Goldman: Fra midlertidigt chok til en strukturel risiko for verdensøkonomien

Investorer frygter længerevarende energikrise

De globale finansmarkeder er igen fanget i et miljø præget af geopolitisk uro, stigende oliepriser og voksende usikkerhed om centralbankernes næste træk. Ifølge en ny markedsvurdering fra Goldman Sachs er konflikten i Mellemøsten nu ved at udvikle sig fra et midlertidigt chok til en mere strukturel risiko for verdensøkonomien.

Efter enkelte tegn på afspænding tidligere på ugen, som kortvarigt løftede markedsstemningen, har nye udmeldinger fra USA’s præsident Donald Trump igen øget usikkerheden. Dermed er investorerne tilbage i et scenarie, hvor udviklingen i energi- og råvaremarkederne i stigende grad bestemmer retningen for både renter, vækstforventninger og inflation.

Hos Goldman Sachs peger makrohandlerne Rikin Shah og Cosimo Codacci-Pisanelli på, at jo længere konflikten varer, desto større bliver risikoen for vedvarende effekter på oliepriser, forsyningskæder og global aktivitet.

Bankens basisscenarie er, at Brent-olien i fjerde kvartal 2026 vil ligge omkring 80 dollar pr. tønde, forudsat at transporten gennem Hormuzstrædet kun rammes delvist og gradvist normaliseres. I et mere negativt scenarie ventes olieprisen at stige til 100 dollar, mens et alvorligt udfald med et vedvarende bortfald på 2 millioner tønder dagligt fra Mellemøsten kan sende Brent op mod 115 dollar.

Samtidig er det ikke kun olieprisen i sig selv, der bekymrer markederne. Raffinerede produkter som især flybrændstof handles allerede til meget høje niveauer, og der spekuleres i, om selve mængden af tilgængelig energi – snarere end prisen – kan blive den egentlige begrænsning for økonomisk aktivitet. Mulige produktionsstop hos store producenter som QatarEnergy nævnes som en risiko, og begreber som “energiunderskud” og “brændstofrationering” fylder stadig mere i nyhedsstrømmen.

Især lavindkomstøkonomier med stor importafhængighed af energi, blandt andet i dele af Asien, vurderes at være særligt udsatte.

Ifølge Goldman Sachs rammer konflikten markederne gennem fire hovedkanaler: højere risikopræmie, lavere global vækst, forværrede bytteforhold og højere inflation. Indtil videre har markederne især reageret ved at prise højere inflation og større volatilitet ind, mens vækstrisikoen kun i begrænset omfang afspejles i renterne.

Det mønster er ikke usædvanligt. Historisk har olieudbudschok i første omgang ofte løftet markedsrenterne, fordi investorerne forventer en mere stram pengepolitik. Først senere – typisk efter seks til ni måneder – begynder vækstbekymringerne at dominere, hvilket kan trække renterne ned igen.

Det er netop denne forskydning, markederne nu forsøger at navigere i.

Goldman Sachs vurderer, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, trods markedets nervøsitet fortsat har en høj tærskel for at hæve renten. USA’s økonomi er mindre følsom over for oliepriser end i 1970’erne, arbejdsmarkedet er ved at svækkes, lønvæksten er afdæmpet, og de finansielle forhold er allerede blevet strammere siden konfliktens begyndelse.

Derfor vurderer banken, at Fed er den mindst sandsynlige blandt de store vestlige centralbanker til at svare igen med renteforhøjelser.

Billedet er anderledes i Europa. Her anses Den Europæiske Centralbank, ECB, for at være den mest sandsynlige til at hæve renten, hvis energichokket forstærkes. Ifølge Goldman Sachs skyldes det blandt andet, at ECB’s rente allerede har ligget uændret siden første halvår 2025 og befinder sig tættere på det neutrale niveau. Samtidig vurderes ECB at være mere parat til at reagere hurtigt, ikke mindst med erfaringerne fra inflationschokket i 2022 i frisk erindring.

Bank of England befinder sig ifølge analysen i en mellemposition. Den britiske centralbank har allerede renter over det neutrale niveau, og det britiske arbejdsmarked er svagere. Samtidig har centralbankchef Andrew Bailey i denne uge signaleret en mere afventende linje og understreget, at banken skal håndtere chokket på en måde, der gør mindst mulig skade på økonomisk aktivitet og beskæftigelse.

Goldman Sachs’ samlede vurdering er derfor, at sandsynligheden for renteforhøjelser er størst i euroområdet, derefter i Storbritannien og mindst i USA.

På tværs af aktivklasser er konklusionen klar: energimarkederne og udviklingen i Mellemøsten er igen blevet den vigtigste drivkraft for den globale makroøkonomi. Et enkelt tweet eller en tale fra en politisk leder kan hurtigt ændre forventningerne, og det gør ifølge banken markedet usædvanligt vanskeligt at navigere i.

Samtidig peger analysen på, at jo længere konflikten varer, desto større er risikoen for mere varige forstyrrelser i forsyningskæderne og en højere bund under flere råvarepriser. Selv hvis situationen skulle blive løst, er det langt fra sikkert, at oliepriserne vender tilbage til tidligere niveauer.

For investorerne betyder det, at fokus i første omgang fortsat vil være rettet mod inflation og energipriser. Men når olieprisen topper, kan markedet hurtigt skifte blik og begynde at prise svagere vækst og lavere renter ind.

Det er netop denne balance mellem inflationsfrygt og vækstbekymring, der nu definerer verdens finansmarkeder.

When will the rates market start pricing more of this growth impact? It may be hard to escape the dynamic of upward pressure on yields until oil prices themselves stabilize. However, we have seen more sessions recently where the correlation has been less strong between oil price moves and yields. In the 1990 oil supply shock, markets pushed yields higher, pricing a hawkish policy shock, for much of the initial phase of the oil price spike. So we have precedent for the market leaning heavily on the risk of higher rates, and demanding a sizable risk premium, even though the Fed ultimately cut rates sharply in that episode.