Spekulationsporteføljen sluttede i 2023 sit andet hele år siden etableringen i slutningen af 2021, og porteføljens afkast siden starten er bedre end både Copenhagen Benchmark og C25-indekset.
Spekulationsporteføljen tager udgangspunkt i købsmuligheder med en højere risiko end gennemsnittet, og det betyder, at der undervejs kan komme betydelige kursudsving i både positiv og negativ retning.
Samlet er målsætningen dog at levere et afkast, som overgår det gennemsnitlige afkast på aktiemarkedet, og det mål har porteføljen opfyldt i sin levetid på lidt over to år.
Spekulationsporteføljens afkast siden starten i slutningen af 2021 er ved indgangen til 2024 4,4 pct., og det skal ses i forhold til 0,4 pct. i Copenhagen Benchmark og minus 3,3 pct. i C25-indekset. De spekulative tips har altså tjent penge i et stagnerende/faldende marked, og det må betragtes som godkendt.
Af sidste års fem vinderaktier var afkastet i to af dem betydeligt bedre end markedet, mens to tips stort set fulgte markedet og et enkelt klarede sig væsentligt dårligere end markedet. Her er de rangeret efter afkast:
Lundbeck var den bedste af vinderaktierne i 2023, og midt i maj var afkastet over 50 pct. Det svingede derefter en hel del, men endte med et plus på 25,5 pct. efter tillæg for udbytte.
North Media svingede betydeligt gennem året, men sluttede med en stor stigning. Når årets kursstigning tillægges udbytte, gav aktien et afkast på 16,0 pct. i 2023.
Brøndby var det mest risikable af vores vindertips, og det afspejlede sig da også i et turbulent år, hvor afkastet svingede mellem minus 21 pct og plus 33 pct. Kursen endte ret nøjagtigt samme sted, som den startede.
Harboes Bryggeri startede året stærkt, men satte det hele over styr i anden halvdel af året. En kraftig stigning i slutning af året vendte dog billedet endnu engang, og aktien endte stort set, som den startede med et lille minus på 2,1 pct.
Gyldendal var det vindertip, som endte med det dårligste resultat. Kursen stabiliserede sig i løbet af sommeren og sluttede året i opadgående retning, men endte alligevel 15,6 pct. under startkursen.
Spotlight på Rockwool i 2024
Rockwools aktiekurs svingede meget i 2023, hvor en stærk start på året blev afløst af et markant fald, men hvor en god slutspurt alligevel endte med at give aktionærerne et positivt afkast i 2023. Det forventer vi også sker i 2024.
Rockwool startede 2023 med meget negative forventninger om et fald i omsætningen på op til 10 pct. På den baggrund er det vanskeligt at bebrejde investorerne en vis skepsis mht. denne aktie.
Men ikke mindre end fire opjusteringer i løbet af året genskabte gradvist optimismen omkring aktien. Også selvom Rockwools forventninger om tilbagegang i omsætningen kom til at holde stik. Den blev bare ikke så stor som frygtet.
Til gengæld formåede Rockwool at styre bl.a. salgspriser og produktmix på en måde, så det sammen med faldende energipriser fik en særdeles positiv effekt på bundlinjen.
Og netop udviklingen i energipriser er et forhold, som er meget relevant for Rockwools fremtidige indtjening. Ikke blot pga. den kortsigtede effekt på selskabets omkostninger, men i langt højere grad pga. den stigende efterspørgsel efter selskabets produkter, som al sund fornuft siger, at stigende energipriser bør medføre.
Det er ingen nyhed, at energibesparende initiativer i kraft af bl.a. bedre isolering af nybyggeri og ved renovering af ældre bygninger er godt for både tegnebogen og miljøet. Men det har i mange år langt hen ad vejen kun været fine ord i politiske sammenhænge, da det kræver store investeringer at sætte handling bag tankerne.
Det ændrede sig imidlertid, da Ukraine-krigen pludselig demonstrerede, hvad afhængighed af andre landes brændstoffer betyder. Ikke blot politisk, men i høj grad også for vores varmeregninger. Den opvågnen vil sætte spotlight på Rockwool i 2024.
Bruno Japp
Status
Sektor: Construction and Materials
Aktuel kurs 1928
Sektorafkast (3 mdr.) 8,8 pct.
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her