Har Altor lært noget?

I forløbet efter OW Bunkers konkurs har kapitalfonden Altor, der ejede selskabet inden børsnoteringen, forsvaret sig med, at ansvaret lå hos OW Bunker: Det var deres ansvar at børsnotere sig selv, og herunder at give korrekte oplysninger til aktiemarkedet. Det er naturligvis en nærmest hårrejsende uansvarlig holdning fra en ejer. Det er den slags, der er med til at give kapitalfonde et dårligt ry, som ellers i mange andre tilfælde kan være ufortjent. Desværre tyder noget på, at Altor ikke har lært af fadæsen – eller i hvert fald ikke lært det rigtige. Ifølge Dagbladet Børsen mandag har kapitalfonden presset Wrist Ship Supply – et tidligere søsterselskab til OW Bunker – til at overholde en strategi om at vokse med 50 procent over få år. Noget, der tvinger Wrist Ship Supply til at lede efter opkøbsmuligheder. Det lugter langt væk af, at Altor endnu engang prøver at shine en virksomhed op, for på den måde at maksimere prisen ved et hurtigt salg. Naturligvis kan det sagtens være seriøst at satse strategisk på opkøbsvækst. Men det forbliver et middel – ikke et mål, som en seriøs ejer bare kan sætte et højt og rundt tal på, og så kræve, at det bliver nået.

Rod i statsmagterne.

Også skarpe analytikere slår skæverter, og det overgik Niels Lunde, da han i sin klumme i Dagbladet Børsen mandag bebrejdede Brian Mikkelsen, at denne havde udtalt, at hvis hvidvasknings-skandalen i Danske Bank var passeret i dag, kunne der muligvis være rejst en straffesag. Charles Montesquieu (ophavsmanden til princippet om magtens tredeling) ville ryste på hovedet, mener Lunde. Men han tager fejl: Det er domstolenes opgave at dømme, men det er den udøvende magt – som Brian Mikkelsen repræsenterer – at reglerne giver mulighed for at rejse de ”rigtige” straffesager. Det er altså helt efter bogen, at ministeren gør sig overvejelser om sagen. Noget andet er, som historikeren Nina Søndergaard har observeret, at Danmark muligvis er det eneste land i verden, hvor parlament, regeringshovedsæde og højesteret ligger dør om dør, som de jo gør på Christiansborg. Den fysiske adskillelse er altså ikke-eksisterende. Man må altså bare stole på, at personale og folkevalgte husker, hvilken af de tre statsmagter, de hører til, når de i dagligdagen omgås hinanden. Dét kunne til gengæld nok få Montesquieu til at se lidt træt ud.

Totalitær eller ej

Og der gik kun to dage, så bestod Dagbladet Børsens bagside igen af et ræsonnements-koks. Denne gang var det journalist Allan Larsen, der ironiserede over, at Peter Aalbæk Jensen havde omtalt Zentropas nye retningslinjer som totalitære. Men i bunden af klummen er det så citeret, hvad Zentropa officielt har meldt ud om sagen: ”Med den viden vi har i dag, og med det lys, der i hele verden kastes på denne problematik, er det blevet tydeligt, at det ikke har været en god kultur for alle, og derfor skal den ændres.” Budskabet er altså, at dét, som ikke passer alle, ikke går an. Det er jo selve definitionen på en totalitær ordning – her er der ikke plads til afvigelser fra normen. Selvfølgelig virker det latterligt, at Peter Aalbæk Jensen stiller sig fornærmet an, fordi han ikke længere må klappe de kvindelige ansatte i filmselskabet bag i. Tidsånden er imod den slags, og så må virksomhederne indrette reglerne efter dét, og arbejdsgivere må selv efterleve disse nye regler. Men mediernes opgave er ikke at tiljuble tidsånden, men at holde den ud i strakt arm og nøgternt beskrive, hvad der foregår. Og hvad end de stadig mere detaljerede virksomhedspolitikker på dette felt fører med sig af positive forandringer, så er retningen i dem også totalitær og ensrettende.

Når daytraderne kommer

Ambu-direktør Lars Marcher scorer over en halv mia. kroner i bonus, skriver Finans.dk fredag, og historien er illustreret med en grafik over det fænomen, der skaber den store bonus, nemlig Ambu-aktiens himmelflugt. Der ligger reel værdiskabelse bag, så vi skal her ikke løfte pegefingre, som vi gjorde det ved Nets-ledelsens eksorbitante bonusser, men blot ønske Lars Marcher tillykke. Derimod er der et interessant sammenfald til historien lige ovenover på Finans.dk: Den handler om en almindelig mand, der tjener sine penge på daytrading. Fremkomsten af den slags historier er en uformel indikator på, at aktiemarkedet snart knækker: Det har fløjet højt og længe, og mindre investorer har tjent så mange penge, at de tror, de kan slå markedet. Det kan de ikke i længden, og det vil være en bitter erkendelse en dag, formentlig altså om ikke så længe. Aktiekursfald vil også tage luften ud af direktionernes bonusser, så Lars Marcher og andre gør klogt i at sprede formuerne på nogle mindre volatile aktiver.