The Privacy Paradox: Privatliv bliver en slagmark i 20’erne

Globale megatrends 2020: Fra og med årsskiftet har også amerikanerne fået en lov, som beskytter borgernes data i cyberspace. Nogle it-eksperter stiller sig dog skeptiske over for, om det overhovedet er muligt at dæmme op for udviklingen. Den medfører nemlig også store fordele for forbrugerne.

Har man været ung, før world wide web slog igennem, tenderer man til stadig at følge datidens normer, når det kommer til privatliv: Man lægger stor vægt på det, så man er forsigtig med afgive personlige oplysninger. Også selv om man som udgangspunkt forventer, at virksomheden i den anden ende vil omgås disse data med forsigtighed og respekt.

Men de nye generationer, der aldrig har kendt en verden uden internettet, agerer anderledes. De gør sig ingen illusioner om andet, end at virksomhederne klemmer hver dråbe af værdi ud af de data, de indsamler, og dette uden at være fintfølende. Alligevel er de mindre forsigtige med at smide deres personlige data ind i puljen, hvis det kan give dem nogle beskedne fordele her og nu, eksempelvis midlertidig adgang til en eller anden tjeneste på nettet. Dette misforhold mellem indsigt og handlinger er, hvad Gartner betegner som the privacy paradox . Og dét kan vi komme til at høre meget mere til, mener konsulenthuset .

NY LOV I USA
For den enkelte virksomhed, der skamløst høster og sælger sine brugeres data, handler det måske nok om ussel mammon. Men i det store billede er den overvejende drivkraft i udgangspunktet positiv: De mange data gør det muligt at tilpasse produkter (og politiske programmer) til præcis det, som forbrugerne (og vælgerne) ønsker. Forbrugerne vil også få større mulighed for at se, om f.eks. et produkt har et større klimaaftryk end et andet.

Set fra denne optimistiske vinkel er fokus ikke på indskrænkningerne i privatlivets fred, men på gennemsigtigheden. Fordelene ved øget gennemsigtighed er så store, og teknologien til at indsamle og behandle data forbedres så hurtigt, at MIT Sloan finder det vanskeligt at forestille sig andet, end at udviklingen kun vil fortsætte i samme spor, som man har set hidtil.

Men så hører det også med til historien, at der faktisk er gjort alvorlige politiske forsøg på at stoppe udviklingen – først og fremmest med EU’s persondataforordning (GDPR), der på ganske vidtgående vis giver borgerne ret til deres egne data. Det bliver omsat til praksis ved, at man til enhver tid har ret til at få oplyst, hvilke data en virksomhed har liggende om en, og at få dem slettet.

Persondataforordningen har nogle store ulemper, som gør, at man må tro, at den på et eller andet tidspunkt bliver ændret. Den pålægger virksomhederne – fra de allerstørste til de allermindste – et enormt bureaukrati. Samtidig har den nogle barokke og utilsigtede sideeffekter, som at man ikke længere kan føre arkiver over de traditionelle skolefotos .

Fra den 1. januar 2020 er USA også kommet på banen med sin lovgivning om personlige data, og den vil måske ramme mere præcist på skiven. Det er Californiens såkaldte CCPA-lovgivning, vedtaget i 2018, der er trådt i kraft, og på grund af delstatens størrelse forventes det, at alle større virksomheder vil sørge for at leve op til den. CCPA er på nogle punkter mere lempelig end GDPR. Amerikanerne vil f.eks. ikke kunne kræve at få deres data slettet. Det sætter den amerikanske forfatnings artikel om ytringsfrihed en stopper for. Men de amerikanske forbrugere får samme ret som europæerne til at vide, hvad virksomhederne har af oplysninger om dem.

På nogle måder er CCPA også mere vidtgående end GDPR. Virksomhederne må f.eks. ikke tilbyde en præmie alene med den hensigt at få folk til at aflevere data. Læs om CCPA her og her .

KONTRAKT MELLEM BORGERE OG STAT
Men lykkes intentionen med den europæiske og nu også amerikanske lovgivning, eller får MT Sloan ret i, at borgernes privatliv vil blive trængt stadigt mere i baggrunden? Det er unægteligt et godt spørgsmål. Der er naturligvis en grund til, at privatlivets fred er skrevet ind i forfatninger over hele den frie verden.

Det har været en del af kontrakten mellem borgere og stat. Kun tiden kan vise, om borgerne i længden vil acceptere kontrakten, hvis punktet om privatlivets fred er slettet. Man kan gisne om, at det vil blive testet ved en skandale, hvor data bliver misbrugt på en måde, der handler om noget mere alvorligt end nærgående markedsføring.

Sten Thorup Kristensen