel i 2016. Spørgsmålet, om sagen kunne behandles som et gruppesøgsmål, blev i 2017 behandlet i Byretten og i 2018 i Landsretten, som konkluderede, at der ikke var grundlag for et gruppesøgsmål. Gruppens ansøgning om muligheden for at prøve sagen ved tredje instans blev afvist i 2018.”
Men AP Pension skal altså nu igennem en række omfattende retssager. Det kan ikke blot få økonomiske konsekvenser for selskabet. Det kan også give Danmarks hurtigst voksende pensionsselskabs imagemæssige ridser i lakken. De 176 utilfredse pensionister ønsker først og fremmest, at kunne fortryde det omvalg, som de i 2011 var igennem i regi af Finanssektorens Pensionskasse (FsP), før pensionskassen året efter blev overtaget af AP Pension.
De havde et traditionelt pensionsprodukt med en sikker rentegaranti, og de fik mulighed for at vælge det mere moderne markedsrenteprodukt med langt højere usikkerhed. Giver retten dem ikke medhold i fortrydelsesretten, mener de, at det er AP Pension, der skal betale direkte for ”skaden”: Nemlig omkostningerne forbundet med, at de pludselig – og for dem helt overraskende – overtog det økonomiske ansvar i det tilfælde, at de skulle leve længere, hvorved de årlige pensionsudbetalinger ville falde. Pensionisterne mener ikke, at de blevet oplyst om dette ved omvalget.
USIKKERHED OM SAGENS STØRRELSE
Pensionistgruppens juridiske rådgiver skønner den samlede udgift til godt 18 mio. kr. Et spørgsmål er derfor, hvorfor AP Pension ikke vælger at forlige sagen med pensionistgruppen. Ikke mindst efter, at Finanstilsynet har slået fast , at nogle medlemmer skulle kompenseres for omvalget med hele 170 mio. kr.
”Beløbet på de 18-20 mio. kr. giver ikke et reelt billede af økonomien i sagen, da sagsøgerne ønsker at fortryde det omvalg til markedsrente, som de foretog tilbage i 2011, inden FsP fusionerede med AP Pension. Det opgjorte beløb tager alene højde for udviklingen i kundernes pensionsydelser fra 2014 og få år frem, men selve søgsmålene vedrører også de fremtidige ydelser,” lyder det fra Bo Normann Rasmussen.
Det er netop en af de centrale årsager til, at han nu har fået sagsanlægget på nakken, fortæller Per Lysdahl, der er formand for pensionistgruppen.
”Ingen af de 176 medlemmer har fået nogen form for kompensation. Vi har fået nedsættelse af vores pensioner på op mod 30 procent. Det er, hvad vi har fået fra AP Pension. AP Pension har løbende sat pensionerne ned hvert eneste år siden 2014. Netop her i april igen, og der er varslet nye nedsættelser i 2020. Det er svimlende beløb, som AP Pension har raget til sig fra vores pensioner, og det må stoppe,” siger han til Økonomisk Ugebrev.
REN KYNISME?
I pensionistgruppen undrer man sig meget over den behandling, man har fået i AP Pension, og flere er begyndt at spekulere i, om AP Pension blot trækker sagen i langdrag, så regningen i sidste ende bliver mindre for pensionsselskabet. Der er nemlig tale om meget høj gennemsnitlig alder i pensionistgruppen. Den anslås at ligge et sted mellem 75 til 80 år. Ud af den oprindelige medlemsgruppe på 1500 fra FsP anlagde 330 medlemmer sag ved Ankenævnet for Forsikring, hvor AP Pension ikke blev pålagt af føre dem tilbage i gennemsnitsrente. Af de 330 besluttede 211 at anlægge et gruppesøgsmål, det blev godkendt af byretten, men AP Pension ankede afgørelsen til Landsretten, som afslog et gruppesøgsmål. Derfor har 176 af de 211 nu anlagt individuelle sager mod AP Pension.
Om det spiller en rolle i AP Pensions håndtering af sagen, ønsker Bo Normann Rasmussen dog ikke at svare på. Han ønsker heller ikke at udlevere bestyrelsesreferaterne i FsP op til omvalget, hverken til medlemmerne eller til Økonomisk Ugebrev. Disse referater kunne ellers belyse, om bestyrelsen drøftede spørgsmål om levetider op til omvalget i 2011.
”Vi kan ikke kommentere yderligere på sagen. Nu må vi lade domstolene vurdere sagerne. Vi kan sige, at vi sammen med sagsøgernes advokat er indstillede på at finde et antal repræsentative sager, der kan køre som prøvesager, for at minimere omkostningerne ved retssagen for både sagsøgerne og for kundefællesskabet i AP Pension,” lyder det fra Bo Normann Rasmussen.
Hvis pensionistgruppen vinder søgsmålet, kan det sætte gang i en lavine af nye krav mod AP Pension. Godt 8.500 medlemmer i det tidligere FsP valgte dengang at sige ja til omvalget. Det er 176 af dem, der nu trækker AP Pension ad rettens vej.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.