Sort snak om grøn omstilling

Når årets ord i 2020 skal kåres, er ”flokimmunitet” og ”værnemidler” gode bud. Ingen af dem er promoveret af myndigheder og regering, for hvem de tværtimod er tabuer, da man henholdsvis ikke kan og har glemt at forholde sig til dem. Så når de to ord er på alles læber, er det mediernes fortjeneste, over en bred kam. De har sat sig ind i sagen og konstruktivt formidlet en diskussion om, hvordan vi kommer ud af den sundhedsmæssige krise.

Undervejs i coronakrisen har flere foretaget den oplagte sammenligning over til klimakrisen. Her er truslen mere diskutabel og mindre akut. Men en løsning antages at være nødvendig og at kræve nogle af de samme redskaber, som der er brugt til at reducere smittespredning: Disciplin, solidaritet, villighed til afsavn – og så en masse penge. Det er f.eks. udmalet, når Finans.dk fremlægger det sådan, at coronaens lockdowns demonstrerer, hvor meget vi skal lægge vores liv om for at redde klimaet.

Men når man nu laver koblingen, er det slående, hvor forskelligt medierne selv forholder sig til den ene og til den anden krise. I henseende til klimaet er der masser af dommedagsprofetier og – for nu at introducere et tredje bud på årets ord 2020 – udskamning. Den konstruktive tilgang er stort set fraværende, og en basal viden om, hvad der hjælper hvor meget, er fraværende.

Derfor slap regeringen afsted med et stykke tykt spin den 1. maj, da en plan om at fremrykke renoveringer af almene boliger blev præsenteret som en del af klimaindsatsen. Se her på Altinget, hvordan boligministeren og klimaministeren fremlagde planen på en af de højtidelige pressekonferencer, vi nu har vænnet os til som officiel kommunikationsform. Onsdag i denne uge kunne Altinget så også fortælle , at det var misvisende at beskrive udspillet som grønt. Hatten af for den observation, men det er pinligt for dansk presse, at den først dukker op efter fem dage på et nichemedie.

Sagen er, at boligrenoveringer, fremrykkede eller ej, mestendels allerede er bogført i klimaregnskabet. Selv hvis de ikke var, ville initiativet blot føre os ca. 3 promille af vejen frem mod at opfylde klimalovens reduktionsmål. Prisen på 30 mia. kr. gør bare det hele endnu mere barokt. Hvis det var tilsvarende dyrt hele vejen igennem, ville den grønne omstilling koste 10.000 mia. kr. Hjælpepakkerne har måske gjort folk lidt fartblinde, men så mange penge råder vi trods alt heller ikke over.

Klimarådets snart to måneder gamle rapport er mere eller mindre glemt, mens coronaen har taget dagsordenen. Men den findes altså derude, fri til download , og med den er der ikke længere nogen undskyldning for medier, der køber populistiske og usaglige klimaudmeldinger fra politikere, NGO’er, virksomheder eller svenske teenagere. Klimakrisen har en praktisk løsning, der ikke indebærer, at vi alle skal være ludfattige asketer.

DECENTRALISERINGENS TRIUMF
Det er fascinerende at følge Carlsbergs CEO Cees ’t Hart. Indtil nu synes han at være sin eksorbitante løn værd, og hans strategiske værktøj er smukt i al sin enkelhed: Han konstaterer usentimentalt, hvordan virkeligheden er, og handler derefter. Lige nu har han det problem, at det er svært at styre et globalt bryggeri, når myndigheders og forbrugeres reaktion på coronakrisen varierer fra marked til marked.

Han har ifølge Børsen reageret ved at sætte landecheferne fri. De skal sørge for medarbejdernes sikkerhed, passe på likviditeten og forberede sig på genåbning. Men hvordan, de vil gøre det, må de selv finde ud af. Dét skal blive spændende at følge. Hvad nu, hvis landecheferne klarer det bedre, end hovedkontoret gør?

Det er i det hele taget interessant, at decentralisering har været den spontane reaktion i mange sammenhænge under coronakrisen – fra at staterne har ignorereret EU og taget ansvaret for egne lande, til at staterne igen har uddelegeret opgaver til institutioner, borgere og virksomheder. Vi har vænnet os til den logik, at magt skal centraliseres i stadigt større virksomheder og institutioner, og at mere og mere skal reguleres nøje. Det er en øjenåbner, at alle nu helt intuitivt forstår, at det er den modsatte vej, man skal gå, hvis man vil have effektivitet, fleksibilitet og innovation. Et eksempel er det tyske sundhedsvæsen, der har været et af Europas bedste til at håndtere coronakrisen. Ifølge Weekendavisen er 60 pct. af det offentligt, 20 pct. er drevet af godgørende institutioner, mens de sidste 20 pct. er kommercielle hospitaler. Samlet er systemet dyrere end det danske. Men det giver også bedre service, og de seneste måneder er mange liv reddet, fordi de forskelligartede og til dels konkurrerende aktører har afprøvet forskellige veje og lært af hinanden.