Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 14120,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold Aktuel kurs: 14585,00
APM formåede ikke at overvinde modstanden ved kurs 16000, og kursen blev i stedet sendt tilbage til niveauet fra starten af oktober. Vi forventer ikke større fald herfra, men potentialet er beskedent.
Ambu – Køb Aktuel kurs: 87,14
Ambu er på vej op gennem kursintervallet 78-95 med god styrke, hvilket illustreres af en RSI14-værdi* i intervallet 60-70. Der er stadig så langt op til loftet i intervallet, at en købsanbefaling er relevant.
Bavarian Nordic – Hold Aktuel kurs: 225,20
Bavarian Nordic er p.t. vanskelig at gennemskue, idet kursen rammes af markante udsving både op og ned. Det indikerer en betydelig usikkerhed i markedet, så vi holder købsanbefalingen tilbage.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 906,20
Carlsberg sivede indtil fredag nedad, men mødet med støtteområdet omkring kurs 855 gav kursen et spring opad. Det giver en Hold-anbefaling, men et fald under kurs 855 udløser en salgsanbefaling.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 425,70
Chr. Hansen faldt tilbage med 6 pct. efter kvartalsregnskabet i oktober havde sendt aktien op til modstanden ved kurs 450. Kursen skal forbi den grænse, før vi hæver anbefalingen til Køb.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 809,00
Coloplast lykkedes ikke med forsøget på at komme tilbage i kursintervallet 830-910. Kursen ligger p.t. lige udenfor intervallet, og på kort sigt forventer vi en stabilisering af kursen i dette niveau.
Danske Bank – Sælg Aktuel kurs: 121,70
Danske Bank steg eksplosivt med 20 pct. efter 3. kvartalsregnskabet. Men en RSI14-værdi* på 79 advarer om, at det er tid til at tage gevinsten hjem, før den naturlige korrektion sætter ind.
Demant – Hold Aktuel kurs: 177,95
Demants nedjustering medførte et tocifret kursfald under høj omsætning. Men som det fremgår af analysen i den artikel, der kommer i løbet af ugen, begynder værdiansættelsen af selskabet nu at være attraktiv.
DSV – Hold Aktuel kurs: 1021,00
DSV ligger i kursintervallet 970-1050, og en pæn underliggende styrke i aktien får os til at tro på en stigning op gennem loftet i intervallet. Den forsigtige investor afventer gennembruddet, før han køber.
FLSmidth – Køb Aktuel kurs: 183,50
FLSmidth arbejder sig stabilt opad fra bunden af kursintervallet 165-210. Efter selskabets børsmeddelelse ultimo oktober bør 3. kvartalsregnskabet på tirsdag blive et non-event.
Genmab – Køb Aktuel kurs: 2964,00
Genmab opjusterede fredag morgen forventningerne til 2022. Selvom det ikke blev belønnet med en stor kursstigning, bekræftede det markedets aktuelle positive holdning til aktien.
GN Store Nord – Hold Aktuel kurs: 169,70
GN Store Nord arbejder nu på at komme forbi 60 dages glidende gennemsnit i kurs 168, men vi bemærker, at torsdagens kursfald skete under den højeste omsætning i 2½ år.
ISS – Hold Aktuel kurs: 139,80
ISS lægger måske afstand til kursintervallet 115-135, men midt i august blev aktien sendt tilbage efter en stigning til kurs 143, så vi nøjes indtil videre med at sige Hold.
Jyske Bank – Sælg Aktuel kurs: 387,40
Jyske Banks kursbunde har været stigende siden juni, men det sluttede i denne uge. Nu ser et udbrud fra kursintervallet 325-415 pludselig mindre sandsynligt ud, og det kan lægge pres på kursen.
Netcompany – Hold Aktuel kurs: 328,20
Netcompany var ugens store succes med en stigning på mere end 20 pct. ved 3. kvartalsregnskabet. Nu udfordrer kursen bunden i intervallet 340-430, så på kort sigt er det for sent at købe.
Nordea – Sælg Aktuel kurs: 72,20
Nordea nærmer sig igen loftet i kursintervallet 65-74, og det har adskillige gange være starten på et kursfald. Den forsigtige investor hjemtager derfor gevinsten nu og afventer et nyt fald mod kurs 65.
Novo Nordisk B – Køb Aktuel kurs: 841,70
Novo Nordisk brød ud af kursintervallet 740-825 med stor kraft og en kursstigning på 7,4 pct. Vi forventer en fortsættelse af fredagens korrektion i starten af den kommende uge før næste stigning.
Novozymes B – Hold Aktuel kurs: 394,40
Novozymes har etableret en modstandslinje ved kurs 400-niveauet, hvor 60 dages glidende gennemsnit i 393 også ligger. Afvent en stigning forbi den grænse, før et køb overvejes.
Pandora – Køb Aktuel kurs: 410,30
Pandora ligger i en stigende kurskanal, som startede i slutningen af september. Der er langt op til næste modstandsområde, som ligger omkring kurs 490, så Pandora får en købsanbefaling.
Rockwool – Hold Aktuel kurs: 1500,00
Rockwool har leveret en imponerende stigning fra kurs 1150, men nu rammer aktien modstandsområdet omkring kurs 1560. Indtil den grænse passeres, bliver det kun til en Hold-anbefaling.
Royal Unibrew – Hold Aktuel kurs: 432,10
Royal Unibrews stigning fra oktoberbunden i kurs 403 kan blot være en naturlig korrektion på det forudgående 20 pct. kursfald. Den forsigtige investor holder sig på afstand indtil videre.
Tryg – Hold Aktuel kurs: 163,10
Tryg fandt støtte ved kurs 150, og den følgende stigning har genvundet lidt over halvdelen af faldet fra sommerens kurstop i kurs 172. Det ligner en sidelæns bevægelse i intervallet 150-165.
Vestas Wind Systems – Køb Aktuel kurs: 154,36
Vestas’ 3. kvartalsregnskab var dårligt, men ikke så dårligt som frygtet. Kursen er nu vendt tilbage til kursintervallet 150-190, og det åbner for en yderligere kursstigning på op imod 20 pct.
Ørsted – Hold Aktuel kurs: 621,20
Ørsted rammer nu et modstandsområde omkring kurs 645, hvor også 60 dages glidende gennemsnit i 654 ligger. Indtil kursen har demonstreret styrken til at passere denne modstand, siger vi kun Hold.
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
* Hvad er RSI 14?
RSI14 er en forkortelse for Relative Strength Index, og det er et matematisk værktøj, som beregner styrken i en aktie, og udtrykker den i et tal mellem 0 og 100. Dette tal kan beregnes for forskellige tidsperioder, men styrken over en 14 dages periode er den traditionelle, og det er den vi anvender.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her