Det børsnoterede vandfilterselskab Aquaporin har igen hentet penge på børsen. Som ved børsnoteringen for to år siden siger ledelsen, at det er sidste kapitalforhøjelse frem mod en cash positiv drift. Den skriver, at provenuet fra kapitalrejsningen skal anvendes ”med det formål” at sikre profitabilitet om to til tre år.
CFO Klaus Juhl Wulff uddyber: ”Med fuld tegning har vi kapital nok til at nå profitabilitet og cash positive om 2-3 år. Vi forventer at fastholde vores nuværende omkostningsniveau, så en fortsat omsætningsvækst, som vi er komfortable med at kunne realisere, vil nedbringe vores burnrate og derfor sikre, at cash rækker hele vejen.”
Hvis kapitalrejsningen bliver fuldtegnet, kommer der 184 mio. kr. (efter 20 mio. kr. til banker og andre rådgivere) i kassen. Af de penge skal der betales 14 mio. kr. af i gæld, og det levner 170 mio. kr. Hvis ledelsens forventning til 2024 holder stik, bliver driftsresultatet på op til minus 85 mio. kr. plus anlægsinvesteringer på op til 10 mio. kr. Det vil alt andet lige efterlade en ledig likviditet på 75 mio. kr. ved udgangen af 2024.
Med den aktuelle burn rate er der kun likviditet til ind i andet halvår 2025. Men ledelsen forventer tydeligvis, at der nu er ved at komme gang i salget. I prospektet oplyses, at der allerede er sikret 50 mio. kr. af årets forventede omsætning på 100 mio. kr. Begrebet ”sikret” omfatter dog både egentlige forpligtede salg, foreløbige commitments, soft commitments og fremskredne forhandlinger, oplyses det.
Hvis de 100 mio. kr. i salg holder stik, kan det nærmest ses som et gennembrud for selskabet, der omsatte for 60 mio. kr. sidste år. Baseret på faktiske leveringer og ordrer forventer Aquaporins ledelse, at selskabets Reverse Osmosis vandfilterprodukter vil være installeret i 500.000 kinesiske hjem ved udgangen af 2024. Ledelsen skriver selv, at sektoren er meget konkurrencepræget med mange store og små udbydere, og hvor der de seneste år er sket en betydelig grad af konsolidering. En udgang kunne derfor være opkøb fra en større aktør.
Efter kapitalforhøjelsen er der ca. 26 mio. aktier, så med emissionskursen på 14 kr. vil selskabet have en børsværdi på 364 mio. kr. Det er godt 20 pct. af den værdi, selskabet blev børsnoteret til i juli 2022. Noteringen skete til kurs 173, og dengang skrev vi, at en fair værdi var højst det halve. De store børsnoterede vandfilterselskaber handles til en enterprice value på ca. 3,5 gange salget. Opfyldes årets målsætning, passer pengene nogenlunde.
Spørgsmålet er, om Aquaporin kan konkurrere med ”de store”? Målt på markedsværdi er Pentair 250 gange større end Aquaporin, og Xylem er 500 gange større. I kampen om at finde de bedste distributører står Aquaporin næppe øverst på skamlen.
Under alle omstændigheder er det nærmest prisværdigt, at de store aktionærer nægter at give op og i stedet fortsætter med at komme med penge.
Bundlinjen er, at det nu ser lidt bedre ud for Aquaporin: Salget accelererer, værdiansættelsen er mere rimelig, og der synes at være cash til mindst halvandet års drift herfra. Måske er det bedste udkomme en overtagelse fra en af de store aktører, der gerne vil af med en lille konkurrent, som synes billig.
Konklusion
Aktuel kurs 14,95
Kortsigtet (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 12,7
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.