Bearbejdet til dansk med afsæt i en aktuel analyse fra ABNamro
Donald Trump har igen gjort det klart, at USA ser Grønland som et centralt nationalt sikkerhedsanliggende. Det Hvide Hus har bekræftet, at alle muligheder – inklusive militære – indgår i overvejelserne. Udmeldingerne falder i en tid, hvor USA demonstrerer stigende villighed til at bruge magtpolitikken offensivt, og hvor internationale spilleregler i stigende grad sættes under pres.
Grønland er formelt et selvstyrende område under Kongeriget Danmark – og dermed indirekte en del af EU og NATO. En amerikansk overtagelse, frivillig eller ej, vil derfor ikke blot være et regionalt anliggende, men et direkte geopolitisk opgør mellem USA og Europa med potentielt alvorlige økonomiske konsekvenser.
Hvorfor er Grønland blevet så vigtigt?
Fra et amerikansk perspektiv er Grønland et strategisk knudepunkt. Øen spiller en nøglerolle i missilovervågning, rumovervågning og kontrol med arktiske militære bevægelser. Samtidig rummer Grønland betydelige naturressourcer – herunder sjældne jordarter og kritiske mineraler – som i dag i vidt omfang kontrolleres af Kina.
Klimaforandringerne har gjort disse ressourcer mere tilgængelige og åbner samtidig nye sejlruter i Arktis. Kontrol med Grønland betyder dermed også indirekte kontrol med fremtidens globale handelsårer, hvor nordlige ruter potentielt kan reducere transporttiden mellem Asien og Europa dramatisk.
Ambitionen passer ind i Trumps genoplivning af den såkaldte Donroe-doktrin – en moderne udgave af Monroe-doktrinen – hvor USA forbeholder sig retten til at forhindre andre stormagter i at opnå strategisk fodfæste på den vestlige halvkugle.
Europas dilemma: Principper mod realpolitik
De europæiske reaktioner har været kontante i retorikken, men mere uklare i praksis. Danmark har afvist enhver amerikansk annektering, og centrale EU-lande har erklæret, at Grønlands fremtid alene afgøres af grønlænderne selv. Alligevel rapporteres der internt i EU om betydelige uenigheder om, hvor langt man reelt er villig til at gå i et opgør med USA.
EU’s afhængighed af amerikansk sikkerhedsgaranti – ikke mindst i forhold til Ukraine – svækker Europas forhandlingsposition. Et militært sammenstød eller blot en hård konfrontation om Grønland vil derfor stille EU over for et strategisk valg: at acceptere amerikansk dominans eller at risikere en åben splittelse i NATO-samarbejdet.
Fire scenarier – fra symbolpolitik til økonomisk eskalation
Udviklingen kan tage flere veje:
1) Canada-scenariet:
Det mest godartede scenarie er, at præsident Trump dropper denne idé, hvilket faktisk ser ud til at være sket i forhold til hans ambition om, at Canada skulle tilslutte sig USA som dets 51. stat. Den amerikanske administration ser dog ud til at være mere seriøs, når det gælder Grønland.
2) Aftalt løsning:
Et andet relativt godartet scenarie med hensyn til de økonomiske konsekvenser er et, hvor situationen løses uden militær indgriben. Dette kunne indebære mere amerikansk kontrol over Grønland. I den mest vidtgående version af dette kunne USA overtage Grønland, for eksempel efter en folkeafstemning om selvbestemmelse og/eller en finansiel aftale. En anden mulighed er, at USA og Danmark indgår en aftale, som giver USA større handlefrihed i Grønland, både militært og i forhold til økonomisk udvikling.
3) Militær handling, EU er eftergivende:
Et tredje, mere negativt scenarie med hensyn til påvirkningen af økonomien og markederne er, at USA overtager Grønland militært, men at EU ikke reagerer med nogen væsentlig eller kun begrænset økonomisk gengældelse. Selvom dette ville være en meget bitter pille at sluge, kunne EU beslutte (som det gjorde i tilfældet med de amerikanske toldsatser sidste år), at eftergivenhed var den mindst skadelige reaktion. Selv i dette scenarie ville USA’s forpligtelse over for NATO blive draget i tvivl, og alliancen svækket, hvilket ville øge den geopolitiske usikkerhed.
4) Militær handling, økonomisk eskalation:
Det mest negative scenarie økonomisk er et, hvor USA overtager Grønland militært, og EU reagerer ved at pålægge betydelige økonomiske sanktioner og/eller toldsatser mod den amerikanske økonomi. Dette kunne derefter føre til gengældelse fra USA, hvilket ville medføre store direkte økonomiske konsekvenser. En sådan eskalation ville yderligere øge bekymringerne om forholdet mellem USA og EU samt NATO-alliancen og føre til en endnu større stigning i den relaterede geopolitiske usikkerhed. Givet hvor skadeligt dette ville være, vil vi betragte det som et mere usandsynligt risikoscenarie.
Handelsmæssigt er eksponeringen betydelig: EU’s eksport til USA svarer til omkring 4,5 pct. af EU’s BNP, mens USA’s eksport til EU udgør ca. 2,3 pct. af amerikansk BNP. En eskalation vil derfor ramme Europa relativt hårdere – især hvis strammere finansielle forhold forstærker effekten.
Forsvarsudgifter: En utilsigtet stimulans
Paradoksalt nok kan en Grønlandskrise give et økonomisk løft til europæisk forsvarsindustri. Et amerikansk pres kan accelerere EU-landenes planer om at øge forsvarsudgifterne og reducere afhængigheden af amerikanske leverancer. For lande, der hidtil har været tøvende, kan Grønland blive det strategiske wakeup-call.
Et strategisk opgør om Arktis
På længere sigt handler Grønland ikke kun om USA og Europa. Rusland og Kina har begge klare ambitioner i Arktis – økonomisk, militært og infrastrukturelt. Kontrol med Grønland vil begrænse deres handlefrihed og forskyde magtbalancen i regionen.
For EU er Grønland samtidig nøglen til fortsat indflydelse i Arktis – både geopolitisk og i forhold til bæredygtig ressourceudnyttelse. Mister Europa fodfæstet her, reduceres unionens globale strategiske vægt markant.
Konklusion
Trumps Grønlandsambitioner er mere end et geopolitisk kuriosum. De udgør et potentielt systemisk chok for Europa – politisk, sikkerhedsmæssigt og økonomisk. Udfaldet vil afhænge af, om EU formår at agere samlet og strategisk, eller om realpolitisk afhængighed af USA igen trumfer europæiske principper.
