Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold, Aktuel kurs: 15700,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold, Aktuel kurs: 15855,00
APM faldt mindre end markedet på fredagens nedtur, men tilstrækkeligt til at sende kursen tilbage i intervallet 14500-16300. Det er endnu for tidligt at sænke anbefalingen til sælg.
Ambu – Sælg, Aktuel kurs: 103,75
Ambus seneste kurstop i 114 lå på niveau med den forrige fra starten af februar. Dermed er kæden af stigende kurstoppe brudt, og Ambu leverede fredag det største fald i C25-indekset.
Bavarian Nordic – Sælg, Aktuel kurs: 195,55
Bavarian Nordic har holdt sig indenfor kursintervallet 205-255 siden september 2022, men i denne uge gik det galt. Kursen røg ned gennem bunden i intervallet, og det udløser en salgsanbefaling.
Carlsberg B – Køb, Aktuel kurs: 1013,00
Carlsberg klarede sig flot gennem en vanskelig uge, hvor kursen endda satte en ny kurstop i torsdags. Det fortæller, hvor investorerne søger hen i øjeblikket, og vi giver Carlsberg en købsanbefaling.
Chr. Hansen – Hold, Aktuel kurs: 491,00
Chr. Hansen ligger stadig i bunden af kursintervallet 490-535, og der er stort set ikke sket noget med kursen siden midten af februar. Det bliver en oplagt Hold-anbefaling.
Coloplast – Sælg, Aktuel kurs: 793,20
Coloplast fortsætter sin nedtur, og kursen ligger p.t. i bunden af en faldende kurskanal. En stigning til kursniveauet 800-820 bør benyttes som en salgsmulighed.
Danske Bank – Hold, Aktuel kurs: 155,50
Danske Bank fulgte bankaktierne nedad i den forløbne uge, men det skete i forlængelse af en kraftig forudgående stigning. Trods fredagens markante kursfald siger vi derfor alligevel Hold.
Demant – Hold, Aktuel kurs: 211,30
Demant har standset sin siven nedad fra kurstoppen i 227 i starten af februar. En sidelæns bevægelse i et negativt marked rækker ikke til en købsanbefaling, men er nok til en Hold-anbefaling.
DSV – Hold, Aktuel kurs: 1264,50
DSV’s fald fra kurstoppen 1308 er lidt for stort til, at man kan ignorere det. Men set i lyset af den forudgående stejle stigning fra niveauet omkring kurs 1100 er det indtil videre ikke alarmerende.
FLSmidth – Sælg, Aktuel kurs: 264,10
FLSmidth fortsætter det lodrette kursfald fra toppen i 315 fra starten af februar. I værste fald kan kursen være på vej mod støttelinjen ved 210, og vi fastholder salgsanbefalingen.
Genmab – Sælg, Aktuel kurs: 2464,00
Genmab har mistet en fjerdedel af sin værdi de seneste tre måneder. Der bør snart komme en pause i kursfaldet, og en stigning til niveauet 2500-2600 kan benyttes som en salgsmulighed.
GN Store Nord – Hold, Aktuel kurs: 152,35
GN Store Nord er i den specielle situation, at stort set alle ulykker allerede var indregnet i kursen, inden aktiemarkedet i almindelighed vendte nedad. Vi tror derfor, støttelinjen ved kurs 145 holder.
ISS – Hold, Aktuel kurs: 146,30
ISS ligger nu i bunden af kursintervallet 145-157, som kursen er svinget indenfor siden november 2022. Det kan den risikovillige investor spekulere i, mens den forsigtige holder sig på afstand.
Jyske Bank – Hold, Aktuel kurs: 542,80
Jyske Bank har sat halvdelen af sin seneste stigning fra kurs 500 over styr. Eftersom kursfaldet sker sammen med de øvrige bankaktier, tilskriver vi det indtil videre en korrektion, og vi siger derfor Hold.
Netcompany – Sælg, Aktuel kurs: 240,00
Netcompany sluttede ugen med en ny kursbund, og kursen nærmer sig nu bunden i 233 fra oktober 233. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at faldet så standser, så vi siger på kort sigt Sælg.
Nordea – Hold, Aktuel kurs: 83,76
Nordeas kursfald er stort set identisk med de øvrige bankaktiers, og vores holdning er den samme som for Danske Bank og Jyske Bank: Hold aktien indtil videre.
Novo Nordisk B – Hold, Aktuel kurs: 999,60
Novo Nordisks stigning ser ud til at flade ud, og det kan være et signal om, at investorerne begynder at tvivle på den aktuelle værdiansættelse af selskabet. På kort sigt kan aktien dog holdes.
Novozymes B – Hold, Aktuel kurs: 332,20
Novozymes fortsatte ikke kursfaldet efter at være faldet ned under støttelinjen ved 340. Hvis kursen genoptager faldet ned under kurs 330, ændrer vi dog anbefalingen til Sælg.
Pandora – Hold, Aktuel kurs: 643,80
Pandora formåede ikke at fortsætte stigningen op forbi kurs 670, sådan som vi havde forventet. En ny kursrekord er også et stort krav i et generelt negativt marked, så vi tror stadig på Pandora.
Rockwool – Sælg, Aktuel kurs: 1611,50
Rockwool var den eneste C25-aktie, som ikke faldt nævneværdigt fredag. Men det har den til gengæld gjort til overflod siden kurstoppen i 2116 tilbage i starten af februar, så vi tvivler stadig på aktien.
Royal Unibrew – Hold, Aktuel kurs: 557,60
Royal Unibrew er stadig på vej opad efter et årsregnskab, som blev rigt belønnet af investorerne. Vi vil først have korrektionen nedad med kurs 550 overstået, før vi hæver anbefalingen.
Tryg – Hold, Aktuel kurs: 150,70
Trygs stejle fald er ikke nødvendigvis afsluttet endnu. Men der ligger en støttelinje ved kurs 150, som får os til at sætte en kortsigtet Hold-anbefaling på Tryg. På trods af en vanskelig uge for aktien.
Vestas Wind Systems – Hold, Aktuel kurs: 205,10
Vestas arbejdede sig i den forløbne uge nærmere op imod modstandslinjen ved kurs 216. Fredagens negative marked ændrede ikke ved det overordnede indtryk af en aktie på vej opad.
Ørsted – Hold, Aktuel kurs: 582,00
Ørsted forsøgte at komme tilbage over kurs 600, men det mislykkedes. Nu nærmer kursen sig de to kursbunde ved 562 fra oktober 2022, og et fald derunder udløser en salgsanbefaling.
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her