Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 15050,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Køb Aktuel kurs: 15745,00
APM faldt først tilbage fra kurstoppen i 15885, men holdt sig på den rigtige side af støttelinjen ved kurs 14900. Nu er faldet genvundet, og det giver et godt grundlag for et køb med kurs 17500 som mål.
Ambu – Hold Aktuel kurs: 77,00
Ambu blev afvist ved loftet af kursintervallet 69-78, og derefter faldt kursen ned i midten af intervallet. Afvent enten en stigning forbi kurs 78 eller et yderligere fald ned mod 69, før et køb overvejes.
Bavarian Nordic – Sælg Aktuel kurs: 217,60
Bavarian Nordic levede ikke op til vores forventninger om at standse faldet ved kurs 225. Aktien ligger nu i en faldende kurskanal, og kursen skal forbi 230, før en købsanbefaling bliver relevant.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 876,60
Carlsberg styrtdykkede i denne uge til den laveste kurs siden juni. Når vi alligevel giver aktien en kortsigtet Hold-anbefaling, skyldes det, at der ligger en støttelinje ved kurs 855.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 417,90
Chr. Hansens årsregnskab løftede kursen med raketfart, men nu er dagligdagen vendt tilbage. Der er stadig et potentiale op til modstandslinjen ved kurs 450, men det rækker kun til en Hold-anbefaling.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 805,40
Coloplast satte tirsdag en kurstop, som ligger højere end den forrige fra starten af måneden. Vi vil dog godt se aktien vise tilstrækkelig styrke til at passere kurs 830, før vi siger Køb.
Danske Bank – Hold Aktuel kurs: 100,50
Danske Bank er vendt tilbage til den rigtige side af støttelinjen ved kurs 96, men stigningen har endnu ikke været tilstrækkelig til at begrunde en købsanbefaling. Så vi nøjes med at sige Hold.
Demant – Hold Aktuel kurs: 202,40
Demants seneste stigning har været større end sidste gang, aktien steg efter et stejlt fald. Den forsigtige investor afventer dog en stigning forbi 60 dages glidende gennemsnit i 214 før et køb.
DSV – Hold Aktuel kurs: 951,80
DSV blev afvist ved første forsøg på at komme forbi modstandslinjen ved kurs 970. Selskabet aflægger 3. kvartalsregnskab på tirsdag, og indtil da bør aktien følges fra sidelinjen.
FLSmidth – Køb Aktuel kurs: 180,95
FLSmidth er endnu engang på vej opad efter at have standset et fald ved kurs 165. Hvis historien gentager sig, er der nu et potentiale på 10-15 pct. op til næste modstand ved niveauet 200-210.
Genmab – Hold Aktuel kurs: 2724,00
Genmab gjorde et behjertet forsøg på at komme forbi modstandslinjen ved kurs 2780, men det lykkedes ikke. Et fald under 2630 udløser en salgsanbefaling.
GN Store Nord – Hold Aktuel kurs: 151,80
GN Store Nord skal nu bevise, at stigningen fra kurs 122 i starten af oktober var slutningen på det meget lange fald. Indtil vi ser et bevis herpå, kvalificerer aktien kun til en Hold-anbefaling.
ISS – Hold Aktuel kurs: 130,00
ISS er tilbage i toppen af kursintervallet 115-135, og den forsigtige investor benytter lejligheden til at tage gevinsten hjem. En pæn underliggende styrke i aktien giver dog en Hold-anbefaling.
Jyske Bank – Hold Aktuel kurs: 404,80
Jyske Banks kursbunde har været stigende siden slutningen af juni, og det lægger op til et udbrud fra kursintervallet 325-415. Men indtil udbruddet er en realitet, siger vi kun Hold.
Netcompany – Sælg Aktuel kurs: 240,60
Netcompany fortsætter sin nedtur, og selvom tempoet er faldet en smule, er retningen uændret. Netcompany får derfor en af ugens få C25-salgsanbefalinger.
Nordea – Hold Aktuel kurs: 70,78
Nordea aflagde 3. kvartalsregnskab i torsdags, men det havde stort set ingen effekt på aktiekursen. Den ligger nogenlunde midt i kursintervallet 65-74, og det rækker kun til en Hold-anbefaling.
Novo Nordisk B – Hold Aktuel kurs: 780,40
Novo Nordisk er vendt tilbage til øverste del af kursintervallet 740-825, men investorerne er tydeligvis ikke parate til at sende aktien næste skridt opad. Det bliver derfor til endnu en uge på sidelinjen.
Novozymes B – Sælg Aktuel kurs: 372,30
Novozymes’ seneste stigning bragte kun kursen op til loftet i den faldende kurskanal, som har varet siden midten af august. Vi imødeser et fortsat kursfald ned mod niveauet 350-355.
Pandora – Hold Aktuel kurs: 383,50
Pandoras stigning ligner noget, som vi har set adskillige gange før. Muligvis lykkes det denne gang at fastholde momentum, men på kort sigt er det for tidligt at lægge aktien i porteføljen.
Rockwool – Køb Aktuel kurs: 1355,00
Rockwool stiger stejlere end gennemsnittet af C25-aktierne, og det sker under en højere omsætning end sædvanligt. Vi forventer som minimum, at stigning fortsætter til kurs 1560.
Royal Unibrew – Sælg Aktuel kurs: 406,50
Royal Unibrew udsendte i løbet af ugen en Profit Warning op til 3. kvartalsregnskabet. Investorerne reagerede ved at banke kursen 14,6 pct. ned under en tårnhøj omsætning. Sælg på næste stigning.
Tryg – Hold Aktuel kurs: 152,90
Tryg har forladt sin lange stigende kurskanal, og nu skal vi i stedet kigge nedad. Der ligger en støttelinje ved kurs 150, og den er begrundelsen for ugens Hold-anbefaling.
Vestas Wind Systems – Sælg Aktuel kurs: 140,20
Vestas’ stigning fra den nye kursbund i sidste uge har foreløbig ikke sendt kursen op forbi den forrige kurstop i 149. Dermed ligner den en fortsættelse af aktiens nedtur.
Ørsted – Hold Aktuel kurs: 574,60
Ørsted har siden midten af august leveret faldende kurstoppe og -bunde, og det gør aktien stadig. Vi bemærker dog, at RSI14-bundene* nu stiger, så måske er Ørsted tæt på bunden for denne gang.
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
* Hvad er RSI 14?
RSI14 er en forkortelse for Relative Strength Index, og det er et matematisk værktøj, som beregner styrken i en aktie, og udtrykker den i et tal mellem 0 og 100. Dette tal kan beregnes for forskellige tidsperioder, men styrken over en 14 dages periode er den traditionelle, og det er den vi anvender.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her