Øje for forandringer har været Klaus Riskær Pedersens særlige kompetence gennem efterhånden en lang og mangefarvet erhvervskarriere. Det samme blik forsøger han i bogen ”Socialkapitalisme – Vær forberedt på forandringer” at benytte til at udfolde en systemkritik af den frie markedsøkonomi, som han mener står på kanten af et paradigmeskifte.
Og han lykkedes på sin vis med sit ærinde ved at påpege en lang række problemstillinger og skævheder i den frie markedsøkonomi, som de fleste af os intuitivt kan genkende. Men i sit vanlige høje tempo mister Riskjær flere steder også grebet om missionen, ganske enkelt fordi han er for løssluppen med argumentationen. Riskærs socialkapitalisme mangler derfor at gro sine egne rødder som et seriøst bud på fremtidens nye ”samfundskonstruktion”. Den ellers til tider visionære bog kommer ikke helt i mål, fordi den flere steder visner i gentagelser af noget, vi ved på forhånd, eller i påstande, som rejser flere spørgsmål end de bygger fundament.
Bogens udgangspunkt hviler på en kritik af den frie markedsøkonomi, som ikke længere er tilstrækkelig til at løse vigtige samfundsopgaver. Riskær mener, at der ikke er ”sync” mellem kapitalismens logik og den generelt stigende bevidsthed om samfundsmoral i befolkningen. Han eksemplificerer pointen ved at beskrive, hvordan patentlovgivningen sikrer medicinalvirksomhedernes intellektuelle rettigheder, men samtidig også medfører, at millioner af mennesker ikke har adgang til medicin og behandling. Og han peger på, at overeguleringen i den finansielle sektor tydeligt viser slagsiden af markedsøkonomiens manglende evner til selvregulering. Begge er områder, hvor Riskær fortæller læseren, at den demokratiske stats holistiske mission er umulig at kombinere med markedsøkonomiens fokus på ressourceoptimering og økonomisk vækst.
Det, der ifølge Riskær mangler, er en forbindelse mellem på den ene side det kollektive – befolkningens ønsker og forventninger – og på den anden side det private og den enkeltes velstand. Riskær synes, hvor besynderligt det end måtte lyde fra en højreorienteret finansmand, at have opdaget, at virksomheder kan drives uden hensyntagen til det omliggende samfund, uden et moralsk ansvar for helheden. Han ser for sig, at befolkningerne nu er ved at opdage det, og at den nuværende samfundsmæssige konstruktion, hvor kapitalismen er alt dominerende, ikke længere er langtidsholdbar. Den gode nyhed fra Riskær – og bogens stærke side – er imidlertid, at den såkaldte digitale netværksøkonomi automatisk vil sikre en bedre balance mellem velstand og velfærd, fordi befolkningerne i stigende grad organiserer sig i netværk, der definerer sig selv uden om markedstransaktioner og rettigheder. I stedet orienterer netværksøkonomien sig mod moralske værdier, interessefællesskaber og bytteøkonomi. Disse netværk, påstår Riskær, vil få stigende magt og indflydelse på politikere såvel som erhvervsledere. Dermed anviser Riskær også sit bud på en løsning.
Tvivlsom argumentation
For erhvervslivet betyder det af Riskær påståede kommende paradigmeskifte, at virksomhederne tvinges til at disponere økonomisk overskud og ledelsesmagt mod velstandsskabelse frem for værdiskabelse. Årsagen er, at befolkningens rolle som forbruger, vælger, pensionsopsparer og netværksdeltager smelter sammen og udgør en aktiv og stærk stemme, der efter Riskærs opfattelse vil kunne udøve sin økonomiske og politiske indflydelse via pensionsselskabers ejerskab af de allerstørste virksomheder. Riskær forudser nemlig, at den stigende bevidsthed om velstand, ansvar og livskvalitet, kombineret med kraften i netværksøkonomien, kan flytte aktionærindflydelsen i de største virksomheder fra pensionsselskaberne til pensionsopsparende selv.
Men netop her synes argumentationen at bære præg af hypotetisk gætværk konstrueret på baggrund af åbenlyse samfundstendenser, der hver især lyder rimelige, men ikke nødvendigvis vil føre til ”socialkapitalisme”. For det første er det kun relativt få virksomheder, der har pensionsselskaber som investorer. Det er kun eliten af børsnoterede selskaber og som regl uden majoritetsandele. For det andet er flere af de største selskaber delvist ejet af familiefonde, der har sikret sig over halvdelen af de stemmeberettigede aktier. Disse fonde bliver stadig rigere, og hvorfor så overdrage magten? For det tredje er det svært at forestille sig, hvordan befolkningen, i givet fald via pensionsselskaberne vil være i stand til at mobilisere sig globalt og gennemtvinge magtafgivelsen.
Også på andre områder er Riskærs argumentation svævende. F.eks. skriver Riskær, at et paradigmeskifte er forestående, men samtidig hævder han, at markedsøkonomiens grundantagelser vil være uændrede, og at der blot er tale om en videreudvikling eller justering af markedsøkonomien. Et paradigmeskifte er vel netop defineret ved, at grundantagelser rives ned, og nye bygges op. Og det kan opfattes som naivt, når Riskær identificerer global outsourcing som en midlertidig omstændighed og udtryk for solidaritet med udviklingsøkonomierne samt en accept af, at moderne virksomheder kan skabe andre værdier end blot hvad der kan måles og vejes.
