Aktiemarkedet overtaget af robotter og indeksfonde
Blandt udenlandske storinvestorer er der stigende erkendelse af, at aktiemarkederne i dag styres mest af robotter, indeksfonde og spekulative momentuminvestorer. Skøn baseret på det overordnede flow på aktiemarkedet indikerer, at aktiemarkedet for kun ti procents vedkommende styres af analytikere og aktiestrateger, som kigger på de gammeldags fundamentale forhold. Det betyder, at alle os ”gammeldags” analytikere og økonomer, som tror at vi kan sige noget fornuftigt om udviklingen i enkeltaktier og det generelle aktiemarkedet groft sagt er blevet reduceret til marionetter i et meget stort spil. Hovedtesen har ellers været, at centralbankernes stimulanser har holdt aktiemarkederne oppe de seneste år, og det er sikkert også langt hen ad vejen rigtigt. Sagen er bare den, at centralbankerne de seneste måneder har lagt op til at rulle en del af de tidligere stimulanser tilbage. Og det burde alt andet lige udløse enorm bekymring på aktiemarkederne, at de vedvarende stimulerende indsprøjtninger nu fjernes stille og roligt. Det underlige er, at markederne næsten ikke har reageret på, at den amerikanske centralbank forleden var mere klar i mælet end ellers.
Aktiemarkedet på vej mod en lose-lose situation
Vi kan naturligvis ikke udelukke, at algoritmerobotterne, momentuminvestorer og indeksfonde fortsat kommer til at styre aktiemarkederne opad, selvom der ikke er grundlag for det med udgangspunkt i gammeldags fundamentalanalyse, altså hvor man bedømmer aktiernes værdiansættelse ud fra makroøkonomi, selskabernes overskud og geopolitiske forhold. Men umiddelbart ser det ikke godt ud, fordi vi er ved at komme i en omvendt goldilock situation.
Især den amerikanske centralbank virker meget forhippet på, at der over det næste halvandet år skal gennemføres fire renteforhøjelser, og balancen skal reduceres med tilbagesalg af obligationer. Også den europæiske centralbank kan rykke den vej. Det er i bund og grund ikke noget godt tidspunkt at fjerne de tidligere stimulanser, fordi både USA’s og Kinas økonomi nu bremser klart op. Altså: Samtidig med at økonomierne svækkes, forhøjes renterne, hvilket selvfølgelig vil forstærke opbremsningen.
Analytikerne er skeptiske efter at amerikanske indikatorer peger nedad
Blandt andet Citigroups Economic Surprise indeks er de seneste måneder kun kørt ned og ned, og målingen ligger nu på niveau med de laveste i 2011 og op til finanskrisen i efteråret 2008. Også ECRI indikatorer fra Economic Cycle research Institute viser klar opbremsning i USA’s økonomi efter fald i den ledende indikator siden midten af januar. Også fredagens indikator fra Markit for den amerikanske erhvervstillid skuffer, og de seneste data indikerer en BNP vækst på kun 0,4 procent i 2. kvartal efter et meget svagt første kvartal.
Det kan samtidig være forklaringen på, at analytikernes forventninger til selskabernes overskud i 2. kvartal 2017 de seneste måneder er blevet nedjusteret betydeligt. Det gælder for både de amerikanske S&P 500 selskaber og de store europæiske Stoxx 600 selskaber, hvori de danske C20 selskaber indgår. Vi følger på ugebasis, hvordan analytikerne justerer deres overskudsestimater for de europæiske og amerikanske aktier.
At aktierne måske er kommet for højt op indikeres også af, at de store amerikanske teknologiaktier har vist svaghed, og der kan være en langsigtet topdannelse under opbygning, som kan være første forvarsel om en top på aktiemarkederne. Denne top er dog ikke bekræftet endnu.
Mikset billede blandt de danske LargeCap-aktier
Den seneste uge på det danske aktiemarked var meget blandet. Den seneste måned har det stort set alene været defensive C20 aktier, som er gået frem. Blandt andet Genmab, Novo Nordisk, Tryg, Chr. Hansen, William Demant, GN Store Nord og Coloplast.
Undtagelsen fra denne regel er FLSmidth, som efter vores vurdering nu leverer de sidste krampetrækninger i en meget stærk stigningsperiode. Udsigten til opbremsning i den globale økonomi kan meget snart give forstærket udsalg i FLS aktien fra udenlandske fonde, og det kan forstærke en nedtur i aktien. Billedet er det samme på en uges sigt, hvor også Nets og Lundbeck var blandt vinderne. Men her er altså også tale om defensive aktier, som vil være robuste under en generel konjunkturopbremsning.