Vores kursmål for Genmab har længe indikeret et stort uforløst potentiale, men i det sidste lange stykke tid har det primært været mødt af kursfald. Markedet modtog dog Genmabs regnskab positivt, og meget tyder nu på, at vi har nået bunden efter et fald på over 40 pct. de seneste 14 måneder.
Genmab overgik forventningerne til 2023, og samtidig var guidance for 2024 en smule mere optimistisk end konsensus før regnskabet. Annonceringen af et omfattende aktietilbagekøbsprogram på 500 mio. USD er desuden et signal om ledelsens stærke tro på, at der vil blive skabt værdi for aktionærerne i det kommende år.
Omsætningen i 2023 nåede 16,5 mia. kr., hvilket meget præcist rammer toppen af Genmabs eget forventningsinterval på 15,9-16,5 mia. kr. og cirka 100 mio. kr. over analytikernes konsensus før regnskabet.
Overskuddet for 2023 beløb sig til 5,4 mia. kr., hvilket var præcist i overensstemmelse med analytikernes forventninger og en smule over midtpunktet i Genmabs egen guidance for året.
Markedet havde frygtet, at omkostningerne i 2024 ville stige til 13,2 mia. kr., men her har Genmab lagt fornuftigt fra land med en solid midtpunktsforventning på 12,9 mia. kr. i et guidanceinterval på 12,4-13,4 mia. kr.
Det væsentligste element i markedets positive modtagelse af Genmabs regnskab var dog forventningerne til omsætningsvæksten, som ventes at lande på 19 pct. ved midtpunktet i forventningsintervallet 18,7-20,5 mia. kr., hvilket modsvarer 3,1 mia. kr. i øget omsætning. Det er en betydelig acceleration sammenlignet med omsætningsvæksten på 14 pct. i 2023.
ASH-konferencen blev uden de store nyheder for Genmab. Samtidig kom der den 23. januar 2024 en for Genmab negativ afklaring på voldgiftssagen omkring Darzalex, som markedet i store træk dog kun reagerede beskedent på.
Lagt sammen med manglen på ASH-nyheder mener vi, at dette var med til at presse Genmab ned i, hvad vi er meget sikre på, vil blive bunden i kurs 1825 den 13. februar 2024, lige før årsregnskabet blev aflagt og sendte kursen op til lige over 2100. Aktien synes nu at have stabiliseret sig omkring kurs 2000.
I januar opdaterede vi i ØU Formue 04/2024 vores kursmål med en nedjustering på 200 til 3200. Vi føler os for nuværende trygge ved at fastholde et 12-måneders kursmål på 3200, selvom det ligger en del over analytikerkonsensus. Som nævnt i vores seneste analyse afventer vi kliniske data fra pipelinen, før vi foretager eventuelle justeringer af kursmål og værdiansættelse Som det fremgår af den kliniske nyhedsstrøm, bliver 2024 et travlt år, og vi forventer, at 2024 kan blive året, hvor investorerne i højere grad får øjnene op for den stadigt voksende del af Genmabs forretning, der ikke handler om Darzalex.
Konklusion
Aktuel kurs 2057,00
Kortsigtet (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 3200
David Mygind
David Mygind og/eller nærtstående ejer aktier i Genmab
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.