Den dag, Alternativet havde ret: At foreslå et politisk tiltag uden at ville forholde sig til prisen for det, svarer til at bede en seks års-fødselar om en ønskeseddel, skriver professor Peter Kurrild-Klitgaard i Børsen, som et syrligt svirp til Alternativet. Den generelle kritik af partiet, der har det med at foreslå de mest gyselige ting, uden at gøre sig det gyselige klart, er berettiget – men ikke lige med det eksempel, Kurrild-Klitgaard tager udgangspunkt i: Forslaget om, at staten køber al jord i Danmark.
Som adskillige før ham håner han forslaget for at være umuligt at gennemføre, og at selv hvis det lod sig gennemføre, ville det være en form for socialisme, som ved tidligere forsøg kun har ført til armod. Men disse kritikere tager fejl. Det er værd at opholde sig lidt ved, fordi det også viser en manglende erkendelse af, hvordan nutidens økonomi fungerer.
For det første: Efterspørgslen efter investeringer med lav risiko er, blandt andet på grund af centralbankernes hastigt snurrende seddelpresse, på globalt plan så højt, at den danske stat givetvis snildt kunne låne penge, eller lade seddelpressen køre, til at opkøbe al dansk jord. Det er jo ikke lån til forbrug, men til et aktiv, der giver et konkret afkast, og som dermed er et godt pant. Og se blot, hvad centralbankerne i USA og EU har gjort: De har opkøbt finansielle aktiver for tusindvis af milliarder.
For det andet: Hvis det førte til armod, at brugerne af jorden, eller af produktionsmidler generelt, ikke selv ejede jord henholdsvis produktionsmidler, så ville vi vide det – i det tilfælde ville vi alle gå sultne i seng. I dag er det nemlig helt normalt, at brugere kun er lejere, og det bliver mere og mere almindeligt med udbredelsen af forretningsmodeller som den, f.eks. DSV har stor succes med, hvor andre ejer de lastbiler, selskabet kører med. Så det er ikke ejerskabet, der er afgørende – lejeaftaler fungerer lige så fint eller bedre, forudsat der er samme juridiske tryghed omkring dem. Armoden kommer først, når staten ikke er i stand til at garantere denne juridiske sikkerhed, eller ikke ønsker at gøre det, og hvert andet år sender de selvstændigt erhvervsdrivende til Sibirien. Alt dette betyder ikke, at Alternativets forslag er godt – det har ulemper, men det har også fordele, og først og sidst: Det er faktisk realistisk. Hvilket formentligt også vil komme som en overraskelse for alternativisterne selv.
De ubesvarede spørgsmål: Det skulle være en mærkelig dag, hvor man ikke fik mindst to-tre anmodninger om svare på dit og bedømme dat. Meningsmålinger er i den grad blevet hverdag, hvorved de også har mistet deres attraktion, og langt de fleste forespørgsler bliver slettet. Det foranlediger et paradoksproblem i en tid, hvor big data er et af de store
dyr i åbenbaringen, skriver The Economist:
Samtidig med, at mængden af data stiger, betyder de lavere svarprocenter, at det bliver sværere og sværere at få noget meningsfuldt ud af undersøgelserne. Det har langt større konsekvenser, end at valg og folkeafstemninger får højest overraskende udfald. Det er også vigtige data i økonomiens og administrationens maskinrum, der skejer ud, som konjunkturbarometre og arbejdsmarkedsstatistik. F.eks. har svarprocenten i den britiske arbejdskraftundersøgelse siden årtusindeskiftet været støt faldende, fra cirka 70 procent til nu kun godt 40 procent.
The Economist anfører, at problemet bl.a. skyldes det store antal undersøgelser, folk bliver inviteret med i. Så danske virksomheder kan hjælpe til ved at ophøre med at stille deres kunder spørgsmål efter hver eneste transaktion. Måske vil de på den måde også hjælpe sig selv, for netop den slags undersøgelser, hvor svarprocenterne er meget små, og hvor folk kun er motiverede for at være med, hvis de er enten meget sure eller meget tilfredse, eller får en gave, må i mange tilfælde være mere vild- end vejledende.
Stærk blæst og store biler i Virum: Featuren er en drilsk genre for en journalist. Resultatet kan blive fejende flot, men det kan også ende i den modsatte grøft og blive ufrivilligt komisk, hvis journalisten fortaber sig i kiksede stemningsbilleder. Det sidste var tilfældet med Børsens feature torsdag om redningen af Lyngby Boldklub. Nyd f.eks. kapitel 2, hvor det fortælles, at ”kun blæstens tuden og en fjern brummen fra biler, bryder lydmuren på villavejen i Virum. Pludselig dukker en bil op fra mørket og stopper udenfor et af husene.” Det bliver i hvert fald for denne læser ikke klart, hvem der er i bilen. Nå, ikke mere lystighed over andres skæverter i denne omgang. Det er fint, at Børsen forsøger sig med features. Vi krydser fingre for bedre held næste gang.
STK
