Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Sælg Aktuel kurs: 19.440,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Sælg Aktuel kurs: 19.665,00
APM er på vej nedad efter endnu et forgæves forsøg på at bryde ud af kursintervallet 17500-21500. Der kan forventes et fald på op imod 10 pct., før APM når bunden af det nævnte kursinterval.
Ambu – Hold Aktuel kurs: 73,74
Ambu formåede ikke at passere modstandslinjen ved kurs 81, og dermed er kursen sendt tilbage til nederste halvdel af intervallet 69-81. Et fald under kurs 69 udløser en salgsanbefaling.
Bavarian Nordic – Hold Aktuel kurs: 361,30
Bavarian Nordic har afsluttet den naturlige korrektion efter aktiens eksplosive stigning fra 230 til 402. Retningen herfra er uvis, men det er sandsynligvis for tidligt at tage gevinsten hjem.
Carlsberg B – Køb Aktuel kurs: 1001,00
Carlsbergs halvårsregnskab overraskede positivt, og modstandslinjen ved kurs 965 blev brudt i den forløbne uge. Det skete endvidere under en højere omsætning end normalt, så vi siger Køb.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 470,00
Chr. Hansen har ikke deltaget i ugens vilde kursbevægelser, men holder sig stille og roligt indenfor kursintervallet 460-490. Afvent et udbrud herfra, før et køb eller salg overvejes.
Coloplast – Køb Aktuel kurs: 907,60
Coloplast er nået frem til 3. kvartalsregnskabet i et forskudt regnskabsår, og det blev modtaget positivt. Coloplast har nu lagt modstandslinjen ved kurs 850 bag sig, og næste mål er 970.
Danske Bank – Sælg Aktuel kurs: 100,85
Danske Bank arbejder sig ganske langsomt opad, men kursen ligger stadig under 60 dages glidende gennemsnit* i 104, og stigningen sker under en meget lav omsætning.
Demant – Hold Aktuel kurs: 239,00
Demant fik et ordentligt kurshug for en nedjustering i halvårsregnskabet. Men vi vurderer kursfaldet til at være for stort, og på kort sig giver vi derfor aktien en Hold-anbefaling.
DSV – Køb Aktuel kurs: 1219,00
DSV’s stigning er afløst af en sidelæns bevægelse, og omsætningen i aktien er faldende. Vi ser det indtil videre som en naturlig reaktion på den forudgående stigning og fastholder købsanbefalingen.
FLSmidth – Køb Aktuel kurs: 221,10
FLSmidths halvårsregnskab sendte fredag kursen op gennem loftet i kursintervallet 170-210 med stor kraft. Gennembruddet skete endvidere under den højeste omsætning siden november 2021.
Genmab – Køb Aktuel kurs: 2669,00
Genmab er faldet tilbage til den brudte modstandslinje ved kurs 2630, men vi ser det som en naturlig test af gennembruddet. Aktiens styrke er høj, og vi forventer yderligere stigning herfra.
GN Store Nord – Køb Aktuel kurs: 246,70
GN Store Nord har arbejdet sig opad siden midten af juni, men vi bemærker, at stigningen på 4 pct. i torsdags skete under en meget høj omsætning. Det rækker lige akkurat til en købsanbefaling.
ISS – Køb Aktuel kurs: 136,40
ISS’ fald fra toppen i kurs 143 betragter vi indtil videre som en naturlig reaktion på den forudgående stigning. Så længe, kursen holder sig over støttelinjen ved 135, fastholder vi købsanbefalingen.
Jyske Bank – Hold Aktuel kurs: 393,10
Jyske Bank er næsten nået op til loftet i kursintervallet 325-415, som aktien har svinget i siden november i fjor. Afvent en stigning forbi kurs 415 før et køb overvejes.
Netcompany – Sælg Aktuel kurs: 311,20
Netcompanys fald på 16 pct. på dagen for halvårsregnskabet blev fulgt op af flere fald under høj omsætning. Torsdagens stigning var en enlig svale, inden kursen fortsatte ned fredag.
Nordea – Sælg Aktuel kurs: 71,66
Nordea udfordrede igen modstandslinjen ved kurs 74, og endnu engang ser det ud til at blive et forgæves forsøg. Den naturlige reaktion herpå vil være et kursfald ned i niveauet 68-70.
Novo Nordisk B – Hold Aktuel kurs: 771,00
Novo Nordisk holder sig på den rigtige side af støttelinjen ved kurs 740, men sidste uges forsøg på at komme forbi 60 dages glidende gennemsnit i 788 mislykkedes. Vi er tæt på en salgsanbefaling.
Novozymes B – Hold Aktuel kurs: 457,00
Novozymes ligger solidt plantet midt i kursintervallet 405-450, og sidste uges halvårsregnskab har ikke været i stand til at ændre på dette. Følg aktien fra sidelinjen.
Pandora – Sælg Aktuel kurs: 485,50
Pandoras stigning startede den 5. juli, men efter en sidelæns bevægelse lige under kurs 535 trak investorerne tæppet væk under kursen i tirsdags. Halvårsregnskabet skuffede, og vi siger Sælg.
Rockwool – Hold Aktuel kurs: 1666,50
Rockwool aflægger først halvårsregnskab på onsdag, men i torsdags nedjusterede man forventningerne, og kursen faldt 8 pct. Med en støttelinje ved kurs 1560 siger vi på kort sigt alligevel Hold.
Royal Unibrew – Hold Aktuel kurs: 600,60
Royal Unibrews markante stigning fra midten af juni til midten af juli er stort set elimineret. Så længe, kursen holder sig over 580, kan aktien holdes, men et fald derunder udløser en salgsanbefaling.
Tryg – Køb Aktuel kurs: 170,10
Tryg er vendt tilbage til sin stigende kurskanal, og med ugens stigninger har man lagt afstand til den forrige kurstop fra april i 168. Vi giver nu Tryg en forsigtig købsanbefaling.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 191,56
Vestas er vendt tilbage til den øverste halvdel i kursintervallet 160-210, og styrken i aktien er hæderlig. Vi vil dog godt se en stigning forbi kurs 210, før vi hæver anbefalingen til Køb.
Ørsted – Hold Aktuel kurs: 784,50
Ørsted mislykkedes igen i forsøget på at bryde ud af kursintervallet 695-855, og kursen er faldet tilbage til midten af intervallet. Følg aktien fra sidelinjen et stykke tid endnu.
Bruno Japp
* Hvad er 60 dages glidende gennemsnit?
60 dages glidende gennemsnit er en akties gennemsnitlige lukkekurs de seneste 60 dage. 60 dage svarer til det omtrentlige antal børsdage de seneste tre måneder. Dette gennemsnit beregnes hver dag, og giver dermed en udglattet kursgraf, hvor de daglige udsving er fjernet. Det giver et klarere billede af aktiens retning, og om hvorvidt investorernes holdning til aktien er ved at ændre sig i positiv eller negativ retning.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her