I en analyse med titlen “Navigating the Next Iran Conflict“ skriver finanshuset SEB, at risikoen for en ny krig eller kritisk konflikt mellem USA og Israel på den ene side og Iran på den anden side er steget markant efter “the June war” i 2025. Prediction markets sætter aktuelt sandsynligheden for et amerikansk angreb mod Iran inden juni 2026 til 61 pct.
SEB beskriver en betydelig amerikansk militær opbygning i regionen (hangarskibsgruppe, destroyere og jagerfly) og samtidig indsættelse af luftforsvarssystemer som Patriots og THAAD – i et mønster, der minder om optakten til konflikten i 2025. Det politiske og diplomatiske bagtæppe er, at krigen i juni 2025 endte uden et egentligt forlig eller en aftale, og at fraværet af en diplomatisk aftale om Irans atomprogram, missiler og proxy-støtte har gjort en ny runde konflikt mere sandsynlig.
Finanshuset vurderer også, at en diplomatisk løsning fortsat er fjern, bl.a. fordi den kræver enten lempelse af kravene (usandsynligt) eller, at Iran reelt tror, at en amerikansk trussel om at forvolde stor skade er troværdig. Dette kan dog undermineres af manglende vilje til krig i USA.
Konfliktrisikoen vurderes at være højere end markederne umiddelbart tager højde for. Der er konkrete indikatorer, der viser øget sandsynlighed for konflikt frem mod sommeren 2026. SEB vurderer dog, at konflikten kan blive svær at afslutte hurtigt. Irans styre er svækket, men ikke så skrøbeligt, at “hurtige løsninger” fremstår realistiske.
Iran beskrives som i den største krise siden revolutionen, med en dyb økonomisk svækkelse og voldsom intern uro. Rapporten fremhæver bl.a. ekstrem økonomisk nedslidning og en devaluering af den lokale valuta med 97 pct. siden 2018.
Et kernepunkt er også, at – som SEB skriver – atomprogrammet kan være sat tilbage, men kun delvist; og at der er usikkerhed om højtberiget uran og dermed teoretisk mulighed for hemmelig våbenkonstruktion. Samtidig fremhæves en mulig hurtig genopbygning af missilprogrammet.
SEB vurderer “kun en lille sandsynlighed” for regimeskifte – selv under pres. Det stiller USA i et strategisk dilemma, hvor et for lille angreb kan være ineffektivt, mens et for stort angreb ikke kan ske hurtigt og indebærer større eskalationsrisiko.
Finanshuset gennemgår flere “mulige amerikanske veje”, men det økonomisk vigtigste spor i rapporten er en naval/oil-orienteret strategi. Vurderingen er, at en intervention til søs med fokus på Irans olieeksport er “sandsynlig”, men risikofyldt. Mekanismen kan være at begrænse Irans shadow fleet og dermed kvæle regimets indtægter. Men det kræver eskalationsdominans, og at Iran ikke formår at forstyrre skibsfarten i Hormuz, der er en global flaskehals. SEB fremhæver, at mere end en tredjedel af den globale søtransport af råolie passerer strædet, og at kun Saudi-Arabien og UAE har betydende rørledninger, der kan omgå det. Hvis Iran oplever, at egen transit ikke længere er sikker, er det uklart, hvor langt Iran vil gå i at begrænse andres transit.
Asymmetrisk militærrisiko i Hormuz
Iran råder ifølge SEB over 5.000–6.000 søminer og et tæt net af kystmissiler. Og ét mine-scenarie beskrives som potentielt ekstremt for den globale oliehandel. Minerydning for at sikre korridorer kan tage et til fire uger og fuld rydning et til tre måneder eller længere. Markedseffekt i sådan et scenarie vil være stor med olieprischok, shippingforstyrrelser og højere forsikringspræmier.
Et storkrig-scenarie ses at have lavere sandsynlighed. SEB beskriver “Hezbollah option” som ekstremt blodig og med høj risiko for regional spredning – inkl. angreb på energiinfrastruktur i Golfen. Det præsenteres samtidig som politisk svært pga. lav amerikansk krigsopbakning.
Målretning mod Irans øverste ledelse. SEB advarer om, at målretning af Irans øverste religiøse leder kan udløse en global shiamuslimsk modreaktion og destabilisering – uden at det nødvendigvis resulterer i en “meningsfuld ændring” af styret i Iran.
SEB påpeger, at der for tiden er divergens mellem forventningsmarkeder og finansmarkeder: Olie og risikoindikatorer: Brent er steget ca. fem USD/fad siden årets start, og olievolatilitet/risk-indikatorer er steget – tegn på en geopolitisk risikopræmie. Shippingdata: Højere VLCC-rater og lavere transit gennem Hormuz (IMF PortWatch) nævnes som indikatorer på spænding. Men lokale markeder er rolige: Regionens aktie- og obligationsmarkeder viser ikke tydeligt indpriset krigsrisiko.
Morten W. Langer
