Jyske Bank har de seneste år arbejdet sig stille og roligt op mod toppen af Økonomisk Ugebrevs årlige Rating af Investor Relations. I år med en placering på en delt 11. plads sammen med Danske Bank og Tryg i Top100 universet. Særligt Jyske Banks fremgang er bemærkelsesværdig, efter at tidligere CEO Anders Dam var jysk afmålt selvstrækkelig i relationen til aktionærer og analytikere. Jyske Bank er senest rykket ind i den nålestribede finansverden, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne gennemgang af resultaterne i året IR Rating for finans.
Seks virksomheder har opnået maksimale ti point i Økonomisk Ugebrevs årlige IR-rating af de 100 største selskaber. Blandt topscorerne, som vi gennemgår i den kommende udgave af ØU Ledelse om en uge, er der ingen finansielle virksomheder.
Til gengæld er der fire finansvirksomheder med i gruppen lige efter topscorerne, altså selskaberne med en score på 9,0 og 9,5 point ud af ti mulige. Nordea ligger i en gruppe på fire selskaber med 9,5 point.
Den finske storbank, som også er noteret i København, kikser kun på oplysning om analytikernes konsensus estimater for kommende periode. Det koster minus et halvt point, at den nordiske storbank kun oplyser konsensus estimater for helåret. Et helt point på dette målepunkt kræver, at der oplyses om analytikernes forventninger kvartal for kvartal. Det lever både Danske Bank, Jyske Bank og Tryg op til.
Danske Bank får kun ni point på grund af en dum fodfejl. Banken får nul point på målepunkt fem, der handler om kontaktoplysninger til selskabets IR-folk. Der oplyses faktisk navne og e-mailadresser, men ikke direkte telefonnumre. Og det koster altså et formelt pointtab. Uden dette kiks havde banken fået maksimumpoint.
Hopper op i score
Jyske Bank og Tryg mister begge et point på målepunkt nummer ti, der handler om, om de finansielle virksomheder på deres hjemmesider angiver en kursgraf med deres egen aktiekursudvikling i forhold til de nærmeste børsnoterede konkurrenter. Så også her skal der ikke meget forbedring af informationskvaliteten til for, at de hopper op på en maksimumscore.
I bunden af årets Top 100 rangliste over kvalitet af investor relations ligger, traditionen tro, flere lokalbanker: Som nummer 92 ligger bl.a. Kreditbanken og Lollands Bank, og som nummer 97 ligger Fynske bank med kun et halvt point ud af ti mulige. Fynske Bank får et halvt point for at offentliggøre en kort kvartalsorientering, men altså ikke et egentligt kvartalsregnskab.
Lollands bank får ét point for at offentliggøre fuldstændigt referat fra generalforsamlingen og Kreditbanken får ét point for at offentliggøre et fuldt kvartalsregnskab.
Men alle tre banker dumper altså på alle andre målepunkter, som ellers ikke er særligt svære at leve op til. Bl.a. følgende: kontaktoplysninger til selskabets IR-ansvarlige, fuldstændigt referat fra generalforsamlingen, og stemmeopgørelse for afstemninger på generalforsamlingen.
Blandt de mellemstore og store finansvirksomheder ligger flere i en gruppe lige over middel. Det drejer sig blandt andet om Topdanmark med otte point, som nu afnoteres efter overtagelsen af finske Sambo.
Sydbank får 7,5 point ud af ti mulige, og banken kikser kun på, at der ikke er præsentationer fra andre begivenheder end de traditionelle regnskabsaflæggelser, og altså ikke andre investormøder eller kapitalmarkedsdage. Sydbank mister også point på grund af manglende webcast fra investormøder, med Q&A sessioner med analytikere og investorer, og der offentliggøres heller ikke fuldstændig stemmeopgørelse fra seneste generalforsamling.
Både Sparnord Bank og Alm. Brand får syv point: Den nordjyske bank mister point ved ikke at have webcast fra investormøder med analytikerspørgsmål, der offentliggøres ikke stemmeafgivelse fra generalforsamlingen, og endelig er på hjemmesiden ikke angivet kursgraf med aktiekursudvikling i forhold til konkurrenter. Det skal dog fremhæves, at SparNord i forhold til sidste års IR rating er gået frem fra fire til syv point, så der er her klar fremgang at spore.
Længere nede ad ranglisten ligger Ringkjøbing Landbobank (6,5 point), BankNordik (4,5 point) og Sparekassen Sjælland-Fyn, som ellers ihærdigt forsøger at promovere banken overfor et udenlandsk investorpublikum ved at betale for såkaldt commissioned research på engelsk
Morten W. Langer
Her er målepunkterne i Investor Relations Rating
- Oplyses analytikernes konsensusestimater på hjemmesiden?
0,5 point = estimater for hele år 1 point = estimater for kvartaler
- Findes oversigt over aktieanalytikere, der følger virksomheden?
0,5 point = ved oplysning af analytikere 1 point = oplysning med kontakt oplysninger
- Offentliggøres på hjemmeside seneste investorpræsentationer, som ledelsen har afholdt herhjemme eller i udlandet?
0,5 point = Hvis der kun eksisterer præsentationer for kvartal og årsrapporter.
1 point = hvis der eksisterer yderligere investorpræsentationer så som Kapitalmarkedsdag.
- Gives på hjemmeside adgang til seneste webcast med analytikerspørgsmål- og svar fra seneste års- eller kvartalsregnskab?
- Gives der på hjemmesiden fuldstændige kontaktoplysninger på en IR-ansvarlig med navn, mail og telefon?
- Offentliggøres et fuldstændigt referat fra generalforsamlingen?
- Offentliggøres fuldstændig stemmeafgivelse fra seneste generalforsamlings afstemninger?
- Offentliggøres fuldt kvartalsregnskab?
0,5 point = kort kvartalorientering 1 point = fuldt kvartalsregnskab
- Følger mindst tre analytikere virksomheden?
(Optælling over DK/Udenlandske analytikere). Under DK indgår også analytikere med kontorer i Danmark -> Handelsbanken, Nordea, Carnegie, ABG Sundal Collier og SEB
10. Oplyses kursudvikling i forhold til nære konkurrenter (på hjemmesiden eller investorpræsentation)
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her