ALK’s nøgle til vækst, salget af allergitabletter, steg kun 1 procent i lokale valutaer i første kvartal, og det er stadigt mere tvivlsomt, om pharmakoncernen kan nå sin langsigtede målsætning. Aktiekursen er styrtdykket, efter CEO Carsten Hellmann har meldt sin afgang. Han har gennemført en ganske effektiv turnaround for sin hovedejer Lundbeckfonden. Men koncernen er stadig langt fra at indfri vigtige mål – for eksempel en overskudsgrad på 25 pct.
Carsten Hellmanns afgang fra topposten i allergivirksomheden ALK-Abelló blev varslet kun godt en uge efter, at selskabet havde udsendt, hvad der af mange i markedet blev opfattet som en meget positiv nyhed. Over nogle dage steg aktiekursen fra 82 til 87, da et studie havde vist, at et ALK-middel er effektivt mod husstøvmideallergi hos børn. Dermed blev der på længere sigt åbnet for et betydeligt nyt marked for ALK.
Men med den efterfølgende meddelelse om skiftet på toplederposten faldt kursen tilbage til under 78 – det laveste kursniveau siden foråret 2020. Bestyrelsesformand Anders Hedegaard har udtalt, at udskiftningen sker på bestyrelsens initiativ. Så umiddelbart ser markedet ikke ud til at være enig med formanden om behovet for en udskiftning.
Kursfaldet skyldes måske ikke kun skuffelse over, at Carsten Hellemann nu går af. For overordnet har de seneste år under Carsten Hellmanns ledelse været en bedrøvelig tid for ALK’s aktionærer. Efter at kursen toppede omkring 170 i december 2021 er den mere end halveret. At bestyrelsen nu sender topchefen ud, vil blive fortolket som en vis skepsis overfor topchefens resultater og planer.
ALK synes foreløbig at have svært ved at nå nogle af de målsætninger, som er sat på mellemlangt sigt. For eksempel har koncernen endnu ikke fået det ventede gennembrud i USA.
Målsætningen for væksten i USA er en tocifret procentvis vækst, hvilket blev indfriet med en vækst på 12 pct. i 2022, men faldt til 6 pct. i 4. kvartal 2023 og knapt nået med 9 pct. i 1. kvartal 2023.
Nok så problematisk er et andet fokusområde: Nemlig det stagnerende salg af tabletter. Tabletsalget blev i årsrapporten for 2022 betegnet som ”nøglen til vækst”, hvilket også forekom rimeligt efter en salgsstigning på 18 pct. Tabletter stod for halvdelen af koncernens salg i 2022, og salget skulle ifølge årets første prognose stige 15 pct. i 2023.
Store krav til vækst i tabletsalg
I 1. kvartal steg salget af tabletter imidlertid kun 1 procent i lokale valutaer. Efter 1. kvartal blev den forventede vækst i tabletsalget i 2023 sænket moderat til 9-14 pct. – hvilket efter det svage 1. kvartal betyder, at tabletsalget resten af året skal stige 13-19 pct. fra samme periode i 2022.
Allerede, da Carsten Hellmann var blevet ansat som topchef i 2017, satte koncernen sig som mål, at overskudsgraden skulle på niveau med resten af pharmabranchen. Og EBIT-overskudsgraden, som dengang var negativ, er da også siden blevet stærkt forbedret og nåede i 2022 op på 10,4 pct.
Men selvom indtjeningsevnen er stærkt forbedret, så fremstår målsætningen om en EBIT-overskudsgrad på 25 pct. i 2025 efterhånden som meget ambitiøs. I 2023 forventes overskudsgraden at stige til 13-15 pct. Det er nødvendigt, at der kommer et ret dramatisk gennembrud i indtjeningsevnen. Overskudsgraden i 1. kvartal var dog 18 pct. Nogle analytikere ser nu det effektive middel mod husstøvsallergi hos børn som en vigtig milesten på vejen mod den meget højere indtjeningsevne, som de faktisk også anser for mulig. Men målet på 25 pct. Betyder, at barren er sat højt for den ny topchef Peter Halling. Han skal sikre den fortsatte langsigtede udvikling af selskabet og skabe en pipeline af produkter, der kan give vækst langt ind i 2023’erne.
Morten A. Sørensen
Aktuel kurs 74,25
Kursmål (6 mdr.) 64,40
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.